Der er ikke noget mystisk ved kødets opstandelse

Traditionelt har man tolket forestillingen om kødets opstandelse på to måder: Enten læser man Bibelen bogstaveligt og forstår kødets opstandelse helt konkret fysisk, eller også læser man Bibelen symbolsk og tolker kødets opstandelse som et symbol eller et billede. Men det er et falsk alternativ, mener teologen Johanne Stubbe Teglbjærg.

? Jeg læser ikke Bibelen bogstaveligt, og jeg mener, at man må tolke Bibelens udsagn. Men man må også spørge, hvilken realitet udsagnene udtrykker. Man kan ikke blive stående ved billederne men må også udfolde dem, siger Johanne Stubbe Teglbjærg.

Hun er ph.d. stipendiat på Københavns Universitet, hvor hun forsker i eskatologi, altså læren om de sidste tider.

Hendes projekt går ud på at opklare, hvordan man tænker krop og håb sammen i det perspektiv. Det er nemlig ikke helt let, når vi lever med en forestilling om, at kroppen er forgængelig og skrøbelig, mens håbet ofte knyttes til det evige, uforanderlige og uforgængelige ? altså alt det, der ikke er krop og kød.

Johanne Stubbe Teglbjærg er langt fra den første teolog, der forsker i kødets opstandelse. Men hun er

med sit forskningsprojekt et eksempel på, hvordan interessen for og udforskningen af eskatologien vokser i disse år både herhjemme og internationalt. Efter mange år med kritik er der nu fokus på at genfinde et sprog for de sidste tider.

Kødets opstandelse er en begivenhed eller en hændelse. Men for den unge teolog er det ikke en begivenhed, der alene kan placeres på et punkt i den kronologiske tid eller i nuet. Det sker i livet, ved døden og ved tidernes ende. Og det, der sker i kødets opstandelse, er ifølge Johanne Stubbe Teglbjærg en forvandling eller en transformation, hvor det, der skiller mennesket fra Gud, tilintetgøres. En forvandling, hvor mennesket bliver, hvad det er bestemt til at være. Derfor handler kødets opstandelse også om menneskelig identitet ? og om dom eller krise, hvor noget skal skilles fra noget andet.

? Jeg tror, at det, der skal udskilles er det onde, det der skiller os fra Gud. Derfor tror jeg, at kødets opstandelse er for alle, at den er universel. Nogle siger, at det er at udhule alvoren i dommen, men for mig at se skærper det alvoren. Livet bekræftes som det liv, det har været. Vi onde mennesker kommer til at lide for det, vi har gjort, men bevares gennem lidelsen.

Processen til det nye liv efter kødets opstandelse er med andre ord ikke uden lidelse, og Johanne Stubbe Teglbjærg sammenligner dommen med det, mennesker går igennem ved alvorlige kriser.

? Man kommer ud på den anden side, men processen hvor tingene skal adskilles, det er ikke nogen rar proces. Det rare er, at man kan føle sig helt tryg. Dommen er en glædelig begivenhed. Man kan ikke tale om dommen uden at tale om Kristi genkomst.

Spørgsmålet er så, hvordan vi konkret skal forestille os kødets opstandelse. Her er kroppen ifølge Johanne Stubbe Teglbjærg en nøgle ? og et problem. Vi er nemlig langt hen ad vejen vant til at tænke dualistisk i en adskillelse mellem krop og bevidsthed, hvor den sidste behersker og kontrollerer den første. Religiøst går denne antagelse i svang med forestillingen om reinkarnation. Men kristendommens menneskesyn er anderledes, her følges krop og ånd - også hinsides døden.

? Vi tænker alt for snævert om kroppen. Kroppen er ikke en ting, den er heller ikke en usynlig substans. Kroppen er noget tredje, påpeger Stubbe Teglbjærg.

Hun er i sin forskning inspireret af blandt andet den franske filosof Maurice Merleau-Ponty, der ser kroppen som en måde at være i verden på. Hvis vi alene ser kroppen som en ting, så betragter vi i virkeligheden kroppen som lig, men sådan er det ikke. Det er for eksempel kroppen, der bestemmer, at vi skal spise og sove, så i en række helt almindelige hverdagsforhold er det kroppen, der sætter betingelserne.

? Også vores selvbevidsthed er på mange måder underlagt kroppens nødvendighed. Samtidig er kroppen det, der forbinder mennesker med hinanden. Vi har et fællesskab via kroppen, og det er kroppen, der fører os ind i verden. Det er her, kroppen er en nøgle til forestillingen om kødets opstandelse. I hverdagens erfaringer finder man nemlig også erfaringer med opstandelsen.

For her overvindes den tilsyneladende definitive lidelse.

? Det er på en måde banale erfaringer, og eksempler på dem kan meget nemt skygge for sagen. Men det kan for eksempel være, når man tror, at kærligheden er definitivt ophørt, og så den alligevel ikke er forbi. Eller det kan være bittesmå, daglige erfaringer af at blive rask efter sygdom eller blive forsonet efter en konflikt. Det er erfaringer, der rummer det uforudsigelige i sig, noget der bryder igennem det definitive. Opstandelseserfaringen er, når man er sikker på, at nu er det slut, det kan være ved depression, angst eller sygdom, eller ved alle mulige andre former for fortvivlelse.

? De er fragmentariske, små erfaringer, der lever af en større erfaring.

Når man taler om opstandelse henviser man ofte til naturen, til foråret eller til solen, der bryder igennem. Johanne Stubbe Teglbjærg synes, det er for tyndt kun at lokalisere opstandelsen i naturen som en uproblematisk eller forudsigelig proces. Man genfinder også erfaringen af opstandelse i kirkens ritualer, i dåb og nadver.

? Men erfaringen af opstandelse findes i hele spektret, fra det største til det mindste. Men den yderste konsekvens er overvindelsen af døden. Der er så mange erfaringer i tilværelsen, der gør, at det mest naturlige er at tænke videre end til døden. Det er nærmest unaturligt ikke at gøre det, så spørgsmålet er, hvordan man kan gøre det og samtidig undgå at gøre det til fantasi, projektion, flugt eller blasfemi.

? Jeg opfatter det som en dybt rationel ting at tale om kødets opstandelse, selv om opstandelse selvfølgelig også påvirker mit syn på, hvad rationalitet er. Der er i en vis forstand ikke noget mystisk ved det. Det er et spørgsmål om erfaring, men ikke kun et spørgsmål om ens egen erfaring. Man må også læse om andres erfaringer både i den almindelige videnskab og i tekster fra traditionen, Bibelen og bekendelsesskrifterne. Trygheden er at vide, at mennesker har levet og døet på den tro i 2000 år. Man læser sig ind i en historie og en tradition, man har tillid til.

Kropslige erfaringer fortæller os altså noget om kødets opstandelse. Men den kristne forestilling om kødets opstandelse lærer os også noget om kroppen. Johanne Stubbe Teglbjærg er således kritisk over for den forståelse af kroppen, som man genfinder i for eksempel den stærke fokusering på alder og vægt.

? Nok er kroppen i fokus, men det handler om at holde kroppen nede, at gøre den til noget andet end den er, for eksempel ung eller slank. I stedet må vi finde en levemåde, der faktisk er et alternativ til synet på kroppen som noget, der skal beherskes.

? Vi skal komme til rette med kroppen som det, den er. Det betyder ikke, at man skal lade være med at dyrke sport eller ikke interessere sig for sin krop. Der er intet i vejen med fitness-centre, det handler om, hvordan det er til stede i ens liv, om det er destruktivt eller konstruktivt. Set i lyset af den kristne forestilling om kødets opstandelse handler det om at se alt det positive ved kroppen og lade den udtrykke sig i stedet for at forsøge at dominere den endnu mere.

larsen@kristeligt-dagblad.dkFakta

FaktaJohanne Stubbe Teglbjærg

**Født 1974, cand. theol. fra Københavns Universitet, hvor hun har et ph.d. stipendium med temaet "Krop og håb. En kritisk tolkning af nyere eskatologi under inddragelse af kropsfænomenologien". Har været på studieophold i München og Bonn og har skrevet prisopgave om den tyske teolog Wolfhart Pannenbergs antropologi. Johanne Stubbe Teglbjærg er gift med Mads Klæstrup Kristensen, der er kommunikationschef i Folkekirkens Nødhjælp har en søn, David, på et år.