Videnskabsteori: Få styr på begreberne

Hvad er forskellen på induktion og deduktion? Og hvornår er en metode kvalitativ? Her er et overblik over de vigtigste begreber i videnskabsteori

Naturvidenskab, humaniora og samfundsvidenskab
Selvom man taler om videnskaben i ental, så dækker begrebet over et utal af discipliner – fra astronomi til zoologi. De mange videnskaber undersøger forskellige genstande og fænomener, og de gør det på hver deres måde. For at skabe et system i mangfoldigheden af videnskaber, er der tradition for at dele dem i tre:

Naturvidenskab er studiet af naturen og alle dens fænomener. Det er fysikken, der afdækker naturens love; det er biologien, der forklarer livets opståen og udvikling; og det er geologien, der undersøger jorden under vores fødder.

Humaniora, eller de humanistiske videnskaber, har et andet genstandsfelt – nemlig menneskelige forhold og menneskeskabte genstande. Det kan være kunst, religion, sprog, tekster, musik og historiske begivenheder.

Samfundsvidenskab undersøger relationer mellem mennesker. Det kan være økonomiske forhold, sociale forhold og politiske forhold – alt det som tilsammen udgør et samfund.

Deskriptiv og normativ
Deskriptive udsagn beskriver verden. De udtrykker, hvordan verden er – ikke hvordan den bør være. Deskriptive udsagn er centrale i videnskaben: Forskere undersøger, hvordan menneskekroppen fungerer, og hvorfor regnbuer opstår, men de udtaler sig ikke om, hvorvidt mennesket er godt eller ondt, eller om regnbuer er smukke eller grimme.

Normative udsagn udtrykker værdier eller normer. Når filosoffer diskuterer, hvad det gode liv er, eller når præsten hævder, at man skal elske sin næste, så er der tale om normative udsagn. Mange naturvidenskabsfolk vil mene, at den slags ikke hører hjemme i videnskaben.

I humanistiske og samfundsvidenskabelige fag er der dog plads til både deskriptive og normative udsagn. For eksempel kan litteraturforskeren beskrive brugen af metaforer i Harry Potter-bøgerne, men hun kan også stille det normative spørgsmål, om Harry Potter er god litteratur. På samme måde kan politologen undersøge forskellige syn på international politik, men han kan også give sit bud på, hvilken politik man bør føre.

Forholdet mellem deskriptive og normative udsagn er altså mere kompliceret end som så, og videnskabsteoretikere har længe diskuteret, hvilken rolle normer og værdier bør spille i den videnskabelige praksis – de er stadig ikke nået til enighed.

Objektiv og subjektiv
Videnskaben forsøger at komme frem til en objektiv beskrivelse af verden og menneskets plads i den. Men hvad er objektivitet?

Objektive beskrivelser er beskriver, der er uafhængige af ens perspektiv, værdier og fordomme. En objektiv beskrivelse er altså noget, der gælder for alle – uanset hvem man er, og hvor man kommer fra.

Subjektiv er det modsatte af objektiv. En beskrivelse er subjektiv, når den er præget af fordomme, meninger og værdier. Det kan for eksempel være, at man hader klassisk musik og beskriver det som “kedeligt”. Det er næppe en objektiv beskrivelse, for folk med andre perspektiver kan have vidt forskellige opfattelser af musikken.

Bias er et andet navn for de forudindtagede meninger og idéer, som vi hver især bærer rundt på. Det er vigtigt at være opmærksom på sine bias, når man forsker – ellers risikerer man, at forvrænge resultatet af ens videnskabelige undersøgelse.

Som menneske er man selvfølgelig altid bundet af sit eget perspektiv på verden og sine egne erfaringer og oplevelser. Så er det overhovedet muligt at komme frem til objektive beskrivelser af verden? Man kan i hvert fald nærme sig objektivitet – og det forsøger videnskaben at gøre ved at have klare, fastlagte metoder, som man kan bruge til at teste sine beskrivelser.

Induktiv, deduktiv og abduktiv
Induktion er ikke bare en type komfur – det er også navnet på en slutningsform. Og hvad er så det? En slutningsform er en måde at begrunde en konklusion ud fra nogle præmisser. Sådan kan man opnå ny viden.

Når man foretager en induktiv slutning, så slutter man fra enkelttilfælde til noget generelt. Det kan for eksempel være, at man ud fra en masse observationer af røde ræve konkluderer, at alle ræve er røde. Eller det kan være, at man på baggrund af en række interviews med danske muslimer konkluderer noget generelt om det at være muslim i Danmark.

Induktion er en meget udbredt slutningsform – både i videnskaben og i vores dagligdagstænkning. Men det er også en kontroversiel slutningsform, for som filosoffen David Hume påpegede, så er induktive slutninger aldrig fuldstændig sikre: Uanset hvor mange røde ræve, man har observeret, så kan man ikke være helt sikker på, at der ikke gemmer sig en blå ræv derude et sted. Dette kalder man induktionsproblemet.

Deduktion er en anden måde at få ny viden på. Her slutter man fra noget generelt til noget konkret. Det klassiske eksempel på en deduktiv slutning lyder: 1) Alle mennesker er dødelige. 2) Sokrates er et menneske. 3) Altså er Sokrates dødelig. Den generelle antagelse om, at alle mennesker er dødelige samt vores viden om, at Sokrates er et menneske, tillader os at konkludere noget konkret, nemlig at Sokrates er dødelig.

Modsat den induktive slutning er deduktionen logisk skudsikker: Hvis ellers ens generelle antagelser er korrekte, så følger konklusionen med nødvendighed.

Abduktion er den tredje videnskabelige slutningsform. Det siges om Sherlock Holmes, at han er en mester i deduktion – men faktisk bruger den berømte detektiv sjældent deduktive slutninger, når han skal opklare et mordmysterie. I stedet bruger han abduktion, som man også kalder slutning til bedste forklaring. Sherlock Holmes bringer sin kreative hjerne i spil: På baggrund af sine observationer udtænker han et hændelsesforløb, der kan forklare, hvordan mordet er fundet sted.

Ligesom den induktive slutning er abduktion ikke et endegyldigt bevis. Man bør kun tro på forklaringen, indtil man finder på en bedre en af slagsen.

De fleste videnskabelige undersøgelser indeholder både induktive, deduktive og abduktive slutninger.

Empiri: Kvantitativ og kvalitativ
Det er ikke nok at vide, hvordan man bruger forskellige logiske slutningsformer. Man skal også have noget materiale at arbejde med – man skal bruge empiri.

Empiri er egentlig bare et fint ord for viden, som man har indsamlet gennem observationer, undersøgelser og eksperimenter. Når man skal indsamle empiri, kan man enten gå kvalitativt eller kvantitativt til værks.

Kvantitative tilgange går ud på at samle viden, der kan udtrykkes gennem tal. Man måler, vejer og tæller verdens fænomener. Kvantitative tilgange bruges især inden for naturvidenskab og samfundsvidenskab, hvor man ønsker at lave matematiske modeller og statistiske analyser.

Kvalitative tilgange bruges til at undersøge fænomener, der ikke nødvendigvis kommer til udtryk i tal på et regneark. Det kan være, at man vil forstå budskabet i George Orwells roman "1984" eller komme til bunds i, hvordan danske gymnasieelever oplever karakterræset. Her har empirien ofte form af tekster, kulturprodukter og interviews. De kvalitative tilgange er særligt udbredte inden for humaniora, men bruges også hyppigt i samfundsvidenskaberne.