Debat

Ung missionsk kristen: Av, tror andre, jeg er indoktrineret?

Jeg vil vove den påstand, at der er en form for social kontrol i enhver familie og sammenhæng, hvor en gruppe mennesker er sammen, skriver Amalie Bach Dybdal. Det er forbud mod kritik, der kan være et problem. Foto: Lasse Bach Dybdal

Jeg har meget svært ved at se, at jeg skulle være indoktrineret. Mine forældre har derimod udstukket deres ide om det gode liv. Med andre ord har de opdraget mig, skriver Amalie Bach Dybdal, der er aktiv i Luthersk Missions Unge

På mit studie spurgte jeg en dag en af mine medstuderende: ”Tror du, jeg er blevet indoktrineret?” Efter lidt betænkningstid svarede hun: “Ja”. Lidt chokeret og måske mest af alt forvirret over, hvad man svarer på sådan én, vendte jeg min opmærksomhed mod undervisningen.

Ordet indoktrinering får alarmklokkerne til at ringe hos de fleste. Det er grænseoverskridende og provokerende. Det er etisk uforsvarligt. Det er det yderste led af social kontrol af forsvarsløse børn. Ekkoet af svaret på mit spørgsmål rungede i mit hoved i mange dage efterfølgende.

Ingen social sammenhæng uden social kontrol

Jeg har meget svært ved at se, at jeg skulle være indoktrineret. Mine forældre har nok derimod udstukket deres ide om det gode liv samtidig med, at de har opfordret til intellektuel bearbejdning fra min side af. Med andre ord har de opdraget mig. Men spørgsmålet om, hvor grænsen går mellem opdragelse og social kontrol, er der nok ikke et entydigt svar på.

Jeg vil vove den påstand, at der er en form for social kontrol i enhver familie – ja faktisk i enhver sammenhæng, hvor en gruppe mennesker er sammen. Jeg tror, at der bliver nødt til at være rammer for adfærd, hvis vi skal have det godt i en gruppe. Vi har behov for koder og kultur.

Problemerne opstår, når den sociale kontrol bliver negativ. Når jeg ikke må stille spørgsmål, være kritisk, være mig selv. Når der er nogle ting, vi ikke taler om. Og når svarene begrænser sig til: “Fordi det gør vi jo bare”.

I min kirke

Min kirke er på det her punkt ligesom alle andre fællesskaber. Der er social kontrol. Nogle har forladt kirken på grund af en oplevelse af negativ social kontrol. Dem tror jeg, at vi kan og skal lære meget af. Hvad var det, som gjorde, at de ikke syntes, at de kunne være sig selv i kirken?

Måske handler det om, at der i kirken bliver holdt fast på, at der er en sandhed. At Bibelen er Guds ord, og at vi ved at leve efter det faktisk lever, som vi er skabt til. Det betyder, at kirkens rum ikke er værdifrit, og samtidig ønsker det at rumme mennesker, præcis som de er. Det er ikke let.

De uperfektes helle

Jeg har været meget velsignet med, at der alligevel har været plads til at stille spørgsmål og være kritisk. Jeg har altid kunnet stille mine spørgsmål om Guds eksistens, Bibelens troværdighed, ondskabens tilstedeværelse og opstandelsen fra de døde for bare at nævne nogle få.

Og jeg har stillet dem alle sammen. Jeg har fået lov til at være på vej. Jeg har fået lov til at være frustreret og uenig med mine forældre og mine kristne venner, uden at det gjorde deres kærlighed til mig mindre.

I min kirke er der en stor omsorg for mennesker, som ikke er perfekte. Jeg oplever, at der er rum til at være ærlig. Bibelen taler om, at Jesus er kommet for de uperfekte. De, som ikke nødvendigvis passer ind i de sociale rammer.

Jesus siger direkte: “Jeg er kommet for at læge de syge”. Altså: Jesus er kommet for dem, der godt ved, at de ikke af sig selv lever op til de rammer, Bibelen sætter op for det gode liv. Sådan nogle som mig. Derfor oplever jeg, at der i min kirke bliver talt om frihed frem for kontrol. Om at være som Gud har skabt mig til at være. Om at turde leve helt, være kritisk og ikke nøjes med en halv forklaring – for Gud er stor nok til at holde til kritik, uperfekte kanter, og hvad der ellers gemmer sig i mig.

Amalie Bach Dybdal er 27 år, aktiv i Luthersk Missions Unge og studerer medicin.