Hvad tror muslimer på? Her er islams seks trosartikler

Islams seks trosartikler udgør det fundamentale i den muslimske tro. De seks trosartikler omhandler Gud, engle, skrifter/bøger, profeter, dommedag og forudbestemmelse, og står beskrevet i Koranen i sura 2,177. Læs mere om den her

Man hører ofte tale om, at islam er grundlagt på fem søjler: Trosbekendelsen, bønnen, almisse/skat, fasten og pilgrimsfærden. Dette er ting, som den troende muslim skal udføre i praksis. Selve den muslimske tro er grundlagt på seks centrale trosartikler.

Islams seks trosartikler beskriver det fundamentale indhold i den muslimske tro. Disse seks handler om:

Gud, engle, bøger/skrifter, profeter, dommedag og forudbestemmelse.

Trosartiklerne nævnes flere steder i koranen, blandt andet i Sura 2.177.

1. Gud

Gud udgør den første trosartikel. Gud er én og udelelig. Det betones stærkt, at Gud ikke har afkom og heller ikke selv er født. Gud er evig og absolut, Sura 112.1-4.

Gud er skaberen af alt i universet. Gud kan skabe alt ud af intet, hvorimod menneskene kun kan skabe af ting, af det som, Gud allerede har skabt (se yderligere separat afsnit om skabelse og syndefald). Gud har 99 navne, der fortæller om hans egenskaber (Sura 59.22).

2. Engle i islam

Islam har en omfattende engletro. Englene var oprindeligt imod, at Gud skabte mennesket og satte det på jorden, fordi de vidste, at mennesket ville skabe krig og fordærv. Englene er Guds tjenere, har ingen fri vilje og må derfor altid bøje sig for Gud.

Englene beskrives som lavet af lys, men når de viser sig for menneskene er det altid i en mandsskikkelse. Englen Gabriel er den, der har overbragt Guds åbenbaring til profeterne, samt til Maria, Jesu moder.

Højst rangerende er de fire ærkeengle: Israfîl, Mikhail, Djebrîl (Grabriel) og Azrâ´il.

De har forskellige ansvarsområder: Himlene, jorden, vindende og dommedag. Der findes andre engle med andre ansvarsområder, eksempelvis opsyn med paradis og helvede.

Koranen beskriver ligeledes, at ethvert menneske har to skytsengle (Sura 50.16), der holder rede på gode og onde gerninger. Derudover kan Gud sende engle for at straffe syndere og ugudelige mennesker.

3. Muslimernes bøger/skrifter

Den muslimske tro er grundlagt på flere forskellige skrifter og overleveringer.

Man anerkender Det Gamle Testamente (GT), som man dog mener, at jøderne har misforstået. Muslimer ser de jødiske forfædre så som Abraham og Isak som værende profeter, der gik forud for Muhammed.

Helt centralt står koranen og dens fremstilling af profeten Muhammedsåbenbaringer, der opfattes som de sidste og endegyldige åbenbaringer. Derudover findes hadith, som er traditionen om Muhammeds sædvane. Der er uenighed blandt imamer om, hvorvidt hadith er indbefattet af trosartiklerne.

4. Islamiske profeter

Adam anerkendes som den første profet. Derefter udvalgte Gud andre profter. Mange af de islamiske profeter optræder også i Bibelen blandt andet Noa, Abraham, Isak, Jakob, Moses, Johannes og Jesus. I alt nævnes 45 profeter i koranen, hvoraf Muhammed er den sidste.

Profeterne er efter sigende alle af samme slægt. Alle profeterne er mennesker, inklusiv Jesus, der anerkendes som født af jomfru Maria, men kun som menneske og profet og på ingen måde som Guds søn. Profeterne levede retfærdigt og er derfor eksempler til efterfølgelse.

Man bør lægge mærke til, at jomfru Maria er en helt særlig kvinde i islam, der har fået et helt kapitel (19) i Koranen opkaldt efter sig. De første profeter blev sendt til forskellige folkeslag og skal vidne om disse på dommedag, hvor de også selv skal dømmes. Muhammed er profet for hele menneskeheden, og dermed den sidste og endegyldige profet, også kaldet profetens segl (Sura 33.40).

5. Dommedag

Når man skal tale om dommedag i islam, vil det være praktisk først at inddrage forestillinger om døden. Dødens engel Azaräíl er ansvarlig for at sjælen forlader den dødes krop. Graven er en "mellemstation", hvor de døde hviler indtil dommedag. Men tiden i graven vil for alle, uanset hvornår de er døde, kun føles som et kort øjeblik.

Dommedag indvarsles ved, at englen Irasfil blæser i trompeten. De døde vil på denne dag stilles for dom og så enten sendes til Helvede eller Paradis.

Den muslimske forestilling af Helvede ligner den, man kender fra kristendommen. Helvede beskrives som et sted med ild, hvor de uretfærdige sendes hen.

Paradiset er et lyksaligt sted, hvor man lever i fællesskab. Der er mange forskellige forestillinger om det islamiske Paradis. En af de mest populære og omtalte er forestillingen om Paradisets hurier. Disse er jomfruelige, smukke kvindelige væsener, der på alle måder vil gøre livet behageligt for de muslimske mænd, der kommer i paradis. Disse forestillinger er til konstant diskussion; er der fysisk sex i Paradis, eller skal det forstås anderledes? Hvordan genopstår dydige kvinder? Og hvilken rolle har de så i Paradis?

6. Forudbestemmelse

Den 6. trosartikel omhandler forudbestemmelse - at Guds vilje altid sker. Der vil altid være en spænding imellem menneskets frie vilje og Guds forudbestemmelse. Hvad er hvad? Og hvad betyder det for livet? Har mennesket så i virkeligheden intet ansvar for sine handlinger?

Ifølge Sura 3.145 er det Gud, der suverænt bestemmer, hvornår et menneske dør. Sagt kort i Sura 3.156: "Det er Gud, der giver og tager liv." Mennesket har heller ingen indflydelse på naturlovene, de fysiske behov for mad og drikke og så videre. Derudover er menneskets frie vilje afgørende, og mennesket må selv vælge sine handlinger og stå til ansvar herfor. Samtidigt anerkender man, at Gud har en forhåndsviden om, hvordan ethvert menneske vil handle, ifølge Sura 2. 284.

Skabelse og syndefald

Iflg. Islam har Gud skabt både universet, engle, ånder, Jorden, dyr og menneskene. Så man kan rent praktisk indsætte læren om skabelsen under den første trosartikel om Gud og hans egenskaber. For overskuelighedens skyld behandles skabelsen separat her.

Englene er, som beskrevet ovenfor, skab af lys, dyrene er skabt af vand, og skal være til glæde for mennesket. Mennesket er skabt af ler og vækket til live med Guds ånd (arabisk = rüh). Dette tema optræder også i Det Gamle Testamentes 1. Mosebog 2.7, hvor Guds ånde (hebraisk = ruah) blæses ind i mennesket.

I Koranen har Gud ligeledes skabt ånderne (djinn), som er usynlige og skabt af ild. Den muslimske udgave af Satan (iblis) er således ikke en engel, men en djinn, der følte sig overlegen over menneskene, som Gud havde skabt. Iblis er derfor at regne som det onde.

Generelt regnes djinner i den isalmiske folketradition som lumske og snedige væsner, som man bør passe på at indlade sig med. Djinner sættes ofte i forbindelse med troen på forbandelser, der ikke er fremmed for islam.

Koranen indeholder en syndefaldsfortælling, der umiddelbart ligner den, som optræder i Det Gamle Testamente (1. Mosebog 3.1). Dog er det teologiske sigte med denne fortælling anderledes idet, det onde allerede eksisterer i form af iblis.

Muslimerne ser denne fortælling som et udtryk for menneskets oplæring i anger for at kunne varetage Guds skabte verden. Mennesket er netop skabt for at tjene Gud ved at være hans stedfortræder og arving på jorden. Da mennesket har fri vilje, er det op til den enkelte, om han vil adlyde og tjene Gud. Denne gudshengivenhed er netop betydningen af selve ordet islam.