Konfirmation i kristendommen

"Nu er jeg jo ikke den store taler". De fleste kender de slidte fraser i Onkel Jørgens tale til den håbefulde konfirmand. Alle sidder og krummer tæer, og korfirmanden bliver mere og mere rød i hovedet. Værst bliver det, da Onkel Jørgen når til det berygtede: "Nu er du jo trådt ind i de voksnes rækker"

Men måske er Onkel Jørgen trods alt ikke helt galt på den, når han siger, at konfirmanden ved konfirmationen går fra at være barn til at blive voksen:

Konfirmation - en overgangsrite

Konfirmationen er en overgangsrite. Overgangsriter markerer statusændring. Konfirmationsritualet markerer overgangen af status fra barn til voksen. Sådan har det i hvert fald været historisk set, så Onkel Jørgen har faktisk ret i sine - pinlige - betragtninger.

I vores kultur har ungdomslivet sneget sig ind mellem barne- og voksenlivet. Overgangen er derfor ikke mere så tydelig og skarp, som den var engang. I dag er det vist de færreste, der føler sig - og bliver betragtet som - helt voksne, den dag de bliver konfirmeret.

Vi skal dog ikke langt tilbage i historien, før overgangen fra barn til voksen var anderledes skarp. I forbindelse med konfirmationen blev man f.eks. givet sin skudsmålsbog. En skudsmålsbog skulle frem til 1921 bruges ved arbejdsskift og indeholdt anbefalinger fra tidligere arbejdsgivere (skudsmål) og oplysninger om bl.a. forældre, dåb og skolegang. Med skudsmålsbogen i hånden var man altså voksen og klar til arbejdslivet.

Ud over arbejdslivet er pardannelsen også karakteristisk for voksenlivet i forhold til barnelivet. Også her markeredes en overgang ved konfirmationen: Man kunne ikke blive gift, hvis man ikke havde deltaget i nadveren, og man kunne ikke deltage i nadveren, hvis man ikke var konfirmeret. Netop i forbindelse med konfirmationen deltog man for første gang i nadveren og var dermed klar til ægteskabet.

Overgangsritens struktur

Når man inden for religionsfaget studerer overgangsriter, bruger man ofte den ritualanalytiske model, som en schweizisk etnolog, Arnold van Gennep, udarbejdede allerede i 1909. van Gennep opdelte ritualet i 3 faser. Disse bestod af, hvad han kaldte henholdsvis separationsriter, transitionsriter og inkorporationsriter.

Seperationsriterne udgør ritualets udskillelsesfase, hvor den (eller det), som skal 'gå over', udskilles fra sin sædvanlige sammenhæng. For konfirmationens vedkommende består denne del af ritualet bl.a. i, at konfirmanderne går til konfirmationsforberedelse. På konfirmationsdagen udskilles konfirmanderne fra resten af samfundet f.eks. via deres tøj.

Transitionsriterne udgør fasen med selve overgangen fra den ene status til den anden. Det er ritualets kritiske fase. For konfirmationens vedkommende udgør ritualerne i kirken denne fase. Konfirmanden er her i en mellemtilstand. Hun er hverken barn længere eller voksen endnu. Hun er både fysisk og symbolsk adskilt fra resten af samfundet. Hun befinder sig altså udenfor samfundets vante rammer i et 'rituelt tomrum'.

Netop fordi konfirmanden befinder sig i dette tomrum, kan hun omformes. Ved konfirmationen er det meningen, at konfirmanden skal 'laves om' fra barn til voksen. Denne fase af ritualet er kritisk, fordi konfirmanden netop er så formelig. Meget kan gå galt! Af denne grund er det vigtigt, at transitionsriterne bliver udført helt rigtigt og præcist. Derfor foregår denne del af ritualet i kirken under helt fastlagte former og kontrol.

Inkorporationsriterne udgør den fase af ritualet, hvor konfirmanden indgår i sin nye sammenhæng i samfundet. For konfirmationens vedkommende begynder disse ritualer allerede, når konfirmanderne går tilbage til deres pladser efter selve konfirmationen. Højdepunktet i denne sammenhæng er dog den efterfølgende konfirmationsfest (jf. Onkel Jørgens tale).

Statistik og nonfirmation

I 2001 blev på landsplan 77,2% af alle 14-15-årige konfirmeret. Dette gennemsnit dækker dog over rigtig store regionale forskelle. I Københavns Stift blev kun 43,5% konfirmeret, og generelt blev færre konfirmeret på Sjælland end i Jylland.

I Jylland svingede tallene fra 90,3% i Viborg Stift til 83,3% i Århus Stift. På samme måde som med København på Sjælland blev også færrest konfirmeret i Århus, Jyllands største by. Alt i alt blev 45.482 unge konfirmeret i Folkekirken i 2001.

En del af de unge, som vælger ikke at blive konfirmeret, fejres alligevel. De holder en såkaldt nonfirmation. Denne fest indeholder samme rituelle elementer som konfirmationen - dog uden kirkegang. Denne fest peger på, at der virkelig er et behov for at markere overgangen fra barn til voksen.

Konfirmationen - set 'indefra'

Indtil nu har vi betragtet konfirmationen som et overgangsritual. Vi har set på den 'udefra', fra en religionsvidenskabelig synsvinkel. Men hvordan opfattes konfirmationen set 'indefra', dvs. indenfor den kristne tradition og historie?

Ordet konfirmation betyder bekræftelse, dvs. at sige ja (tænk på det engelsketo confirm). Men hvem siger ja og til hvad ? Dette har været diskuteret inden for den kristne tradition. Der er enighed om, at det er dåben, som bekræftes. Uenigheden går på, om det er Gud eller konfirmanden, som gør det. I dag vil de fleste præster nok mene, at det er både og: På den ene side er konfirmationen konfirmandens personlige stillingtagen til og bekræftelse af dåben. På den anden side er konfirmationen Guds bekræftelse af det løfte, han gav ved konfirmandens dåb.

I praksis foregår konfirmationsritualet ved en almindelig gudstjeneste. Præsten holder en særlig tale til konfirmanderne. Herefter fremsiges trosbekendelsen. Konfirmanderne går så op til alteret. Her spørges og svarer hver enkelt konfirmand på, om hun vil konfirmeres i den kristne tro. Hun knæler derefter og velsignes. Til sidst beder alle Fadervor sammen og går tilbage til deres pladser.

Konfirmationens historie: Ny Testamente - den katolske kirke:

Det naturlige sted at lede efter konfirmationens oprindelse er Ny Testamente. Det er dog ikke meget, vi finder dér. Konfirmation som sådan nævnes ikke. Der er ingen tegn på, at Jesus sagde eller gjorde noget, der kan sættes i forbindelse med den.

Kilden til det, som senere udvikler sig til konfirmationen, ligger dog alligevel i NT. Det er nemlig dåben. Dåbsritualet udvikledes i den ældste kirke. Allerede i 1. årh. begyndte man efter dåben som en selvstændig handling at lave håndspålæggelse og salve den døbte med olie. Konfirmationen kommer ud af dette.

Mens konfirmationen ikke direkte nævnes i Ny Testamente, så er der belæg for denne separate håndspålæggelse. I Apostlenes Gerninger 8, 14-17 omtales nemlig nogle døbte, som apostlene Peter og Johannes lagde hænderne på. Dåben og håndspålæggelsen fandt her altså sted ved forskellige lejligheder.

I den katolske kirke byggedes videre på denne tradition. Det var biskoppen, som skulle udføre håndspålæggelsen og salvingen, mens han ikke behøvede at være til stede ved dåben. Dette medvirkede til, at ritualerne efterhånden helt blev skilt ad.

Firmelseer den katolske kirkes term for konfirmationen. Firmelse betyder "at befæste" eller "at styrke". Firmelsen opfattes som et sakramente, der netop styrker dåbens virkning og dermed giver ekstra nåde til den konfirmerede. Biskoppen salver konfirmanden med indviet olie og siger: "Jeg mærker dig med korsets tegn og bekræfter dig (confirmo) med frelsens olie i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn".

Konfirmationens historie: Luther - Folkekirken

Firmelsen er altså et sakramente i den katolske kirke. Et sakramente er en hellig handling, som skænker nåde. Den katolske kirke har i alt 7 sakramenter. De var blandt de ting, som Luther ville reformere. Luther forkastede 5 af de 7 sakramenter og bibeholdt kun dåben og nadveren. Også firmelsen blev altså afskaffet! Sat på spidsen mente Luther, at den var opfundet, for at biskopperne skulle have noget at lave, som ikke var for svært!

Den danske Folkekirke bygger på Luthers tanker. Men når Luther nu netop forkastede konfirmationen, hvorfor er den så i Folkekirken?

Luther mente, at konfirmationen skulle erstattes af såkaldt katekismus-undervisning, dvs. grundlæggende undervisning og oplæring i kristendom. I 1700-tallet vandt en anden holdning dog frem, og de såkaldte pietister fik i 1736 genindført konfirmationen ved lov.

For pietisterne var konfirmationen konfirmandens bekræftelse af dåbspagten. Forud for konfirmationen gik en oplæring i kristendom. Denne oplæring skulle gerne munde ud i, at barnet blev 'vækket', dvs. omvendt til Gud. Konfirmationen blev set som en personlig bekendelse af denne vækkelse. Her var det altså konfirmanden - og ikke Gud - som bekræftede dåben ved konfirmationen.

Selvom konfirmationen blev genindført, var Luthers forkastelse af den som sakramente ikke helt glemt. I Folkekirken regnes konfirmationen således ikke som et sakramente, men som 'en kirkelig handling'. Mens sakramentet så at sige 'skænker nåden', så velsignes man 'kun' ved en kirkelige handling.

Det videre perspektiv

Som vi har set, blev dåb og konfirmation i den katolske kirke allerede på et tidligt tidspunkt to helt adskilte ritualer. Anderledes er det i den ortodokse kirke. Her foretager en præst (ikke biskoppen) som regel konfirmationen lige efter dåben. Det betyder altså, at spædbarnet både døbes og konfirmeres. Yderligere deltager spædbarnet i sin første nadver ved samme lejlighed.

Ved konfirmation i Folkekirken lægges ikke længere så stor vægt på konfirmandens personlige vækkelse. Ritualet ses mindst lige så meget som Guds bekræftelse af det løfte, han gav ved konfirmandens dåb. På denne måde er konfirmationen blevet ved at være et 'folkeligt' ritual. 3/4 af de unge benytter sig af det, og gennem konfirmationsritualet markeres overgangen fra barn til voksen stadig. Husk bare Onkel Jørgen.