Sikhernes nytår er en tid til refleksion og fremgang

Indiske sikh-pilgrimme vinker farvel inden deres tog går til Lahore i Pakistan, hvor de skal fejre vaisikhi - nytårsfesten. Hvert år rejser tusindvis af indiske sikher til Pakistan for at besøge templer og byen Nankana Sahib, hvor sikhismens grundlægger guru Nanak Dev blev født. Foto: Narinder Nanu/Ritzau Scanpix

I morgen fejrer sikher over hele verden "vaisikhi" - eller nytår. Samtidig er det en højtid, hvor mange tager deres liv og religion op til overvejelse

En af sikhismens største fester og markeringen af nytåret, vaisakhi, fejres årligt den 14. april. Det er en tradition, der går tusinder af år tilbage.

Oprindeligt var det en høstfest, hvor landmænd fejrede solens komme, da dagene fra vaisakhi bliver varmere og varmere og lysere og lysere. Men i slutningen af 1600-tallet, tog nytåret en religiøs drejning, da sikhismen som religion blev fuldendt under guru Gobind Singhs ledelse.

At sværge troskab til åndelighed og retfærdighed
Under den 10. gurus ledelse (1675-1708) stod sikhismen over for nogle alvorlige udfordringer, og mange frygtede, at religionen ikke ville overleve grundet trusler fra Indiens magthavere. I et forsøg på at forsvare religionen og styrke sikh-identiteten, blev en lang række ændringer sat i værk. En af disse var oprettelsen af det såkaldte "khalsa" broderskab - en gruppering inden for sikhismen, som svor troskab til at følge og forsvare sikhismen og dens doktriner.

Khalsabroderskabet er således en særlig orden af døbte sikher og består af de mænd og kvinder, som har dedikeret deres liv til Gud og menneskeheden. Khalsa-sikher vier deres liv til religionen og følger et særligt adfærdskodeks, der blandt andet betyder, at de donerer 10 procent af deres indkomst til godgørende formål, ligesom de bruger en stor del af deres fritid på frivilligt arbejde, som kommer andre mennesker til gavn.

Mange sikher tager i gurdwara (et sikh-tempel) i anledning af vaisakhi, og enkelte vælger at blive døbt og derved tiltræde khalsa-broderskabet på årets første dag. Gurdwara-templet pyntes op, og der er generelt en glædelig og positiv stemning fuld af håb og optisme for det nye år. I mange lande afholder man efter fællesbønnen en parade i byen, hvor menigheden synger salmer og uddeler information om sikhismen til nysgerrige. I Canada, USA og England samler disse parader adskillige hundredetusinde personer.

Fremgang og refleksion
Sikhismen er en handlingens religion, og sikhismens højtider er, ud over en fejring, altid efterfulgt af konkret handling. Der er seks måneder mellem vaisakhi og højtiden diwali, som ligger i efteråret.

Sikher har en tradition om nytårsforsæt, ligesom man har i Danmark. Ved vaisakhi, som markerer starten af året, sætter den enkelte sikh nogle mål for sig selv. Det kan være på det spirituelle, personlige eller sociale plan. Det behøver ikke nødvendigvis at være et personligt mål. Det kan også være mål, man sætter i fællesskab med andre. Den danske ungdomsforening Sikh Ungdom brugte eksempelvis højtiderne til at planlægge og sætte antal på aktiviteter for året, ligesom man historisk set i fælleskab har sat mål for oprettelse af nye templer, genopbygning af byer og lignende.

Til diwali, et halvt år efter, følger man så op på sine mål for at se, om man har opfyldt de mål, man satte for sig selv. Hvis ikke man har opfyldt sine mål, reflekterer man over, hvad man kan gøre for at nå dem. På den måde anses de to højtider ofte som tvillingehøjtiderne, der hjælper den enkelte med at sætte ambitioner for livet og sikre fremgang for menneskene.

Mange sikher tager i gurdwara (sikh-templet) på vaisakhi, dagen for det nye år, og enkelte vælger at blive døbt og derved tiltræde khalsa-broderskabet på årets første dag. Foto: Wikicommons