Europæisk oplysningsfilosofi

For oplysningens tænkere var Gud centrum for naturen

Immanuel Kant hævder, at religion og videnskab var to helt forskellige erkendelsesformer, der ikke har noget tilfælles. Videnskaben er funderet i fornuften og religion er funderet i tro.

I 1600-tallet forsøgte tænkere som Isaz Newton og Gottfried Leibniz at placere Gud i deres nye opdagelser om verdens sammenhæng. Men senere blev det vanskeligere at forene troen på Gud med naturvidenskaben

Oplysningstiden er kendetegnet ved, at videnskabsfolk og filosoffer stillede sig i opposition til de traditionelle anskuelser om verdens opbygning og funktion. Før det naturvidenskabelige gennembrud kaldet den videnskabelige revolution i årene 1543-1799 havde grundtanken bag verdens opbygning og funktion været baseret på det såkaldte mekaniske verdensbillede, der havde sine rødder helt tilbage i antikken

Det mekaniske verdensbillede anser naturen for en maskine 

Det mekaniske verdensbillede var baseret på den grundantagelse, at al eksisterende materie i sig selv er passiv, og at al bevægelse er styret af naturens love. Materien (den fysiske verden, red.) indeholder på den måde ikke nogen indre eller aktiv kraft. Derfor er det heller ikke nogen kraft i materien selv, som skaber forandring, som Aristoteles (384-322 f.v.t) hævdede i sin naturfilosofi. 

Fra antikken og frem til den tidligt moderne periode havde det mekaniske verdensbillede eksisteret som det accepterede verdensbillede blandt videnskabsfolk. Naturen blev betragtet som en maskine, hvis forskellige dele foretog forudsigelige bevægelser som respons på, at andre dele gjorde det samme. Fordi man antog, at naturen, som maskine, var styret af ydre påvirkninger fulgte det, at man anså verden som et sted uden kræfter i sig selv. Kort sagt var naturen ikke en levende eksistens.

Isaac Newton placerede Gud i naturlovene

Især efter, at Isaac Newton (1643-1727) havde formuleret tyngdekraftloven, blev spørgsmålet om, hvad der forårsager materiens bevægelse og dens tiltrækning mod jorden et aktuelt emne inden for videnskaberne. Tyngdekraftloven beskrev planeternes bevægelser, men ikke, hvad der direkte satte dem i bevægelse. Newtons forklaring var, at det var en Gud, der skabte bevægelser og udvikling i naturen.

Han indledte naturen i to principper: et passivt princip, som han associerede med materie, og et aktivt princip, som han associerede med Gud. 

Hvis der kun havde eksisteret et passivt princip, kunne verden, som vi kender den, ikke være blevet skabt. Den kunne heller ikke forsætte.

Aktive principper initierede og opretholdt derimod bevægelse og uden dem ville verden kollapse i en livløs masse. I værket ”Principia” først publiceret i 1687 nåede Newton frem til den konklusion, at der til stadighed skulle en guddommelig indgriben til for at undgå, at solsystemet kollapsede. Hermed var han uenig med den tyske filosof og matematiker Gottfried Leibniz (1646-1716), der hævede, at Gud en gang for alle have skabt verden i fuldstændig perfekt tilstand.

Frem til midten af 1700-tallet var der blandt naturvidenskabsfolk i stort omfang konsensus omkring den opfattelse, at den nye videnskab afslørede det storslåede i Guds skaberværk. Debatten blandt naturteologer handlede ikke om, hvorvidt Gud havde skabt verden eller ej, men om hvorvidt Gud havde skabt verden en gang for alle i dens nuværende form, eller om Gud forsat var indgribende i universet.

Her var Leibniz af den første mening og Newton af den anden. At Gud engang for alle havde skabt verden som en intelligent designer og efterfølgende er passiv med hensyn til en aktiv indgriben i verden er kendt som deisme. Deisme blev meget udbredt blandt filosoffer og videnskabsfolk gennem særligt 1700-tallet.

Hume og Kant kritiserede naturteologien

Kritikere af naturteologien, der i forlængelse af oplysningsperioden hævder, at man kan forstå Gud ved at studere naturen, var blandt andre den britiske filosof David Hume (1711-1776) og den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804). Kritikken fra Hume blev hovedsageligt fremført i skriftet ”Dialoges Concerning Natural Religion”, der først udkom i 1779 langt efter det først var blevet skrevet. Kritikken formuleret af Kant blev fremført i ”Kritik der reinen Vernuft” fra 1781 og især ”Die Religion innerhalb der Grenzen der bloßen Vernunft” fra 1793.

I sidste skrift hævdede Kant, at religion og videnskab var to helt forskellige erkendelsesformer, der ikke har noget tilfælles. Videnskaben er funderet i fornuften og religion er funderet i tro. Og fornuft og tro har ikke noget med hinanden at gøre. Konsekvensen er, ifølge Kant, at religion og videnskab hverken kan være i konflikt med hinanden eller understøtte hinanden, for rent kognitivt eksisterer de som to forskellige entiteter.

Konflikt mellem naturvidenskaben og kristendommen

Der opstod naturligvis en konflikt mellem naturvidenskaben og kristendommen under oplysningstidens fremmarch.

Bibelforskere havde på bagrund af intensiv læsning af Det Gamle Testamente fundet frem til, at jorden måtte være omkring 6000 år gammel. Omkring 1770'erne var der imidlertid flere geologiske undersøgelser, der pegede på, at jorden måtte være mange år ældre end menneskeheden. Undersøgelser af jordlag viste, at jorden havde flere forskellige aldre, der hver havde deres distinkte flora og fauna. Jorden kunne derfor umuligt være blevet skabt på de seks dage, som det stod i skabelsesberetningen.

Ligeledes kunne alle dyrearter heller ikke være blevet skabt på en gang i deres daværende form. Jordens observerede sammenhæng gav derfor ikke mening ud fra den beretning videnskabsfolk og andre skeptikere fandt i Biblen.

I stedet for skabelse over kort tid var der tale om en evolution.

Igennem perioden begyndte nye ideer om Jorden og endda universet at blive diskuteret. Jorden blev reduceret til en planet blandt mange andre planeter i solsystemet.

I strid med opfattelsen i Det Gamle Testamente roterede solen ikke rundt om jorden, men lige omvendt, og verden var hellere ikke som troet universets centrum. Europæere var også begyndt at udforske verden gennem opdagelsesrejser, hvor man mødte andre og endda ældre kulturer end den kristne europæiske kultur. Disse fremmede mennesker, som aldrig havde hørt om kristendommen, viste sig at leve helt almindelige og fredfyldte liv.

Det viste sig, at mennesker sagtens kunne kende til moralitet uden kristendommens "nødvendige lære" angående De ti bud. Disse udviklinger udfordrede naturligvis den traditionelle læsning af Bibelens skabelsesberetning som værende en historisk korrekt fortælling om Jordens og dyrenes oprindelse. Afgørende for denne udvikling var Charles Darwins (1809-1882) bog om ”The Origin of Species by Means of Natural Selection” fra 1859.

Når det kun var de stærke arter, der overlevede, og de svage, der uddøde, så måtte Gud have skabt noget, der mislykkedes, og dermed kan der ikke være tale om en fuldkommen Gud eller en intelligent designer for dens sags skyld. Udvælgelsen af den stærkeste medførte smerte og lidelse, og også dette satte spørgsmålstegn ved tanken om en god og velgørende Gud (Theodicé-problematikken).

Herman Christiansen, Cand.mag. i historie og filosofi fra Københavns Universitet.