Hvad er hermeneutik?
Hermeneutik beskriver læren om fortolkning, men er ikke en metode i sig selv. Her kan du læse om, hvad hermeneutik er for en størrelse samt se et konkret eksempel på, hvordan man kan bruge fagspecifikke metoder til at arbejde hermeneutisk.
Religion som humanvidenskab
Humanvidenskab er den type videnskab, man bedriver, når man undersøger sprog, historie, kunst, kultur og viden om mennesket selv. Man kan derfor placere religionsfaget under humanvidenskab, fordi man her søger at nå frem til en fortolkning af den mening, der er i et menneskeskabt kulturprodukt. Når man arbejder med religion som humanistisk fag, vil det primære undersøgelsesobjekt være tekster og kildemateriale, som foruden konkrete tekster kan bestå af billeder, religiøse symboler og digitalt materiale. Gennem arbejdet med kildematerialet søger man således at nå frem til en videnskabeligt underbygget viden om værdier, opfattelser, argumenter, forestillinger, følelser og idealer, som har betydning for menneskers opfattelse af religion.
I forlængelse af ovenstående kan naturvidenskaben defineres som en videnskab, der søger forklaringer på ikke-meningsbærende fænomener. Man søger således at finde frem til en kvantificerbar erkendelse af naturen, hvorfor naturvidenskabens teorier og objekter må være værdineutrale.
Uanset fakultet vil ingen formentlig erklære sig uenig i, at enhver form for viden er menneskeskabt, men naturvidenskaben forholder sig til kvantificerbare data, mens humanvidenskab ikke på samme måde søger at referere til en objektiv virkelighed.
Hermeneutikken
Når man i humanvidenskabelig sammenhæng arbejder med at komme til forståelse af en given tekst, vil man forsøge at finde frem til, hvad teksten har at sige. Med andre ord søger man at få svar på de spørgsmål, man stiller til teksten – at komme frem til en fortolkning. Når man fortolker, indleder man sig på den disciplin, der hedder hermeneutik, hvilket oversat fra græsk betyder: læren om fortolkning.
Hermeneutikken beskriver de omstændigheder, der gør sig gældende, når forståelse rent faktisk finder sted. Derfor er det relevant, at man forholder sig til, hvad hermeneutik er, da hermeneutikken rummer væsentlige aspekter, man som læser bør gøre sig bevidst forud for arbejdet med en given tekst. Man kan således ikke argumentere for, at man anvender den hermeneutiske metode, men som det vil fremgå nedenfor, vil man med udgangspunkt i religionsfagets specifikke metoder arbejde hermeneutisk.
Man forstår teksten ud fra den forforståelse, man har
Det første, man bør gøre sig klart, er, at man aldrig møder en tekst forudsætningsløst. Som læser vil man altid have en forforståelse, det vil sige en forventning om, hvad teksten har at sige. Det er netop denne forforståelse, der åbner teksten op for læseren.
Det er imidlertid vigtigt, at læseren ikke lader sig styre af sine fordomme, men i stedet møder teksten med en forventning om, at den har noget sandt at sige, hvis man ønsker at nå frem til en reel forståelse af teksten. Man kan stadig ende med at afvise tekstens anliggende, for det at forstå er ikke det samme som at erklære sig enig i tekstens udsagn.
Helheden forstås ud fra enkeltdelene og enkeltdelene ud fra helheden
Når læseren møder en tekst med forventninger, er det klart, at disse forventninger kan møde modstand. I så fald kan man være nødt til at revidere sit første udkast til teksten. Denne proces kan anskues som en cirkelproces, hvor man igen og igen vender tilbage til udgangspunktet og starter forfra med nye forudsætninger. Man beskriver denne proces med begrebet: den hermeneutiske cirkel.
Cirkel-betegnelsen belyser, hvordan læseren er nødt til at læse teksten flere gange og anskue tekstens enkeltdele i forhold til helheden og helheden i forhold til enkeltdelene for at nå frem til, hvad teksten i sin helhed søger at overlevere. Cirkelbevægelsen betegner således en pendulering mellem del og helhed på flere niveauer. Dels et sætningsniveau i forhold til teksten som helhed, men det kan også udvides til en pendulering fra tekst til forfatterskab og endda videre til en pendulering fra forfatterskab til beskrivelse af en epoke.
Foruden en forståelses- og fortolkningsdimension rummer hermeneutikken også en anvendelsesmæssig dimension, da forståelse, fortolkning og anvendelse ses som én sammenhængende proces. Man må således også forholde sig til, hvorledes tekstens udsagn kan anvendes i forhold til at sige noget meningsfuldt til nogen.
Metodeanvendelse i praksis
Når man arbejder indenfor det humanistiske fakultet, vil den hermeneutiske fortolkning stort set altid finde sted. De humanistiske fag undersøger imidlertid så forskellige genstande, at der en lang række fagspecifikke metoder til de enkelte fag. I religionsfaget kunne det for eksempel være den strukturalistiske metode.
Når man anvender den strukturalistiske metode, arbejder man ud fra en opfattelse af, at der ikke er noget, der kan forstås i sig selv. Man fokuserer på et system frem for at fokusere på et enkeltstående fænomen. Man ser således altid på et fænomen i sammenhæng, kontrast eller kontekst af noget andet.
Strukturalismen tydeliggør på den måde et net af betydninger, og på den måde tænker man indholdet ind i en samlet struktur, hvor det ene bibringer mening til det andet.
Strukturalistisk analyse af Syndefaldsmyten, Genesis kapitel 3
Genesis kapitel tre fortæller om syndefaldet og uddrivelsen af Edens have. Syndefaldet er en ætiologisk beskrivelse af det kristne begreb arvesynd samt en forklaring på menneskets dødelighed, arbejdets hårde slid og kvindens smertefulde fødsel. Når man anskuer myten strukturalistisk, kan man finde frem til følgende forskelle:
Man kan først vælge at anskue begreberne horisontalt ved at se på begrebsparrene for sig selv. For eksempel kan man forholde sig til begrebsparret Gud over for menneske. I syndefaldsmyten er det tydeligt, at Gud er hævet over menneskene, idet Gud sætter regler for, hvad der er tilladt for menneskene. Da menneskene trodser Guds regler, pålægger Gud dem adskillige straffe og udviser dem fra Edens have. Ud fra dette kan det fastslås, at der er en væsensforskel mellem menneske og Gud, idet Gud med al tydelighed står over mennesket.
Anskuer man begrebsparrene vertikalt, kan man desuden sætte Gud i relation til livet, da livet gives af Gud, men også fordi det er Guds straf, der resulterer i, at menneskene bliver forvist fra haven og bliver dødelige. Ved at sætte begreberne i forhold til hinanden kan man, som vist, nå frem til en fortolkning, da man ved at se på tekstens strukturer ser fænomenerne i sammenhæng med noget andet.
Opsummerende anvendes den strukturalistiske metode således til at stille spørgsmål til en tekst, som man gennem en fortolkning søger svar på. Teksten kan yde modstand mod den forforståelse, man har, hvorfor det kan være nødvendigt at vende tilbage til udgangspunktet og starte forfra.
Det kan med andre ord være nødvendigt på ny at vurdere tekstens enkeltdele i forhold til tekstens helhed – og omvendt. Den anvendelsesmæssige dimension kommer i spil, hvis man for eksempel bruger sin fortolkning til at besvare sin opgaveformulering, hvorfor man altså indleder sig på den hermeneutiske disciplin i arbejdet med teksten.