Næstekærlighed i kristendommen

Jesu forkyndelse af næstekærligheden har stærke rødder i den jødiske tradition. Foto: Iris/Ritzau Scanpix

"Du skal elske din næste som dig selv" (Matt 22,39). Sådan lyder Jesu næstekærlighedsbud, som kristne fra Jesu tid til idag har forholdt sig til. Men hvad er baggrunden for buddet? Hvorfor siger Jesus, som han gør?

Citatet ovenfor er taget ud af sin sammenhæng i Mattæus-evangeliet. Her talte Jesus med en lovkyndig jøde, som ville sætte ham på prøve. Den lovkyndige spurgte Jesus:

"Mester, hvad er det største bud i loven ?" Han sagde til ham: "'Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.' Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: 'Du skal elske din næste som dig selv.' På de to bud hviler hele loven og profeterne." (Matt 22,36-40)

Ved at få hele sammenhængen med bliver to ting klare, nemlig (1) at Jesus ligestiller og sammenkæder næstekærlighedsbuddet med buddet om at at elske Gud, og (2) at dette dobbelte kærlighedsbud uløseligt er forbundet med den jødiske tradition, som Jesus selv var rodfæstet i.

Baggrunden for næstekærlighedsbuddet - den jødiske tradition

For den lovkyndige jøde, som stillede Jesus spørgsmålet, har Jesu ord ikke været ukendte. Begge led i det dobbelte kærlighedsbud stammer nemlig fra Det Gamle Testamente (GT). Buddet om at "elske Herren din Gud" står i5 Mos 6,5, mens næstekærlighedsbuddet allerede fandtes i3 Mos 19,18. Jesus har altså budene om kærlighed til Gud og kærlighed til næsten fra den jødiske tradition.

I GT står disse bud blandt mange andre love, som alle afstikker regler for, hvordan Gud vil have, at mennesker skal opføre sig. Loven dækker alle områder af livet. Inden for den jødiske tradition er overholdelse af loven helt central. Lovoverholdelse er dét, Gud kræver af det jødiske folk.

Ordet 'næste' betyder egentlig 'den nærmeste', men hvordan blev det mere præcist opfattet i GT ? 'Næsten' er i den gammeltestamentelige tradition ens ven, slægtning eller landsmand, altså mennesker, man umiddelbart har fællesskab med. Den fremmede, som bor hos det jødiske folk, regnes dog også som ens næste (se3 Mos 19,33-34).

Jesu forkyndelse af næstekærlighed

Som det nu er blevet klart, har Jesu forkyndelse af næstekærligheden altså stærke rødder i den jødiske tradition. Men hvad er forskellen mellem den traditions og Jesu opfattelse af næstekærligheden? Hvad er det nye, som Jesus kommer med?

Kilderne til Jesu forkyndelse af næstekærlighed er Det Ny Testamentes (NT) evangelier, især Mattæus-, Markus- og Lukas-evangeliet. Her trækker Jesus først og fremmest budene om næstekærlighed og Gudskærlighed frem fra GT's mange bud og ser Det dobbelte Kærlighedsbud som essensen af hele den jødiske lov. Menneskene skal altså ikke umiddelbart handle anderledes end før. Loven har ikke fået nyt indhold. Det nye er, at menneskene ud fra Jesu enkle bud om næstekærlighedselvmå regne ud, hvordan de skal opføre sig over for andre mennesker. Der gives ikke - som i GT - love for ret handlen i alle mulige situationer.

Samtidig er det nyt, at Jesus ved netop at tale om næstekærlighedlægger vægt på sindelaget bag en handling. At handle godt er ikke godt nok, hvis man handler ud fra andre motiver end kærlighedtil næsten. Mens lovoverholdelse netop er det, Gud kræver i den jødiske tradition, er det ifølge Jesus ikke nok til at sikre frelsen. Kærligheden til Gud og kærligheden til næsten er nu det afgørende.

Med hensyn til forståelsen af ordet 'næste' sker der også med Jesus noget nyt. Jesus udvider næstebegrebet radikalt, så det kommer til at gælde alle mennesker. Faktisk udvider Jesus begrebet så vidt, at han endda siger: "Elsk jeres fjender og bed for dem, som forfølger jer" (Matt 5,44)!

Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner (Luk 10,25-37) giver et andet eksempel på, hvordan Jesus opfatter 'næsten' og næstekærligheden. Jesus fortæller her om den overfaldne og halvdøde mand, som hverken hjælpes af den jødiske præst eller levit, men først af den forbipasserende samaritaner. Den overfaldne har alt det, vi kan identificere med 'næsten', men det er ikke ham, Jesus udnævner som sådan. Jesus vender lignelsen på hovedet, så næsten bliver samaritaneren, han som hjalp. Jesus provokerer. Ved at lade samaritaneren være næsten viser Jesus, at man aldrig kan vide, om man selv får brug for hjælp. Han udvider samtidig næstebegrebet til også at omfatte mennesker - samaritaneren - med anden tro og nationalitet, mennesker som ikke regnedes som 'næste' inden for den jødiske tradition.

Tidlig kristendom: næstekærlighed hos Paulus

De ældste skrifter i NT er Paulus' breve. De udgør derfor den vigtigste kilde til de tidlige menigheder og deres tro. Brevene er skrevet til bestemte menigheder ved bestemte lejligheder. De giver altså ikke en systematisk fremstillling af den kristne tro, men viser, hvad Paulus havde på hjerte i de givne situationer.

For Paulus er det centrale ikke så meget, hvad Jesus forkyndte. Meget groft skitseret er det i stedet troen på, at Gud på grund af sin kærlighed til menneskene lod sin søn, Jesus Kristus, dø og opstå for at ophæve menneskenes synd. Gennem Jesu død og opstandelse kan menneskene blive løskøbt fra den synd, de gjorde sig skyldige i ved syndefaldet. Menneskene kan så at sige løftes tilbage til et nyt liv i tilstanden, før der var synd i verden, dvs. før syndefaldet og før loven blev indført. Det betyder altså, at loven kan ophæves for den, som - vel at mærke - tror.

Men hvilken placering har næstekærligheden i Paulus' tros-univers? Ved at høre og tro på evangeliet om Jesus kan mennesket blive retfærdiggjort og få et nyt liv i frihed fra loven. Mennesket kan så leve i "tro, virksom i kærlighed" (Gal 5,6). Paulus skriver, ligesom Jesus ifølge evangelierne forkyndte: "For hele loven er opfyldt i det ene ord: 'du skal elske din næste som dig selv'" (Gal 5,14). Fordi Gud ved at sende Jesus har vist mennesket sin kærlighed, kan den troende også udvise kærlighed over for næsten. Fordi den kristne bliver elsket af Gud, må han også selv elske - både Gud og næsten (det dobbelte kærlighedsbud).

Mens Jesus udvidede næstebegrebet, synes Paulus at indsnævre det igen. Paulus skriver for eksempel: "Så lad os da gøre godt mod alle, så længe det er tid, især mod vore trosfæller" (Gal 6,10). I hans breve er 'næsten' oftest den kristne broder, dvs. et medlem af samme menighed. Denne indsnævring skyldes muligvis de tidlige kristne menigheders placering på kanten af samfundet eller måske en forestilling om, at det er inden for menighedens fællesskab, at det nye liv i næstekærlighed, før syndefaldet, i gudsriget, bedst kan virkeliggøres.

Hvad kirken lærte

Med gennemgangen af Jesu forkyndelse af næstekærlighed og næstekærlighed hos Paulus er hovedkilderne til kristendommens begreb om næstekærlighed behandlet. Det er disse kilder, som alle senere overvejelser over og diskussioner om kristen næstekærlighed tager udgangspunkt i.

Det er dog ikke selve indholdet i næstekærlighedsbuddet, som har været til diskussion. Det er snarere spørgsmålene om, dels hvordan næstekærligheden skal placeres i en overordnet teologisk forståelsesramme (som hos Paulus), og dels hvordan næstekærlighed helt konkret skal komme til udtryk i menneskers handlinger. Som eksempler på førstnævnte og som inspiration til videre fordybelse følger her et par ultra-korte nedslag i den kristne historie.

Mennesket er i grunden syndigt. Det er et af udgangspunkterne for den middelalderlige, katolske kirkes teologi. Mennesket har dog mulighed for at slippe af med sin syndighed og blive frelst. Gennem kirkens ritualer, dvs. sakramenterne, gives mennesket Guds nåde. Med nådens hjælp kan mennesket så arbejde på at udføre gode gerninger, dvs. opfylde næstekærlighedsbuddet.

Hvordan buddet skal opfyldes giver kirken helt konkrete anvisninger på. Mennesket får altså nåden fra Gud i kirken, men skal samtidig 'elske næsten' for at gøre sig fortjent til Guds kærlighed. Her er tale om en form for gerningsretfærdighed, hvor mennesket gennem næstekærlige handlinger kan øge sine frelsesmuligheder.

Luthers opfattelse af næstekærlighed

Mennesket er ikke andet end syndigt. Det kan ikke gøre noget for sin egen frelse.

Dette er menneskets grundvilkår i Luthers teologi. Luther (1483-1546) vender sig altså på det kraftigste mod den katolske kirkes gerningsretfærdighed. Luthers opgør med denne kan minde om Jesu og Paulus' opgør med den jødiske traditions fokuseren på lovoverholdelse. Luther er da også meget optaget og inspireret af NT-kilderne.

Ifølge Luther kan mennesket ikke leve op til det dobbelte kærlighedsbud. Buddet viser blot mennesket, at det er en synder. Mennesket må derfor fortvivle. Midt i fortvivlelsen har mennesket dog en mulighed: nemlig at høre Guds ord om Kristus og tage imod det i tro. Gennem troen retfærdiggøres mennesket af Gud uden selv at have gjort sig fortjent til det.

Mennesket bliver på den måde sat fri. Det behøver ikke at gøre noget for at blive frelst. Det troende menneske har altså ikke selv behov for sine gerninger, men kan rette dem helt og fuldt mod næsten og tjene denne i fri kærlighed. Det er ifølge Luther et sandt kristenliv: ikke at have andet for øje end hvad næsten trænger til. Den kristnes kærlighed retter sig også i taknemmelighed mod Gud, og dermed opfylder den kristne det dobbelte kærlighedsbud af fri lyst og kærlighed. Den kristne er på denne måde befriet fra lovens bud, men opfylder det på samme tid.

Det videre perspektiv

Næstekærlighedsbuddet har gennemsyret den kristne kultur. På et overordnet plan fik næstekærligheden allerede fra oldkirken konkrete udtryk, for eksempel gennem klostervæsenets virke inden for sygepleje, skolevæsen og fattigforsorg. Idag er klostrenes fattigforsorg afløst af blandt andet socialt og humanitært hjælpearbejde.

På individplanet må mennesker, som ikke opfatter sig som specielt kristne, alligevel forholde sig til buddet. Grundlæggende må mennesket tage stilling til, hvem der er ens næste, hvem der skal vises kærlighed. Denne stillingtagen er vældig aktuel idag: Er 'næsten' alle, eller kun den, man i sin hverdag umiddelbart relaterer sig til?

Gennem medierne er mennesker, som rent geografisk er langt væk, pludselig kommet tæt på. Vi er dagligt øjenvidner til disse menneskers nød i form af sult, vold, død mv. Men hører disse mennesker ind under betegnelsen 'næste' ? Eller bor de for langt væk? Hvor går grænsen? Er der en grænse? Kristendommens begreb om næstekærlighed står altså helt centralt også i nutidens etiske debatter.