Hvad tror de kristne på?


De kristne tror på Jesus Kristus som deres frelser. Han er Guds søn, men levede et menneskeliv på jorden uden at synde. Ved sin fysiske opstandelse besejrede han døden, og gjorde det muligt for mennesket at blive frelst fra den evige død. Han døde i stedet for mennesket, som ved at tro på ham får evigt liv i himlen. Det er Bibelens centrale budskab.

Trosbekendelsen

Den danske Folkekirke har nogle bekendelsesskrifter som udtrykker, hvad kirken står for. Trosbekendelsen er én af dem. Der findes flere forskellige udgaver, som begge står bagerst i Den danske Salmebog. (Se Trosbekendelserne) Trosbekendelser sammenfatter Bibelens centrale tanker, og hvad det er, de kristne tror på.

Den ældste trosbekendelse formulerede kirkens teologer i år 325 ved et kirkemøde i Nikæa i nutidens Tyrkiet. Den hedder Den nikæansk-konstantinopolitanske Bekendelse. Den starter med ordene: ?Vi tror på én Gud, den almægtige Fader, himmelens og jordens, alt det synlige og det usynliges skaber?.

Gud er skaber af alt det, der kan ses ? det vil sige den synlige, materielle verden. Men Gud er også skaber af det usynlige ? den åndelige verden. Udtrykket ?en åndelige verden? hentyder til, at mennesket har en sjæl, der er udødelig. Sjælen kommer efter døden enten i Himlen ? som er Guds sted, hvor han er omgivet af sine engle ? eller i Helvedet, hvor Djævelen regerer.

Bibelen taler klart om et liv efter døden, og det afspejler trosbekendelsen fra Nikæa ved at slutte med sætningen: ?Vi forventer de dødes opstandelse og den kommende verdens liv?. På tilsvarende måde lyder Den apostolske Trosbekendelse, som er den mest brugte ved danske gudstjenester: ?Vi tror på kødets opstandelse og et evigt liv?.

Sjælen

I skabelsesberetningen i 1.Mos.2,7 skaber Gud mennesket og gør det til et levende væsen. Mennesket er en helhed af både sjæl og legeme. Det er en person, som både har noget ydre og noget indre. Men disse to dele af mennesket er uadskillelige. Det, som vi kalder ?sjæl?, giver sig også udtryk i det ydre.

Begrebet ?sjæl? er udtryk for mennesket følelses- og åndsliv samt dets bevidsthed. Sammen med legemet udgør sjælen menneskets person, dets ?jeg?. Men hvad sker der, når mennesket dør?

Kristendommen taler om opstandelse og et evigt liv. De kristne tror ikke på, at sjælen er udødelig, men efter døden opstår mennesket ? både sjæl og legeme ? til et evigt liv. Tanken om opstandelse findes i mange religioner. Mennesket ser naturens livsrytme ? at noget vokser op, modnes, visner og dør for igen senere at give ny vækst. Denne erfaring overfører mennesket til sin egen religiøse tro.

I den kristne forståelse er troen på, at Jesus opstod fra døden, baggrunden for opstandelsens virkelighed. Jesu opstandelse griber forud, idet alle mennesker skal opstå. Til evigt liv eller evig fortabelse. Menneskenes opstandelse finder sted, når Jesus igen kommer til jorden for at dømme verden og oprette det evige liv.

I et brev til den kristne menighed i den græske havneby Korinth gør Paulus rede for, hvad opstandelse er. Han prøver at forklare korintherne, at mennesket skabes på ny og får del i Guds evighed (Se 1.Korinterbrev kap 15).

Hvad kristne tror er, at de efter døden møder Gud endegyldigt og for evigt. Dette møde indbefatter en dom, hvor mennesket dømmes (Se Matt.25,31-46). Men Gud er ikke blot dommer. Han er også barmhjertighedens og kærlighedens Gud, for han har givet mennesket mulighed for et evigt liv på en ny jord for dem, som tror på hans søn, Jesus, hans død og opstandelse. I døden træder hele mennesket med legeme og sjæl ? det vil sige med hele sit liv ? frem for Gud. I opstandelsen bliver ikke blot det frelste mennesket fuldendt. Også hele verden fuldendes.

Reinkarnation

Kristendommen afviser reinkarnation, som er forestillingen om, at sjælen genfødes og lever videre i et andet legeme ? enten som et menneske eller et dyr. Læren om reinkarnation er oftest forbundet med tanken om løn eller straf. Menneskets levemåde i dette liv afgør, om det får en dårligere eller bedre eksistens i det næste liv.

Ifølge den kristne forståelse er mennesket ikke tilfældigvis i et legeme, men det er et legeme. Eller rettere ? det er en enhed af sjæl og legeme, som vi tidligere har været inde på. Derudover har ethvert øjeblik en afgørende betydning, for mennesket står til ansvar for sit liv. Det hjælper derfor ikke gøre gode handlinger for at opveje de dårlige.

Himmelen

Ordet ?himmel? er knyttet til tanken om evigt liv. Bibelen bruger det imidlertid på forskellige måder ? lige fra at være en betegnelse for selve himmelhvælvingen til at være et udtryk for det evige liv hos Gud. Himmelhvælvingen, som hæver sig over jorden, bliver til det sted, hvor Gud er. Guds bolig.

At komme i himlen betyder at være hos Gud. I Lukasevangeliet kap 24, 51 fortælles om, hvordan Jesus farer til himmels. Hans himmelfart betyder, at han nu er hos Gud. De første kristne forventede, at Jesus på samme måde ville komme tilbage til jorden og nyskabe den til det evige liv. Dette håb bliver særligt formuleret i Det nye Testamentes sidste bog, Johannes Åbenbaring.

Engle

I Bibelen skildres engle som Guds sendebud i historien og ved verdens ende. Men de kommer også til mennesket i drømme eller møder det i virkelighedens verden. Det er disse engle, Gud omgiver sig med i sin Himmel. Den kirkelige kunst udtrykker ofte denne forestilling. Mange billeder fremstiller eksempelvis englen Gabriels besøg hos Maria, da hun fik at vide, at hun skulle føde Jesus. Andre viser englen, som sidder ved den tomme grav påskemorgen eller skaren af engle, som omgiver Jesu trone i den himmelske verden.

I en del religioner optræder der ?mellemvæsener? eller formidlende skikkelser, som virker mellem guderne og mennesker. På græsk hedder de ?angeloi?, det betyder ?sendebud?. Fra dette ord har vi det tyske ?Engel? og det engelske ?angel?.

Munken Martin Luther (1483-1546) var overbevist om, at Gud havde skabt englene for menneskets skyld. I en prædiken taler Luther om dem som menneskets ledsagere ind i døden: ?Lige så sikker jeg er på , at når jeg går ind i mit hus og går til sengs i bevidstheden om, at de gode engle er befalet at se efter mig; lige så sikker og vis skal jeg også være på, at når jeg går den sidste gang ned i jorden til graven og ormene, så vil englene også være der og følge mig?. For mennesket er hele tiden truet af Djævelen og hans håndlangere, sagde Luther. Derfor skal englene beskytte mennesket.

Luther berørte også tanken om, at mennesket i døden bliver en engel: ?Så snart øjnene lukker sig, opvækkes du. Tusinde år vil være som har du kun sovet en halv time. Ligesom vi, når vi om natten ikke hører timeslaget, ikke ved, hvor længe vi har sovet, så er endnu meget mere i døden tusinde år hurtigt borte. Før man får set sig om, er man en herlig engel?.

Opgaver:

- Læs Mark. 12,18-27 ? samtalen med saddukæerne om opstandelsen.

o Jesu svar falder i to: Først går Jesus ind på, hvordan det forholder sig i opstandelsen. Hvad mener han?

o Dernæst viser han, at der er en opstandelse. Hvordan skal hans ord forstås?

o Hvad er himlen?

o Hvad fortæller samtalen om det jødiske syn på evigt liv / opstandelse?

o Hvordan skal man forstå Jesu konklusion?

Links:

- http://www.skepdic.com/reincarn.html