”Unorthodox” løfter sløret for en ellers tillukket kultur

En ultraortodoks jødisk mand går gennem Borough Park, der er et historisk hasidisk område i Brooklyn, New York, hvor også Netflix-serien "Unorthodox" finder sted. Foto: Spencer Platt/AFP/Ritzau Scanpix

Den nye miniserie ”Unorthodox” fortæller os på velklingende jiddisch om ultraortodokse jøders liv og ritualer, og at jødedom ikke er lig zionisme

Man forbinder typisk Brooklyn i New York med multietnicitet, hippe kunstertyper, frisind, farverige gallerier, vintageshops og eksotiske spisesteder, der ligger side om side. Men i den sydlige del af Williamsburg – i deres helt eget kvarter – bor de ultraortodokse hasidiske jøder, som danner rammen for den nye miniserie ”Unorthodox”, der kan ses på streamingtjenesten Netflix. Her møder vi den unge kvinde Esther, som tager flugten fra det, hun opfatter som en isolationistisk ghetto til en radikalt anderledes tilværelse i Berlin. Hun flygter efter eget udsagn, fordi Gud forlanger for meget af hende.

Miniserien er baseret på Deborah Feldmans selvbiografi ”Unorthodox: The Scandolous Rejection of My Hasidic Roots”. Det er et gribende erindringsværk, og så er den på jiddisch! - et velklingende hybridsprog mellem tysk, hebraisk og slavisk, der i dag oplever fremgang på grund af den store befolkningstilvækst blandt hasidiske jøder, selvom det efter Anden Verdenskrigs afslutning blev spået at være på retræte, da antallet af jiddischtalende personer blev halveret efter Holocaust.

Deborah Feldman voksede op hos sine bedsteforældre i det hasidisk-jødiske kvarter i Williamsburg i New York, og det er netop denne kontekst, seriens hovedperson Esther er placeret i: En ultraortodoks højborg for satmar-dynastiets hasidiske jøder, hvis slogan er: Hadash asur min ha-Torah. Eller på dansk: Alt, hvad der er nyt, er forbudt af Toraen.

De lever isoleret fra den resterende del af samfundet ved at have egne skoler og aviser. I dette samfund er kutymen høje pelshuser, skægtransplantioner og slangekrøller til mænd, da de følger deres hellige skrift, Toraens, påbud om, at mænd ikke må klippe håret og studse skægget (3. Mos. 19, 27).

Mange jøder efterlever forskrifterne ved at lade bakkenbarterne gro, og faktisk er det ikke sjældent, at de dinglende lokker bliver drejet mellem krøllejernets varme flader. Kvinderne klæder sig tildækket og mørkt, og det er gammel skik, at kvinderne ved ægteskabets indgåelse barberer håret af og herefter bruger paryk, når de er udenfor hjemmet, da det ikke er ærbart at vise sit hår offentligt.

Svigermor er med i soveværelset
I denne isolerede verden er seriens hovedperson den 17-årige Esther altså vokset op. Hun bliver gift med en mand, hun ikke kender og følgeligt heller ikke elsker, og som hendes forældre har valgt. Et hasidisk bryllup er en lang ceremoniel begivenhed indeholdende utallige rituelle formalia.

Først skal bruden godkende ringen. Så skal brudgommen bekræfte, at det er hans brud, han står over for. Denne bekræftelse blev en del af den jødiske ægteskabstradition i forlængelse af den bibelske beretning om Lea, der tog sin søster Rakels plads, da hun skulle giftes med Jakob, der først næste morgen opdagede, at han havde ægtet den forkerte. Efter at brudgommen har godtaget sin brud, lægger han sløret over hendes ansigt. Som sidste led i ritualet lyser rabbineren den aronitiske velsignelse, hvorefter brudgommen knuser et glas med sin fod som et symbol på ødelæggelsen af Jerusalems tempel i år 70 og på, at man ikke må glemme sorgen i glædens stund.

Efter brylluppet, da Esther og hendes nye mand kommer hjem, er Esther ikke i stand til at fuldbyrde ægteskabet. Det gør ondt, og hun siger, at han må være tålmodig. Det medfører straks intimiderende gaver fra svigermoren, den kvinde der står ham nærmest, i form af dilatorer til udvidelse af skeden og mundtlige anvisninger om, hvordan hun bør klargøre sig til sex. Esther fortørnes over, at svigermoderen på den måde sniger sig med ind i soveværelset.

Som et nygift par forventer man nok at skulle dele seng med sin partner fremover, men for en ortodoks jødisk kvinde ser det anderledes ud. Fire dage inden brylluppet skal hun neddyppe sig i det religiøse renselsesbad mikveh, og det samme skal hun gøre én gang om måneden livet igennem – i forbindelse med menstruationen. Syv dage efter menstruationens begyndelse skal hun føre et hvidt stykke stof op i underlivet for at se, om der er blod. Er hun ophørt med at bløde, skal hun dyppe sig i mikveh, og så må hun igen sove med sin mand.

Isoleret levevis styrker familien - men for snævre bånd kan have store konsekvenser
Esther føler sig låst inde i dette samfund, men at bryde ud betyder, at hun må vende sig bort fra sin familie og alt, hvad hun nogensinde har kendt. Isolationsmotivet leder tankerne hen på den græske instruktør Giorgos Lanthimos’ foruroligende film ”Dogtooth”, hvor forældrene til tre store børn handler ovebeskyttende ud af misforstået kærlighed. Børnene har aldrig været udenfor huset, som er omringet af et højt hegn, og de har fået ind med modermælken, at verden bag muren er dødsensfarlig, og at de ikke ville kunne trække vejret på den anden side af hegnet. I både ”Dogtooth” og den hasidisk-jødiske ideologi når censuren nordkoreanske højder og frygten for den moderne sekulariserede verdens korrumperende indflydelse med dens seksuelle frigørelse, sekulære medier og alskens perverterende virkelighedsstof, er enorm.

Man må vel lade de hasidiske jøder, at den isolerede levevis gør familiebåndende stærke, da det skaber en sammenhængskraft indadtil og familierne beskyttes fra den sekulære vestlige kultur, som til tider kan være temmelig familienedbrydende. Men familiebåndende kan også blive så stramme, at de kvæler barnet.

Det gør de i ”Unorthodox”, og for Esther bliver flugten til Berlin en afsked med alt, men en nødvendig afsked, fordi ”Gud forlangte for meget af mig. Nu må jeg gå mine egne veje”, som hun fortæller en flok internationale musikstuderende, der senere skal blive hendes venner.

Esther møder tilfældigt en professor fra musikkonservatoriet i Berlin, der inviterer hende på frokost. Han når knap nok at fortælle hende om hjælpeprogrammet for talentfulde unge musikere fra svære vilkår, før hun oprørt udbryder: ”Hvad er der i sandwichen?”. ”Skinke”, svarer han, hvorefter hun spæner ud af caféen, fordi hun tror, hun skal kaste op. Hun kommer undskyldende tilbage: ”Jeg troede den ville gøre mig dårlig. Det gjorde den ikke. Der er mange regler, der hvor jeg kommer fra”. Han fortæller, at man i musik ofte må bryde reglerne for at skabe et mesterværk: ”Halvdelen af Bachs sonater følger ikke Bachs officielle regler”.

En indre splittelse
Men suset fra den nye by varer ikke længe, da fortiden som bekendt har det med at indhente en, og særligt, hvis man bærer en ortodoks jødes mands barn i maven. Lægen i Berlin nævner abort som en mulighed. Esther forarges og afviser muligheden: ”Vi genskaber de seks millioner jøder!”. Hvordan skulle foretagelsen af en abort nogensinde harmonere med en ung kvindes samvittighed, der er vokset op med, at selv det spædeste liv er værdifuldt?

Esthers mand og hans filistrøse fætter Moishe, der har en hang til hasardspil og skumle beværtninger (”der er en anden Torah, når man er på farten”) tager til Berlin for at hente Esther hjem. Da de tjekker ind på deres hotel, siger portieren, at det er dejligt at have besøgende fra Israel. Moishe kigger spørgende: ”Israelere?”. Han spytter hånligt og udbryder: ”Zionister!”, hvilket er interessant, da mange måske har en forståelse af, at ortodoks jødedom er lig zionisme. I virkeligheden er den jødiske antizionisme lige så gammel, som zionismen selv – både blandt religiøse og sekulære jøder. I Israel er antizionismen også særdeles aktuel, særligt blandt jøder på venstrefløjen, der er tilhængere af Maki (det israelske kommunistparti).

Serien ”Unorthodox” er særdeles interessant, idet den løfter sløret for i en ellers tillukket kultur. Den præsenterer to radikalt forskellige verdener og kredser om et afgørende valg: Valget mellem friheden og en fremtid som stor mezzosopransangerinde eller fortiden og familien.