Dødsforestillinger i buddhismen

Døden besøger os 16 gange hvert øjeblik, hedder et buddhistisk udsagn. Vi forgår hele tiden, og hvert øjeblik kan blive vores sidste åndedræt. Men hvordan skal man egentlig forstå disse dødsforestillinger i buddhismen?

Alt i denne verden er underlagt død og forgængelighed, og kun uoplyste væsener bliver ved med ukritisk at være tilknyttet denne illusoriske verden. Derfor, siger buddhismen, gælder det om at erkende døden som fundament for livet. Det kan man gøre ved at meditere på skeletter, som mange munke i fx Thailand gør det. Man kan gøre det ved at overveje, hvordan liv og død er betinget af hinanden. Og man kan lære at leve med døden, gøre døden til en motiverende faktor for at leve et rigtigt, helt og viist liv.

Buddhister dør aldrig rigtigt

Man dør aldrig rigtig som buddhist. Efter døden bliver man igen født i en eksistensform, defineret af ens karma. Helt død og borte bliver man aldrig før man har opnået den endelige nirvana-tilstand og ikke mere behøver lade sig genføde. Døden er derfor for alle ikke-buddhaer en slags mellemtilstand mellem død og næste genfødsel.

Denne varer ifølge buddhister 49 dage. Perioden er meget sårbar for "afdøde", da bevidstheden siges at kunne forlade kroppen og vandre rundt. Det gælder derfor om at have ritualer med bønner og sutra-recitation, så man med religiøse specialisters hjælp kan få bragt den døde over på den "anden side".

Kulturbestemte dødsopfattelser

Døden tager i høj grad også kulturelle forklædninger. I Tibet har man udviklet tanker om, at afdøde kan dirigeres gennem denne mellemtilstand ved at læse op af en helligtekst, den "Tibetanske Dødebog", så afdøde kan følge anvisningerne på at finde frem til den rette genfødsel. Undervejs vil han møde guder og dæmoner, som det gælder om at få identificeret som projektioner af eget sind og som udtryk for den karma, man selv har sået.

I Kina blev ideen om dommeren vigtig. Kong Yama, herskeren i underverden, blev ham, der skulle veje afdødes karma og tage stilling til næste genfødsel i en af de seks eksistensformer. I Japan bliver afdøde ofte iklædt munkeklæder, får munkenavn og ofte en amulet, så man som symbolsk Buddha kan komme rigtig til den dødsverden, der ofte er blevet identisk med et slags paradis.

Buddhistisk paradis

Ideerne om genfødsel baseret på en "mekanisk" karma-tankegang har dog i buddhismens verden også fået andre alternativer. Allerede tidligt begyndte man at udvikle ideer om Tushita-himlen som bosted for den kommende Buddha, Maitreya. Det Rene Land var oprindeligt en slags mellemstation inden næste fødsel, men blev efterhånden riget i Vest, hvor Amitabha Buddha bor.

Det Rene Land forstås af de fleste buddhister i Østasien i dag som et permanent sted, et buddhistisk paradis, som man kan håbe på at komme til efter døden. For specielt i mahayana-buddhismen udvikledes ideer om andre verdener, og om Buddha som et princip eller en egenskab, som alle mennesker kan realisere. I Japan hedder det at dø simpelthenjobutsu ni naru, "at blive Buddha".

Ånder og forfædre

En anden variation er troen på, at man efter døden bliver til en ånd. En sådan tilstand anser mange som farlig og sårbar for både afdøde og efterladte. Det gælder derfor om at hjælpe den døde til frelsen ved at minde og give ofringer til vedkommende. Alternativet kan ellers være, at denne vandrer rundt som spøgelse, med evnen til at forfølge de levende. Specielt personer udsat for en pludselig død (trafikuheld, abort, etc.) behandler man i Østasien som stakkels ånder, der vandrer hvileløst omkring i en uforløst død, fordi de ikke fik levet et rigtigt liv.

Respekt for og "dyrkelse" af ånder og forfædre er altså både en måde at hjælpe de afdøde på, og en måde hvorpå de efterladte selv kan finde en vis form for ro og mening med døden. Selvom mange vil sige, at forfædretro ikke har meget med buddhisme at gøre, er det blevet en integreret del af religionen i Østasien, og buddhistiske præsters udførelse af ritualer for forfædrene er vigtige for de fleste buddhister.