Etik i islam

Den islamiske etik har sin base i Allah. Spørger man: "Hvad er det gode?" er svaret: "Allah er det gode". Derfor er den gode handling i sig selv en form for gudsdyrkelse, og der er en nær sammenhæng mellem et moralsk sindelag og de gode og retfærdige handlinger.

Ud fra Koranen, som indeholder Allahs anvisninger til mennesket, ved man, hvad Allah vil. Den gode muslim har altid Allah for øje. Derfor går etikken også ind på områder, hvor almindelige danskere ikke er vant til at se den, for eksempel i en detaljeret beskrivelse af den rette bordskik og påklædning.

Sharia

Den islamiske retsvidenskab har siden 800-tallet bestået af fire dele:

1) Koranen. Allahs uskabte ord nedsendt til profeten Muhammad fra 610. De juridiske dele af Koranen kaldes Sharia (Det islamiske retssystem).

2) Sunna. Profetens ord og gerninger er samlet heri.

3) Analogislutninger fra åbenbaringerne. Når noget gælder i ét tilfælde, kan man tit slutte til, at det også vil gælde i andre lignende tilfælde.

4) De lærdes konsensus. Hvis der ikke er belæg for noget i Koranen eller i Sunna, kan de lærde blive enige om, at sådan og sådan skal tingene være i henhold til Allahs ønske.

Det afgørende for islamisk etik er Sharia. Skal man vælge mellem to onder, er det ifølge Sharia hensynet til almenvellet, der vejer tungest. En sådan position ville i den vestlige filosofi kaldes for konsekvensetik, det vil sige en etik, der - i modsætning til pligtetikken og sindelagsetikken - måler en handling på dens konsekvenser.

Derfor har islam ikke de samme urokkelige regler som Bibelens, som for eksempel buddet: "Du må ikke slå ihjel". I Koranen og i islamisk etik hedder det, at der kan være forhold, der gør det nødvendigt at slå ihjel (for eksempel blasfemi). Men der findes i Koranen som i den kristne og den jødiske bibel også nogle helt konkrete bud som for eksempel: "Giv af dit overskud til familie og fattige" (sura 17,22-38), og Sharia kan derfor også siges at indeholde elementer af pligtetik.

Netop pligten til at hjælpe de fattige, zakat, udgør én af islams fem søjler og står således meget centralt for islams troslære. Indenfor Sunni-islam beror Sharia på fire lovskoler, mens shiiterne i Iran følger en femte skole. På grund af de mange skoler er der mange fortolkningsmuligheder, som gør det svært at afgrænse Sharia.

Politik og religion

Sharias omfang og indflydelse betyder, at islam ikke principielt adskiller politik og religion. I modsætning hertil har man i den vestlige verden siden kirkefaderen Augustin i 400-tallet haft en tanke indenfor den kristne teologi om, at der principielt er forskel mellem den orden, der hersker i den guddommelige verden og den orden, der hersker i den jordiske verden.

Adskillelsen mellem det religiøse og det politiske blev i Vesteuropa styrket under reformationen, hvor kirken særligt i de protestantiske lande mistede en stor del af sin politiske indflydelse. Også de seneste århundreders sekularisering har betydet, at politik og religion er blevet yderligere adskilt i den vestlige verden.

En fuldstændigt vandtæt adskillelse er dog vanskelig at tale om, da både religion og politik er bærere af grundlæggende værdier. Forskellen på den kristne og den islamiske kultur er snarere den, at man i kristendommen har en teologisk tradition for at tænke religion og politik som adskilte sfærer, men man i islam har en teologisk tradition for at tænke religion og politik som en helhed.

Islamisk etik og menneskerettigheder

Da islam danner et altomfattende system og alt, hvad man ifølge islam behøver at vide, ligger i trosindholdet, er der ikke brug for andre universelle regler. Det volder stadig vanskeligheder at forbinde FNs menneskerettigheder og islam. I FNs artikel 18 hedder det blandt andet: ?Enhver har ret til tanke, samvittigheds- og religionsfrihed?.

På trods af at FN er et verdensforum, er der ingen tvivl om, at det har en sekulariseret og vestligt præget baggrund, og at erklæringen om religionsfrihed går stik imod mange principper, der er gældende i islamiske lande som for eksempel Iran. Mennesket har i islamisk forståelse kun pligter overfor Gud, men ikke rettigheder i moderne, vestlig forstand.

Et centralt problem i forbindelse med FNs menneskerettigheder er, at de tager udgangspunkt i individet, mens islam tager udgangspunkt i fællesskabet. Her er det dog værd at hæfte sig ved, at det individbaserede menneskesyn lige så meget er et kulturtræk som et religiøst træk.

Fokuseringen på individet er en relativt ny tendens, der i den vestlige verden kun er nogle hundrede år gammel. I islam lægger man stor vægt på fællesskabet i familien, i slægten. Familiens anseelse spiller en stor rolle, idet man for eksempel finder det belastende for familiens ære, hvis en teenagedatter gør oprør mod familiens normer. Mennesket er skabt af Gud og han er alle tings mål. Det er i dag en af de væsentlige faktorer, der adskiller den muslimske del af verden og den vestlige.

I 1970'erne begyndte muslimske retslærde at udforme et klart standpunkt i forhold til FNs menneskerettigheder, men alle forsøg er foreløbig strandet, og der foreligger i dag ikke et muslimsk sæt af rettigheder, der matcher FNs fra 1948.