Ateisme

Ny forening: "Unge, der ikke tror på Gud, bør ikke blive konfirmeret"

”Vi mener, at ingen bør konfirmeret, hvis de ikke tror på Gud, Jesus og Helligånden. Når vi interviewer konfirmanderne umiddelbart efter deres konfirmation, er det fordi, vi gerne vil have dem til at reflektere over, hvad de lige har sagt ja til, altså vi vil fremme den kritiske tænkning," siger formanden for Gudløs Ungdom, Claes Kirkeby Theilgaard. Foto: KD Foto/Kåre Gade

”Du tror jo ikke på Gud – hvorfor så blive konfirmeret?” lyder overskriften på et indlæg skrevet af foreningen Gudløs Ungdoms initiativtager og formandskandidat, Claes Kirkeby Theilgaard. Formålet med foreningen er at få unge til at forholde sig kritisk til deres eget religiøse ståsted.

Ateistisk Selskab har fået en ungdomsforening, som bærer navnet Gudløs Ungdom. Foreningen afholder stiftende generalforsamling d. 1. juni, hvor bl.a. den tidligere og nuværende formand for Ateistisk Selskab henholdsvis Anders Stjernholm og Simon Ørregaard Nielsen er blandt talerne. Ved denne lejlighed skal ungdomsforeningens første bestyrelse vælges og konstitueres.

Gudløs Ungdom er en tværpolitisk forening, der ønsker at rumme alle, som ikke tror på nogen gud eller guder; ”Både agnostikere, ateister og antiteister er velkomne” forklarer Claes Kirkeby Theilgaard, som er stifter af Gudløs Ungdom og stille op som formand. Claes Kirkeby Theilgaard fortæller videre om et af foreningens hovedformål:

”Vi kæmper for at fremme kritisk tænkning blandt unge mennesker, de skal reflektere over deres eget religiøse tilhørsforhold og aktivt tage stilling til, om de tror på f.eks. Den Treenige Gud. Hvis det ikke er tilfældet, så skulle man måske overveje, om man kan kalde sig kristen”.

Kampagne mod konfirmation
I disse dage bliver tusindvis af unge mennesker konfirmeret, og i den forbindelse har Gudløs Ungdom iværksat en kampagne mod konfirmation på Facebook og på foreningens egen hjemmeside. Repræsentanter fra Gudløs Ungdom har desuden interviewet de nyudklækkede konfirmander ude foran kirken og spurgt dem, om de tror på de ting, som netop har sagt ja til, altså den kristne trosbekendelse.

”Vi henvender os til unge, og derfor er det oplagt at tage fat i konfirmationen”, siger Claes Kirkeby Theilgaard, ”Vi mener, at ingen bør blive konfirmeret, hvis de ikke tror på Gud, Jesus og Helligånden. Når vi interviewer konfirmanderne umiddelbart efter deres konfirmation, er det fordi, vi gerne vil have dem til at reflektere over, hvad de lige har sagt ja til, altså vi vil fremme den kritiske tænkning”.

Ifølge Claes Kirkeby Theilgaard svarer mange konfirmander nej til overstående spørgsmål og henviser i stedet til traditioner og fest som bevæggrunde for at blive konfirmeret; ”Med vores kampagne vil vi vise landets unge, at der er en vej udenom den religion, de alligevel ikke tror på”.

Kritik af fremgangsmåde
Gudløs Ungdom er blevet kritiseret for deres opsøgende måde at udbrede det ateistiske budskab på. Mette Kathrine Grosbøll, sognepræst i Sionskirke, kalder interview af nye konfirmander ”respektløst”.

Claes Kirkeby Theilgaard argumenterer for, at foreningen er nødt til at være opsøgende; ”Religiøse mennesker er ofte missionerende, og hvis vores modstandere er opsøgende, så bliver vi også nødt til at være det. Vi skal bruge alle de midler, vi har til rådighed for at sprede vores budskab og nå vores mål om at skabe en gudløs ungdom, fremme et areligiøst verdensbillede og et sekulært samfund med adskillelse af kirke og stat. Vi kan jo ikke regne med, at ateismen sejrer af sig selv.”