Religionernes spiseregler

Mad er et ofte debatteret emne, og det er ofte religion, der bestemmer, hvilke spiseregler, folk følger. Bliv klogere på, hvad man må og hvad man ikke må spise inden for de forskellige religioner her

Inden for alle religioner spiller begreberne renhed og urenhed en stor rolle. Det, at være ren eller uren, skal her ikke forstås i normal, klinisk eller hygiejnisk forstand. Der er derimod tale om en såkaldt kultisk renhed eller urenhed, der angiver menneskets tilstand i forhold til at kunne nærme sig Gud. Mennesket kan nemlig på forskellig vis blive urent, og da Gud inden for alle religionerne er hellig og ren, er det nødvendigt først at fjerne urenheden fra mennesket, før man kan komme i kontakt med det hellige. Man må altså ikke henvende sig til Gud eller gå ind i en hellig bygning, uden først at rense sig.

Der findes dog også ting, der er så urene, at man helt skal holde sig fra dem.

Reglerne for, hvornår man er uren og ren har fælles udspring for de tre, store monoteistiske religioner: jødedom, kristendom og islam. De fleste forskrifter står i Det gamle Testamente, som de tre religioner alle sammen bygger på.

Jødedommen

Det gamle Testamente nævner mange ting, som kan gøre et menneske urent, blandt andet sygdom, fødsler og forskellige madvarer. Især fra jødedommen kender vi forskrifterne angående mad, og det er især blodet, det handler om:

"Ingen af jer må spise blod; den fremmede, der bor som gæst blandt jer, må heller ikke spise blod. Hvem som helst af israelitterne og af de fremmede, der bor som gæst blandt dem, som fanger noget vildt eller en fugl, der må spises, skal lade blodet løbe fra og dække det til med jord. For blodet er livet i alt kød; det er dets liv" (3. Mos. 17:12-14).

Jøderne spiser derfor kun dyr, der er slagtet ved den særlige slagtemetode, schächtning, der sikrer, at så meget blod som muligt fjernes fra dyret. Schächtningen udføres af en særligt uddannet shochet, der også har til opgave at sikre, at dyret er lydefrit, dvs. uden defekter. Også ved tilberedningen af kødet sikrer man sig, at så meget blod som muligt fjernes.

Den tilladte mad kaldes i jødedommen for kosher.

I beretningen om skabelsen af dyrene og mennesket (1. Mos. 1:29) tillader Gud, at mennesket spiser alle vegetariske fødevarer og kødet fra visse planteædende dyr: "Alle, som har spaltede hove og kløft i hovene, og som tygger drøv, må I spise" (3. Mos. 11:3), men kødædende dyr, skaldyr og fisk, hvis skæl ikke kan fjernes, er forbudt (3. Mos. 11:9).

En vigtig tekst til forståelse af de jødiske spiseregler, er 2. Mos. 23:19: "Du må ikke koge et kid i dets moders mælk." Denne tekst optræder flere gange, og den tolkes således, at man ikke må koge kød og mælk sammen, heller ikke for at servere det for andre. Kød og mælkeprodukter må heller ikke spises ved samme måltid eller komme i kontakt med hinanden under madlavningen.

Islam

Inden for islam er reglerne ikke så komplicerede som inden for jødedommen. Det er f.eks. tilladt at spise skaldyr og alt andet fra havet (Koranen 5,97), men blod og svinekød er stadig urent og derfor forbudt:

"Forbudt for jer er det selvdøde og blod og svinekød og det, et andet navn end Allahs er påkaldt over (ved dets slagtning), og det kvalte og det, der er dræbt med sten eller stav, og det, der er dræbt ved fald, og det ihjel-stangede og det, som de vilde dyr har ædt af - og det, som er ofret på et alter (til afguderne)" (Koranen 5,4).

For at det er tilladt for en muslim at spise kød fra et dyr, skal dyret halal-slagtes. Halspulsåren skal skæres over, mens Allahs navn udtales over det, således at alt blod skal løbe fra dyret, og det må ikke være en hedning, der slagter dyret. På den måde bliver dyret halal- dvs. tilladt.

Uanset slagtemetoden hører svinet til de forbudte fødevarer for en muslim. Det kan være meget svært at efterleve i Danmark, fordi mange madvarer indeholder produkter fra svin. En række tilsætningsstoffer, gelatine og animalsk fedt stammer fra svin, og det er svært for muslimer at undgå forbudte ting, fordi de ofte ikke indgå i varedeklarationerne.

Kristendommen

Inden for kristendommen fandtes der op til Jesu tid de samme regler om mad, som kommer til udtryk i jødedommen. Men Jesus gjorde op med renhedsreglerne.

Et af de vigtigste steder i Bibelen, hvad angår kristendommens syn på renhed er Markusevangeliet kapitel 7: "Og han kaldte atter skaren til sig og sagde: 'Hør mig, alle sammen, og forstå: Der er intet, som kommer ind i et menneske udefra, der kan gøre det urent, men det er det, som kommer ud af et menneske, der gør et menneske urent'"

Jesus diskuterer her renhedsforskrifterne med nogle farisæere, og han erklærer, at det ikke er det, som går ind i munden, der gør mennesket urent, men det, som kommer ud af menneskets hjerte.

Jesu disciple var jøder, og de havde det svært med de nye regler. Da disciplen Peter er på vej til Antiokia, beordres han af Gud til en hednings hus. På vej derhen går han op på et hustag for at bede, og han får der en vision. En dug daler ned fra himlen, og i den er alle slags dyr og al slags mad, og Kristus taler til ham fra himlen: "Slagt og spis." Peter svarer: "Nej, Herre, for jeg har aldrig spist noget vanhelligt og urent." Synet fra himlen må gentage sig tre gange, før Peter forstår, at det, Herren har erklæret for rent, må alle spise. (Ap.G. 10).

Dermed er vejen åben for, at kristendommen kan udbredes til resten af verden, og ikke kun blandt jøder. Blandt disciplene bliver det dog ved med at være et stridsspørgsmål, om også de urene hedninge kan spise sammen med jøderne i menigheden (Ap.G. 15).

Apostlen Paulus støder også ind i problemet, da det især er ham, der får til opgave at udbrede kristendommen blandt hedningene. Paulus skriver i sit brev til menigheden i Korinth, at alt er rent og alt er skabt af Herren, og at man derfor godt kan spise det. Gang på gang må han dog alligevel påpege, at jøderne godt kan spise sammen med hedningerne, og at man godt må spise det afgudsofferkød, som sælges i templerne, og som ofte var det eneste kød, man kunne få. Paulus opfordrer dog de stærke til at afstå fra at spise afgudsofferkødet, så de mennesker, der lige er blevet omvendt til kristendommen ikke skal tage anstød af det. Det kræver tid for dem at vænne sig af med de gamle vaner (1. Kor. 8).

Hinduismen og buddhismen

Også inden for hinduismen er der regler for, hvad man må spise. Reglerne knytter sig til fire stadier i et menneskes liv. På de fire stadier er det tilladt at spise forskellige ting, og et menneskes renhed afhænger af, om reglerne overholdes. I læreskriftet Dharmashastra ("læreskrifter om normer") beskrives, hvilke spiseregler, der skal følges i de forskellige stadier af livet. Spiser man det forkerte, kan maden smitte med urenhed, og hvis den, der har tilberedt det, er uren, eller hvis man spiser sammen med nogle, der er urene, bliver man også selv smittet.

Også i buddhismen findes der nogle få forskrifter for, hvad der er tilladt at spise. Reglerne er mindre specifikke end i de andre religioner og knytter sig til én af de fem forskrifter, som en god buddhist skal leve efter.

Den første forskrift er netop, at man skal undlade at tage noget levende væsens liv, og derfor er de fleste buddhister da også vegetarer. Inden for nogle retninger af buddhismen er det kun munkene, der ikke må spise kød, og lægfolk får dårlig karma, hvis de spiser kød og fisk, som de selv har fanget, i højtiderne. Derfor er det i disse områder ofte muslimer, som er fiskere.