Sangha; kloster og menighed

Shakyamuni Buddha ledte de første omvandrende munke. De havde i begyndelsen ingen fast tilhørssted, men efterhånden fik de i regntiden tag over hovedet og senere så de første buddhistiske klostre dagens lys. I Asien findes i dag mange tusinder af sådanne klostre (vihara), ofte med mange både unge og ældre munke, og med en ældste som leder. Nogle gange kaldes de også templer, men man plejer at skelne mellem klostrene som bosteder for munke og templer som helligsteder uden munke.

Munkesamfundet

Sangha betyder i snæver forstand munkesamfundet. Her boede og bor munke, der selv ønsker at betræde Buddhas vej. Det kun er meget få munke, om hvem det siges, de er oplyste ? og det er skik og norm for anstændig opførsel, at munke ikke selv praler med spirituelle evner. I realiteten er det også kun få munke fra den sydlige buddhisme, der faktisk selv tror på oplysning her i livet. Alligevel lever de som Buddhas disciple og stedfortrædere i mere eller mindre isolation fra det omkringliggende samfund med egne idealer og regler. Ofte er dette symboliseret ved mure omkring, en port eller sti ind til den ?anden verden?. Buddhistiske klostre ligger ofte i uvejsomme bjerge og skove men også midt i storbyer, som buddha-centre midt i den flammende samsara-verden. Denne ?anden verden? ses ofte af lægfolket som et fysisk nirvana, et buddhistisk paradis, hvor hellig kraft manifesterer sig, hvor Buddha, skønt han er død, symbolsk kommer til live.

Lægbuddhisternes sangha og den hellige fortjenst-mark

Lægfolk behøver ikke selv tage del i munkelivet, men kan gøre det i korte perioder. Det er for eksempel almindeligt i Sri Lanka og Thailand at børn i en periode (fra nogle få dage til år) bor i kloster for både at få uddannelse, social dannelse og indsigt i buddhismens sandheder. Og så giver er det en udbredt ide, at man ved klosterophold får del i en slags hellig kraft, der også giver god religiøs fortjeneste for både børnene og forældrene. Alle buddhister er således med i sanghaen forstået bredere som buddhismens ?kirke?, ?menighed? eller blot det buddhistiske samfund. Klostret er derfor ikke bare isoleret ? buddhister idealiserer sjældent afstandtagen fra livet og samfundet ? men også en åbning mod det højeste. Templer og klostre fungerer som ?fortjenst-marker? hvor alle kan komme og gøre gode gerninger og spare god karma sammen.

Tilflugten til De Tre Juveler

Enhver buddhist bør derfor på et eller andet tidspunkt - og gerne mange gange - sige den ?buddhistiske trosbekendelse?, tilflugten til De Tre Juveler:

Jeg tager tilflugt i Buddha

Jeg tager tilflugt i dharma

Jeg tager tilflugt i sangha

Klostret er både en praktisk foranstaltning for de munke, der selv ville og vil blive buddhaer og en organiseret model af Buddhas vej til frelse med ritualer og symboler, der peger hen på Buddha-legenden. Nye munke bliver kronraget, får munketøj og siger farvel til forældre for at blive del af Buddha-samfundet. Som munk tager man midlertidigt eller permanent afsked med det almindelige liv. Helst skal man transporteres til klostret - på hest, i bil, på knallert eller sågar i kørestol. På den måde efterlever man ceremonielt måden, hvorpå Siddhartha Shakyamuni selv begav sig ud i verden udenfor slottets mure. Og helst skal man selv søge og erkende de sandheder, Buddha erkendte. Det gør munkene og nonnerne ved at efterleve de Ti Forskrifter, ligesom lægfolk bør efterleve de første fem af disse.

De Ti Forskrifter

Jeg påtager mig den forskrift at:

  • afholde mig fra at tage noget levende væsens liv
  • afholde mig fra at tage hvad der ikke gives
  • afholde mig fra al utroskab
  • afholde mig fra løgn
  • afholde mig fra at indtage gærede, spirituøse og stærke drikke, der forårsager beruselse og hensynsløshed
  • afholde mig fra at spise på de forbudte tidspunkter
  • afholde mig fra at overvære forestillinger med dans, sang og musik
  • afholde mig fra at bruge blomsterkranse, parfumer og salver, der tjener udsmykning og pynt
  • afholde mig fra at bruge et højt eller luksuriøst sæde
  • afholde mig fra at bruge store og magelige senge
  • afholde mig fra at tage imod guld eller sølv

Klosterreglerne

Forskrifterne er en forsimplet udgave af de mange ordens- eller klosterregler, der findes i klostrene ? 227 regler for munke i den sydlige buddhisme (Klik her)og lidt flere for nonner og munke i de nordlige og østlige skoler. Reglerne er praktiske leveregler men også stærkt religiøst definerede råd og regler, der både skal sikre etiske fuldkommenheder og styre vejen mod frelse. Når kvindelige turister i Thailand fx ikke bør sidde ved siden af munke, er det ikke bare for at overholde god etikette og efterleve gammeldags konventioner. Det er også for at hjælpe munken til ikke at udfordre det altid potentielle begær, så vejen ikke belægges med endnu flere forhindringer.

Der er regler, der fører til direkte udstødelse af ordenen, som fx drab, sex, tyveri og storsnudet løgn om egne fortræffeligheder. Der er overtrædelser, der fører til midlertidig udstødelse eller krav om bod - det gælder fx, hvis en munk sidder for tæt klinet op af en pige i en bus. Andre brud kan angres, giver dårlig karma og en del regler er blot almene sømmelighedsprincipper for munke (og nonner).

Reglerne er etiske og praktiske rammer, der skal sikre oplysning, og om ikke andet god karma til næste liv. Men de er også del af en ritualiseret liv som munk. Man reciterer periodisk reglerne, også hvis man har brudt dem - som kunne man komme ?forbrydelsen? til livs, hvis man på ekscorsistisk vis fik udåden tvunget ud af kroppen. Munke og nonner har også den vigtige rolle at spille som samfundets dydige piller. God opførsel, pæne manerer, visdom, rituel færdighed og høj moral er værdsat og forventes i alt fald som idealer på klostrene.

Munke og nonner

Selvom det ofte påpeges af specielt vestlige buddhister at kvinder og nonner principielt er mænd og munkes ligestillede, kan man slet ikke tale om ligestilling (se også XXX). Kvinder har mindre status end mænd, at blive født som kvinde er udtryk for dårligere karma, og nonneordenen indenfor theravada-retningen er først i de sidste år blevet genindført enkelte steder efter at have været uddøet i århundreder. I mahayana-buddhistiske lande, hvor nonneordenen eksisterer, er nonnelivet slet ikke så prestigefyldt som et munkeliv kan være. Omvendt ses nonner i Japan ofte som mere ?seriøse?: i modsætning til de fleste munke, der forventes at gå i kloster for senere at overtage faderes tempel, har nonnerne selv valgt deres klosterliv, også selvom de ikke har ret til at være præst.