Forsoningsviljen sat på prøve

Nathan var en rig, jødisk købmand. Rig også på idealisme. Hans budskab til kristne, jøder og muslimer var, at de skulle lade fornuften ophæve de herskende modsætninger. Den kunne, hvis den fik lov, forkyndte han, gøre mennesker uafhængige af religiøse, sociale og kulturelle skel og opbygge en virkelighed af en anden verden, men netop også af denne.

En virkelighed af tolerance og næstekærlighed. Troen på idealitetens mulighed er visionen i tyskeren G.E. Lessings oplysningsdrama fra 1779, "Nathan den Vise".

Hvordan tager denne filosofi sig ud i dag ? på baggrund af vor tids erfaringer? Dette er temaet for et Lessing-inspireret skuespil, "Nathan (uden titel)" af husdramatikeren ved Aarhus Teater, Christian Lollike, der som ramme for sin undersøgelse har valgt dén, hvor tolerancen efter hans opfattelse skal stå sin prøve, nemlig det religiøse rum ? hvilket i denne forbindelse vil sige Aarhus Domkirke. Lollike har sat sig for at udfordre Nathans idealer i den hensigt at blotlægge eventuelle svagheder og modsigelser ? hvad han så gør. Endda i den grad!

Han har skrevet stykket, som han selv har iscenesat, med effektfuld og borende sans for, hvor den aktuelle uforsonlighed kolliderer med Nathans lykkelige budskab. Lollike insisterer på de præmisser, der er nutidens, og giver ikke illusionerne en chance. Hans tekst med dens lange, slyngede ordguirlander er komprimeret og krævende, den ene slående formulering følger så hurtigt efter den anden, at man må ærgre sig over, at ens hjerne ikke er båndoptager. Alle formuleringer er dog ikke hans egne, men skyldes blandt andre filosoffer som K.E. Løgstrup og Hannah Arendt samt forfattere som Primo Levi og Robert Musil.

Straks, når man ankommer til domkirken, får man et indtryk af opsætningens optimale udnyttelse af rummet, som lys- og skyggevirkninger gør til et andet end det, man kendte. Det fortrolige bliver fremmed, gådefuldt og foruroligende. Man indstilles på det uventede. Senere lades stemningen yderligere op af den korsang, der på det smukkeste udfylder pauserne mellem de i sig selv hvilende otte sekvenser, som forestillingen består af. Inden den begynder, kan man på opstillede skærme følge de samtaler om næstekærlighed, som Christian Lollike har haft med repræsentanter for kristendommen, jødedommem og islam: biskop Kjeld Holm, overrabbiner Bent Melchior og iman Radwan Mansour.

Publikum inddeles i tre grupper, der ledes rundt til de forskellige optrin. Disse er af vekslende klarhed, men de er intenst spillede ? og ikke mindst af erfarne skuespillere som Nis Bank Mikkelsen, Dorte Hansen Carlsen og Anders Baggesen. En af de mest markante scener foregår foran kirkens alter, ja, hovedpersonerne ligefrem sidder på det, mens Nathans langmodighed afprøves på det mest grusomme. Hans nærmeste familie er blevet dræbt (han fandt sin kone med et stoleben gennem halsen) af en af dem, der var omfattet af hans skønne drøm om idel fred og forsoning på Jord. Kan han tilgive manden, der dræbte? Eller vil menneskelighed i den situation være overmenneskelighed?

Kompleksiteten fremhæves ligeledes i en scene, hvor den tillid, som en mand møder de fremmede med, bliver besvaret med mistillid og aggression. Og yderligere, hvor en fængslet er under brutal anklage "af de andre" for i Nathans ånd at have opfordret til tolerance og grænseløs næstekærlighed.

Forestillingen er uden entydige moraler. Men ? hvad der i denne sammenhæng er nok så vigtigt ? den byder på meningsfyldt, slagkraftigt og engageret teater.

Og den gamle kirke lever med i det hele.

Christian Lollike: Nathan (uden titel). Iscenesættelse: Christian Lollike. Scenografi: Claus Helbo. Aarhus Domkirke.

grymer@kristeligt-dagblad.dk