Hvad er religionsvidenskabelig videnskabsteori?

Videnskabsteori er gennemtænkte kriterier for, hvad god videnskab er, men kriterierne er forskellige fra vidensfelt til vidensfelt. I dette interview gør Lars Albinus, dr.theol og lektor i religionsvidenskab på Aarhus Universitet, os klogere på kriterierne for redelig religionsvidenskab

Hvad er videnskabsteori? Det er et simpelt spørgsmål, der kræver et ret kompliceret svar, mener Lars Albinus, der er dr.theol. og lektor i Studium Generale ved afdeling for religionsvidenskab på Aarhus Universitet.

Studium Generale er et introducerende universitetsfag på de humanistiske uddannelser, der angår netop videnskabsteori. Oprindeligt var betegnelsen et gammelt navn for de tidlige europæiske universiteter:

”Videnskabsteori er simpelthen reflekterede og gennemtænkte teorier om, hvad der udgør videnskab, og hvilke kriterier videnskaben bør efterleve. Videnskab er ikke bare én ting, det er et meget bredt begreb, der dækker over en lang række tilgange. Der findes forskellige kriterier for hvad, der er god videnskab alt efter det vidensfelt, man beskæftiger sig med,” fortæller han.

Ifølge Lars Albinus er religionsvidenskabens opgave at undersøge religion som et kulturelt fænomen blandt alle andre kulturelle fænomener som for eksempel sport, politik og kunst. Dens grundlæggende indstilling er, at religion er en menneskelig aktivitet, der bør undersøges som sådan:

”Man taler undertiden om metodisk agnosticisme eller ligefrem metodisk ateisme. Her er ordet metodisk meget vigtig, for det betyder, at i det, man undersøger religion religionsvidenskabeligt, så tager man ikke stilling til, om religionens udsagn er sande eller falske,” forklarer han.

Religionsvidenskabens brede vifte
Alene inden for religionsvidenskaben kan Lars Albinus pege på en bred vifte af tilgange, men der er særligt fire, han vil fremhæve som særligt vigtige.

Den første er den såkaldte religionssociologiske indfaldsvinkel:

”Religionssociologien tager i høj grad udgangspunkt i, hvad folk selv mener om deres tro, religion og virkelighedsopfattelse. Det handler om en religions sociale betydning og hvilken social funktion, den har i et givet samfund. Det man kan få indsigt i gennem for eksempel interviews.”

Dertil er der den religionshistoriske indfaldsvinkel, fortsætter han:

”Religionshistorien er en deskriptiv disciplin, der forklarer en religions udvikling og historiske betingelser. Det kan også handle om, hvordan forskellige religioner kommer i konflikt med hinanden, som for eksempel Trediveårskrigen, hvor katolikker og protestanter var i strid. Den er forpligtet på kriterier for en historisk fremstilling, som vil gælde historievidenskaben i det hele taget – eksempelvis kildekritik.”

Og ikke mindst peger Lars Albinus på den religionspsykologiske tilgang, der kunne spørge til, om religiøse mennesker tænker anderledes end ikke-religiøse mennesker.

Og så peger han på den religionsfilosofiske indfaldsvinkel, som han selv bestrider:

”Her reflekterer man mere filosofisk over religion som verdensanskuelse, hvor man tager stilling til interne gyldighedskriterier – om religionens udsagn giver mening – og hvad det er, religionen kan, som en videnskabelig verdensforståelse ikke kan. Det er den overordnede palet. Men sådan kunne jeg blive ved med at beskrive en vifte af forskellige indfaldsvinkler, hvilket vil sige, at det er vanskeligt entydigt at beskrive, hvordan man videnskabeligt undersøger religion, netop fordi indfaldsvinklen er betinget af de spørgsmål, som man ønsker at besvare,” slår Lars Albinus fast.

En videnskabsteoretisk fejde
Lars Albinus understreger, at der til enhver tid vil være uenigheder og stridigheder forskere imellem, hvad angår deres videnskabelige tilgange.

På Aarhus Universitet har religionsvidenskaben et sammenlignende perspektiv, hvor forskellige religioner sættes i forhold til hinanden med henblik på at finde lighedstræk mellem dem. Både for at blive klogere på, hvad religion er, men også for at blive klogere på, hvad mennesket er.

Denne tilgang udfordres imidlertid af en særlig gruppe forskere, der angriber religionsbegrebet, som jo betegner selve genstandsfeltet. Forskerne hører hovedsageligt hjemme i USA, men har også eksponenter her i landet, fortæller han:

”De mener, at man egentlig bør opgive religionsbetegnelsen, fordi den først og fremmest er afledt af en kristen tradition, og at vi på den måde spejler det, vi allerede ved om vores egen kristne tradition over på alle andre traditioner i verden. Sådan at man på forhånd går ud og leder efter noget, man kender i forvejen. De mener, at religionsvidenskaben er etnocentrisk, hvilket vil sige, at man tænker ud fra egne kulturelle forudsætninger, når man undersøger eksempelvis eksotiske stammefolks kulturer.”

Denne kritiske holdning deles som nævnt ikke af Lars Albinus og hans kolleger på Aarhus Universitet. Men han peger på, at religionsbegrebet kræver, at man er villig til at udvide det hele tiden i mødet med traditioner og rituelle praksisser, man ikke har stødt på før:

”Det sammenlignende perspektiv kaster jo også et lys tilbage på den kristne religion. For selvfølgelig har man på forhånd en ide om, hvad religion omfatter, men den ide kan og bør hele tiden revideres. Man går ikke blindt ud i verden, og den sammenlignende religionsvidenskab har egentlig først og fremmest det formål, at man bliver klogere på, hvad det er for et fænomen, vi kalder religion, i et tværkulturelt perspektiv,” forklarer han.