Dogmatik er powerplay og hellig afklaring

FILMANMELDELSE:

Da Vinci koden er en svær nød at knække. Den lider af flere vira, hvis man nu skal blive i kodeverdenen.

Men når det kommer til de kristnes vrede over bogen og filmen, så skal man vist passe på ikke at være overfølsom i forhold til en altid eksisterende fabuleren over de kristne trossammenhænge.

Der er mange fans af Tom Hanks, og jeg er en af dem. Men i denne film forekommer han stiv og spiller ikke igennem. Eller også er der tale om, at Hanks godt er klar over, at han bevæger sig på is så tynd som den celluloid, filmen er lavet af.

Drama bliver det sjældent for alvor, og Da Vinci Mysteriet ender med at gå helt død til allersidst, hvor man kunne forvente det store klimaks.

Meget har allerede været sagt om denne længe ventede film, men Da Vinci-filmen er ikke på nogen måde en trussel mod den sande tro.

Ubefæstede sjæle vil være meget mere i farezonen, hvis de gav sig til at læse kirkehistorie såvel som Europas historie og kirkens rolle heri.

Jeg læste forleden, at Da Vinci Mysteriet lagde op til fornyede anti-papistiske reaktioner. Ja, anledninger til dumhed skal man sjældent lede længe efter, hvis man er til den slags.

Jag satte mig til rette i biografsædet med stor forventning om at blive underholdt. Jeg ved godt, man som oftest bliver skuffet over filmatiserede udgaver af de bøger, man har slugt og har levet i.

Jeg ved snart ikke, om det er værre med den her, end det har været med f.eks. Ringenes Herre. Det må være en vurdering, som hænger sammen med den enkeltes forventning til en filmatisering, eller hvor mange billeder man får på det indre oplevelseslærred, når man læser en roman af stor spændingsmæssig eller episk værdi.

Dan Brown kolporterer en masse brokker om hemmelige selskaber og store opgør i den romersk-katolske kirkes historie. Noget er frit opfundet, og andet er en del af et historisk faktum.

Alt med det mål at godtgøre, at den hellige gral er Maria Magdalenes moderskød, og at Jesus havde et barn, hvis slægt helt op til vore dage er den sande bærer af Guds sande åbenbaring. Personligt kan sådanne tanker ikke anfægte min tro.

Min tro hænger nok sammen med kirkemødet i Nikæa i år 325, hvor det grundlæggende af den kristne tro formidles til eftertiden, men jeg står ikke alene og uformidlet, skulle arkæologi eller ny viden om bibelske skrifter ændre opfattelsen af den gængse dogmatik.

Det er med historisk tydelighed, både fortidig og den mest aktuelle nutidighed, klargjort, at dogmatik altid har været en ubekvem sjakren af powerplay og hellig afklaring.

Det er med Jesus som far til et barn, som det er med det katolske dogme om Marias ubesmittede undfangelse, ja, jo, men Kristus er jo den frelser, jeg tror på, fordi Helligånden giver mig mulighed for at ane den store guddommelige sammenhæng.

Jeg rokkes i min tro, fordi andre har andre ideer om, hvorledes det dog kunne gå til, at Gud kysser det skabte.

Så selv det mest følsomme religiøse gemyt kan gå ind og se den her film. Den er hverken værre eller bedre end så mange andre thrillere. Volden og blodet taget i betragtning.

Mel Gibsons, The Passion of Christ - her havde man en virkelig farlig film, hvor lidelsen havde en bestemt teologisk pointe. Og den slags forkyndelse bærer kimen til langt værre skismaer om, hvad den sande tro og navnlig dens gerninger er.

Synd det aldrig blev mere spændende. Men jeg tænker at dvd-udgivelsen nok kan underholde de uvorne konfirmander og give os præster en anledning til at komme ind på langt dybere spørgsmål, end Dan Brown selv har lagt op til.

Flemming Pless
Sognepræst i Christians Kirke, København

Religion.dk har sendt forskellige anmeldere i biografen for at vurdere Da Vinci Mysteriet. Anmeldelserne samles løbende i dette tema sammen med med andre kommentarer til bogen og filmen. Du kan også sende en vurdering af filmen til debat@religion.dk eller skrive dine kommentarer i Læserdebatten