Vassulas bedrøvelige væbnere

Niels Christian Hvidts og Iben Thranholms opbakning af Vasula Rydén er til stor skade for den mellemkirkelige samtale. Kommentar af ortodoks præst Poul Sebbelov

Niels Christian Hvidt er i sandhed en vanskelig mand at debattere med. Jeg havde sidst i maj et indlæg på religion.dk. Det var foranlediget af Hvidts omtale af Vassula Rydén i en nyligt udgivet bog om kristen profeti. Jeg viser i min tekst, at Vassula Rydén kun af navn er ortodoks kristen. I hele sin praksis og i sine profetiske skrifter forholder hun sig alene til Den romersk-katolske Kirke; og derfor nærmer det sig falskneri, når Hvidt konsekvent omtaler Rydén som den græsk-ortodokse kvinde.

Først meddelte Hvidt, at han slet ikke ønskede at forholde sig til mit indlæg. Nogle dage senere kom der så alligevel et svar, som beskylder mig for at drage groft manipulerende fejlslutninger, og som mere end antyder, at jeg skulle have en helt privat (i hans udlægning) og derfor tvivlsom forståelse af troen i Den Ortodokse Kirke, hvor jeg virker som præst. Man aner, at Hvidt udi egen indbildning nok bedre forstår sig på den ortodokse lære.

For nylig, den 7. juli, kan man så på religion.dk læse endnu et indlæg angående Rydén. Denne gang har Hvidt allieret sig med en anden romersk katolsk teolog, Iben Thranholm; og de to forsøger i fællesskab at argumentere imod min analyse af Rydéns kirkelige tilhørsforhold. Det gør de ved at give en ufuldstændig og dertil stærkt fordrejet fremstilling af min argumentation og så vende sig imod deres eget misfoster. De to forsøger med andre ord det gamle nummer med at tilskrive modstanderen holdninger, han ikke har, og derefter nedgøre ham på det falske grundlag. På den baggrund kan man undre sig over, hvad Hvidt og Thranholm mener, når de til sidst i deres indlæg peger på, at de kender og tager udgangspunkt i den eneste ansvarlige indstilling til debatten.

For det første: Jeg har aldrig angrebet Vassula Rydén for at tale for enhed med Den Katolske Kirke, sådan som Hvidt og Thranholm skriver. Jeg håber og beder tværtimod, sammen med flertallet af ortodokse kristne, selv til at kirkens enhed, omfattende alle kristne, må kunne blive virkelighed, sådan som det er Guds vilje. Vilkårene for kirkelig enhed må imidlertid være til stede. Grundlaget for enhed er vanskeligt at definere, men det er vist kun romersk-katolske teologer, der mener, at det udgøres af alles betingelsesløse overgivelse til romerkirken og pavemagten.

For det andet: Jeg har ikke angrebet Vassula Rydén for at mene, at paven kan have en væsentlig rolle i forbindelse med den kirkelige enhed. Naturligvis har paven en væsentlig rolle som leder for de romersk-katolske kristne i samtaler og forhandlinger med Den Ortodokse Kirke og andre kristne. Dét, jeg kritiserer Rydén for, er hendes ureflekterede antagelse af det rent romersk-katolske synspunkt, at paven er kirkens grundvold, sådan som det fremgår af hendes bog Sandt liv i Gud.

Den Ortodokse Kirke har ikke samme forståelse af den kirkelige autoritet, som man har i Rom. Den ortodokse opfattelse af den apostolske nåde og myndighed er, at den tildeles ligeligt til alle kirkens biskopper; og ortodokse kristne har ikke mulighed for at anerkende den romerske forståelse af Peters særlige embede. Er man ortodoks kristen, kan man derfor ikke gøre sig til talsmand for overgivelse til den romerske pavemagt, sådan som Vassula Rydén gør.

For det tredje: Jeg har ikke, som Hvidt og Thranholm får det til at lyde som om, hævdet, at nogen skulle være automatisk udelukkede fra den ortodokse tro, fordi de principielt anerkender den romerske biskops fortrinsstilling. Det gør de allerfleste ortodokse kristne; og derfor kan det forekomme lidt komisk, når Hvidt og Thranholm triumferende, som havde de overrumplet fjenden, nævner en række prominente ortodokse teologer, for eksempel Johannes Zizioulas, som accepterer, at Rom har en særstilling.

Mærkeligt nok glemmer Niels Christian Hvidt og Iben Thranholm imidlertid at kvalificere den ortodokse forståelse af Roms stilling. Det forholder sig som følger: Den Ortodokse Kirke ville principielt kunne anerkende Roms biskop som den første blandt ligemænd, forudsat at den romerske kirke ville give afkald på de mange læremæssige ændringer og tilføjelser, den helt på egen hånd har foretaget siden år 1054, først og fremmest det bizarre krav om, at paven skulle være Kristi personlige og ufejlbarlige stedfortræder på jord. Den lære er helt uantagelig for ortodoks tro, og dén, der offentligt gør sig til talsmand for en sådan troslære, er ikke ortodoks kristen.

På denne baggrund er det stærkt misvisende, når Hvidt og Thranholm hævder, at Vassula gør ikke andet end dette (nemlig taler for kirkelig enhed med paven i en væsentlig rolle); for Vassyla Rydén er, som vist i tidligere indlæg, og som det klart fremgår af hendes profetier, i ét og alt romersk-katolsk i sin praksis. Hendes referenceramme fremstår som rent romersk-katolsk; og i det omfang hun søger anerkendelse for sit virke hos kirkelige autoriteter, gør hun det i romersk regi (troslærekongregationen) og ikke i Den Ortodokse Kirke. Ortodokse troende, derimod, fremlægger naturligvis erfaringer og tanker, de ønsker kirkeligt godkendt, for hierarkiet i deres egen kirke.

For det fjerde: Hvidt og Thranholm hævder, at min oplysning om, at Vassula Rydén skulle være udelukket fra Den Græske Ortodokse Kirke mangler sagligt grundlag. Jeg medgiver, at jeg har fået oplysningen på anden hånd. Når jeg alligevel valgte at medtage den, er det fordi, jeg finder det stærkt sandsynligt, at ortodokse, kirkelige myndigheder stiller sig kritisk til Rydéns misbrug af den Ortodokse Kirkes navn.

Hvidt og Thranholm imødegår min andenhåndsinformation ved en ubestemt henvisning til, at de har forhørt sig hos nogle grækere med kendskab til Vassula Rydéns profil i landet. Om det så er en bedre dokumentation end min, får være et åbent spørgsmål.

Til sidst: Mod slutningen af deres indlæg skriver teolog Niels Christian Hvidt og kommunikationschef for Den Romersk-Katolske Kirke, Iben Thranholm, besværgende, at det står fast ... at budskabet er sundt, som var der tale om en uigendrivelig kendsgerning. Mange mener imidlertid, at den selvbestaltede profets budskab snarere er stærkt usundt og hysterisk. Vassula Rydéns optagethed af silende blod og udpenslet lidelse er fremmed for ortodoks tro og for Den Ortodokse Kirkes hele åndelige liv, som er præget af en ædruelighed, der befinder sig milevidt fra Rydéns profetier. Også af den grund er Vassulas tilknytning til Den Ortodokse Kirke samt dens liv og tro mere end tvivlsom.

Vassula Rydéns selvbestaltede profetvirksomhed, Niels Christian Hvidts kritikløse promovering og evige pukken på Rydéns ortodokse herkomst samt Iben Thranholm officielle blåstempling heraf på vegne af Den Romersk-Katolske Kirke er alt sammen til stor skade for den mellemkirkelige samtale.

Poul Sebbelov er ortodoks præst