De onde og gode guder var lige vigtige i Romerriget

For de gamle romere var ritualer og traditioner afgørende for, at religion og samfund spillede sammen. Derfor var kristendommens monoteisme farlig for sammenhængskraften

I Romerriget var religion afgørende ikke bare for den enkelte, men for hele samfundets sammenhængskraft. Kristne blev anset for undergravende for samfundet, fordi de nægtede at deltage i de kollektive ritualer, der skulle formilde guderne. 

Den romerske religion byggede på kult og ritual

Den romerske religion var i modsætning til kristendommen ikke særligt spirituel i sin karakter. Den byggede for det meste på kult og ritual. Ritualerne var hovedsageligt til ære for romernes mange og varierende guder, som de havde adopteret fra den græske verden.

Det skal nævnes, at selv om romerne kopierede meget fra den græske kultur, så var den romerske kultur distinktiv. Det har eksempelvis historikeren Peter Wiseman bemærket.

Romerne troede på mange guder
 
Den romerske religion var polyteistisk modsat eksempelvis jødedommen, kristendommen og islam, som er monoteistiske. Det var for eksempel særdeles pragmatisk for romerne at kunne tro på krigsguden Mars, da romernes rige hovedsageligt byggede på erobring af nye lande gennem krigsførelse.

Dermed sørgede de for friske forsyninger af slaver, som Romerriget var afhængigt af. Krigsguden blev hovedsageligt tilbedt i de romerske legioner. Det var vigtigt for romerne at have forskellige guder til alle aspekter af livet. De onde guder var ligeså vigtige som de gode, eftersom livet i Romerriget viste dualiteten mellem det hårde og det søde liv.

Kristne havde i lang tid nydt godt af den religionsfrihed, der eksisterede i Romerriget. Overordnet havde religiøse minoriteter i Romerriget en række privilegier. Kristne og jøder var eksempelvis fritaget for at deltage i den officielle kejserdyrkelse.

Kristne var, omkring Jesus’ tid og i tiden lige efter, en forsvarsløs og spredt minoritet uden nogen betydelig politisk eller social magt i samfundet. Romerne betragtede dem i starten som en lille og ubetydelig jødesekt.

Men da byen Rom brød ud i brand beskyldte kejser Nero de kristne. Det var angiveligt Nero selv, der gav ordre til byens nedbrænding. Kristne i Rom blev herefter jaget ned og dræbt. Fra dette tidspunkt og fremefter skiftede den romerske politik fra tolerance til forfølgelse angående kristne i riget.

Voksende konflikt mellem romermagten og kristendommen
 
Selvom kristne ikke forsøgte at provokere romermagten, kunne provokationen ikke undgås længere, da kristne blandt andet nægtede at deltage i den officielle gudsdyrkelse af de romerske guder, fordi de ikke ville tilbede andre end deres ene Gud.

For romerske statsborgerne var det guderne, der opretholdt lov og orden, og uden gudernes tilbedelse ville man nedkalde deres vrede og ulykke. Derfor anså man de kristne for at undergrave rigets velstand fra romersk side.

Eksempelvis ser vi den romerske historiker Livius, der regerede frem til år 17 e.Kr., under det augustæiske hof give voksende kultbevægelser og overtro i Romerriget skylden for den katastrofale start, romerne fik under Anden Puniske Krig, som varede fra 218 til 201 f.Kr.

Nye kejsere begyndte i tiden herefter at tvinge kejserdyrkelsen på de kristne. Også romernes gudsdyrkelse blev tvunget på de kristne. Da de kristne nægtede på grund af deres monoteistiske tro, misforstod kejserne det som et tegn på illoyalitet.

Kejser Domitian beordrede derfor forfølgelser af de kristne, fordi de ikke ville deltage i kejsertilbedelsen. Den kristne kirke blev forbudt, og var man medlem af kirken, medførte det dødsstraf. Trods forbuddet voksede antallet af kristne kraftigt over hele riget.

En anden kejser, der aktivt forfulgte de kristne var Diokletian. Han forsøgte at udrydde den kristne kirke helt. Selvom det var tilfældet, var der altid nogle i riget, der fastholdt den kristne tro.

Kristendommen bliver Romerrigets officielle religion
 
Kristendommens altafgørende vendepunkt skete, da den første kristne kejser, ved navn Konstantin den Store, legaliserede kristendommen ved udstedelsen af Milano-ediktet i år 313. Dermed blev kristendommen ligestillet med andre religioner i Romerriget , og dens endelige sejr kom i år 394.

Det skete under kejser Theodosius. Han havde tre år før, gennem en fortsættelse af Konstantins religionspolitik, lavet et forbud mod dyrkelsen af romernes tidligere hedenske guder. Denne handling gjorde kristendommen til Romerrigets eneste tilladte religion.

Den romerske pavekirke blev med tiden til Europas mest magtfulde institution. Den afløste i den forståelse det romerske senat. Kirkens monolitiske magt blev først brudt igen under reformationen i 1500-tallet, da den kristne tro blev delt i to mellem katolikker og protestanter.

Kilder:
Roberts, J.M: A Short History of the World; (Oxford University Press), New York, 1993
Wiseman, Peter: The Myths of Rome; (University of Exeter Press, 2004)
Woolf, Greg: Rome: An Empire Story; (Oxford University Press, 2012)