Vejret i Norden og Grønland var afhængig af lunefulde guder og balancen mellem kaos og orden

Før kristendommens indtog i Norden og i Grønland spillede vejrets kraft, magt og uforudsigelighed en central rolle i verdensbilledet. Dette kan både ses i den nordiske mytologi og i tidligere inuit-tro

Vejret er i dag det oftest ufarlige samtaleemne, hvor vi kan få lov til at brokke os over den våde cykeltur på arbejde eller den lidt for blæsende tur til stranden. I Danmark virker vejret dog sjældent til at blive så slemt, at korrekt påklædning og god timing ikke kan hjælpe os igennem det værste.

Vi har ikke kontrol over vejrets mange luner, og dem, der er blevet fanget i et skybrud med sommerskjorte på, vil intuitivt kunne relatere til Mark Twains beskrivelse af det ustadige vejr i New England som et produkt af ”vejrguds-lærlinge, der øver sig i at mestre alle vejrtyper.”

Det er ikke svært at forestille sig, at vejret, i en tid før elvarme, vejrudsigter og videnskabelige forklaringer, har indgydt både frygt og respekt hos folk, og derfor også er blevet forbundet med guddomme og ånder. I Norden har vejret haft stor betydning for både vikinger og ældre stammesamfund, hvis levevis var afhængig af vinden over havene og levevilkårene for naturens vilde dyr.

Kaos og kosmos i nordisk mytologi
Tanken om vejret som lunefuldt er ikke en ny idé. Faktisk spiller vejret en central rolle i mange gamle religioner, da det blev koblet til guddommelig aktivitet. Sophie Bønding, som forsker i før-kristen nordisk religion på Aarhus Universitet, mener, at nordboerne, altså befolkningen i Norge, Sverige, Danmark, Færøerne og Island, som levede, før kristendommen for alvor gjorde indtog i 900- og 1000-tallet, har haft et verdensbillede, hvor forestillingen om orden og uorden - kosmos og kaos - var helt centrale.

”Guder og jætter er de to primære grupper af væsener i nordisk mytologi. Jætterne er dem, som i mytologien skaber kaos i verden, mens guderne er dem, der opretholder den gode orden. Det er derfor op til guderne at genoprette balance, hvis der havde været kaosskabende jætter på færde,” forklarer Sophie Bønding.

Ifølge Sophie Bønding er sammenhængen mellem Thor og torden et eksempel på, at gudernes aktiviteter påvirkede vejret. Enkelte kilder knytter Thor til torden og antyder, at torden skyldes, at Thor kører hen over himlen i sin vogn, når han er på vej ud for at bekæmpe jætter.

”Én af vores kildetekster siger, at Thor bestemte over vejret og afgrøder, og at man ofrede til ham for at afværge hungersnød og sygdom. At Thor var forbundet med afgrøder, giver mening, hvis dårlig høst blev betragtet som resultat af, at der havde været jætter på spil. Så havde man brug for Thors hjælp til at holde jætternes kaos væk”, forklarer Sophie Bønding.

Hun understreger, at synet på Thor har varieret blandt forskellige folk i Norden, og at man derfor ikke kan sige, at alle nordboere havde samme forestillinger om Thor som tordengud.

Nordboerne kunne således ofre dyr og tilbede guderne i håb om, at de ville lytte og styre vejret til menneskenes fordel. Ifølge Sophie Bønding er de mest oplagte områder, hvor vejret har spillet en rolle i før-kristen nordisk religion, i forhold til høst, fiskeri og skibsfart.

Njord og Odin
Fordi nordboerne har været meget mere påvirket af vejret, end vi er i dag, var det naturligt at bede guderne om godt vejr både til dyrkning af jorden og til længere skibsfart. Det kunne inkludere forskellige guddomme:

”Vi har både Njord og Odin, som er knyttet til vejret. Når man har haft brug for at sikre godt vejr på skibsfart, lader det til, at man har kunnet henvende sig til Njord eller Odin,” fortæller Sophie Bønding.

Hvem man henvendte sig til afhang dog af formålet med ens sejlads og af, hvem man var. Da Njord i mytologien var specielt knyttet til hav og fiskeri og Odin til krig, henvendte man sig formentlig til dem alt efter, hvad ens ærinde var.

”Meget tyder på, at hvis man har skullet sikre sig rejser over havet eller i forbindelse med fiskeri, kunne man henvende sig til Njord, mens vi også har en del kilder, hvor krigere på havet henvender sig til Odin,” fortæller Sophie Bønding.

Der var således flere guder, som havde indflydelse på vejret, og man kunne henvende sig til den gud, som havde ens interesse for øje. Nordboere henvendte sig blandt andet til guderne gennem dyreofringer.

Ulogiske verdensbilleder
Ifølge Sophie Bønding bliver der i nordisk mytologi ikke altid taget hensyn til logik, og der kan derfor findes mange modsætninger i mytologien.

”Nordboerne har jo ikke haft samme videnskabelige tilgang til verden som vi har i dag, så i det hele taget har de opfattet deres verden som påvirket af mange forskellige kræfter, som derfor har formet deres livsvilkår,” fortæller Sophie Bønding. Hun uddyber at myterne både fungerede som fortællinger fra en anden verden, men også som bearbejdelse af menneskelige konflikter og kamp for overlevelse, hvor vejret spillede en stor rolle.

Samme mangel på sammenhæng gælder for gammel inuit-tro, hvor myterne ikke nødvendigvis stemmer overens med et logisk verdensbillede. Dette var dog ikke et problem for inuitter, da oplevelsen af naturen og vejret gennem sanserne i samspil med fortællinger om menneskets natur, var nok til at forstå verden omkring dem.

Det er dog, ifølge Sophie Bønding, ikke lige til at sammenligne inuit-tro og før-kristen nordisk religion, da samfundstypen var en helt anden:

”Inuitterne er fra et jæger/samler-samfund i modsætning til nordboerne, som har levet i et bondesamfund, hvor hierarki har spillet en stor rolle. Derfor må vi forvente, at mytologierne har været meget forskellige,” fortæller hun.

Et verdensbillede af modsætninger
Det er dog ikke kun i nordisk mytologi, at idéen om orden og uorden har haft stor betydning for verdensbilledet. I de gamle inuitsamfund i Grønland, Canada og Alaska kom det blandt andet til udtryk gennem forestillinger om balance.

Ifølge nyere forskning af inuit-tro under udarbejdelse af Birgitte Sonne, lektor emerita, fremhæves verdensbilledets modsætninger: Land versus hav, mand versus kvinde, kulde versus varme og denne verden versus den anden verden. Altså modsætninger hvor modparterne skulle holdes i balance.

Den synlige verden for menneskene hed og hedder stadig Sila, mens den usynlige åndeverden blev kaldt for Silam Aappaa. Silam Aappaa kan direkte oversættes til ”den anden Sila af et par”. Det blev set af grønlænderne som en verden parallel med Sila, der var adskilt gennem sin usynlighed og sit anderledes sprog taartaq (”mørkets sprog”). Det var ikke kun ét sted men forskellige områder, hvor ånder, døde og dyrs menneskelige skikkelser havde hjemme. Som helhed bestod der dog en gensidig afhængighed mellem de to verdener, ligesom afhængigheden mellem et par. Specielt fordi ånderne også levede i Sila i form af andre skikkelser. Der var adgang til både himmel- og underverdenen via stranden, da det var denne og den anden verdens midtpunkt.

Inuitterne så sig ansvarlige for at opretholde balancen i den uundgåelige relation mellem mennesker, der lever af dyr, og den anden verdens væsner ved at overholde tabuer og ritualer. Ordet inuit er en flertalsform af ordet inuk, som betyder ”menneske”. Allanat, som er betegnelsen for fremmede og ikke-rigtige-mennesker, viser sig nemlig i Sila som dyr, planter eller sten, hvis forskellige former for liv man måtte forholde sig til.

Vejret blev således ikke mestret af guder som i nordisk mytologi, men blev set som besjælet i tidligere inuit-tro, og kunne derfor i prekære situationer påvirkes mest effektivt gennem angakokkers (åndemaneres) kontakt til den anden verden, hvor de ikke-menneskelige ånder hørte til.

Månemanden, Havkvinden og det store spædbarn
Hos inuitterne i Canada havde vinden også en personificering i form af et kæmpe spædbarn, kaldet Naarjuk. Naarjuk var uforudsigelig, som spædbørn er, og han kunne en skønne dag reagere med at vælte himmelstøtten omkuld, så verden ville kollapse.

Denne frygt for at vinden skulle ødelægge kosmos, var en del af hverdagen hos inuitterne, hvor man brugte sanserne og sin sila, som også er ordet for forstand, til at forstå verden. Inuitterne stræbte derfor efter altid at være opmærksomme, sanse og forstå de mindste forandringer for at kunne reagere rigtigt på dem.

Da storme i Grønland kunne volde stor skade, enten i form af kæmpebølger, der slugte huse, både og kajakker, eller som en kold indlandsvind, der raserede alt, den passerede, var tabuer og ritualer yderst vigtige for inuitterne, ligesom et godt forhold til fangstdyrene og deres ophav var altafgørende.

Inuitterne i det arktiske Canada flyttede deres hytter ud på havisen om vinteren, hvor grunden var farlig at bygge på, da pludselige strømføringer og orkaner kunne rive isen op. Derfor var Havkvinden (også kaldet Havets Moder) en meget fremtrædende skikkelse i Canada men også i Grønland. I Canada havde man dog strengere tabuer, der sørgede for at holde ting relateret til hav og land adskilt. Man skulle for eksempel sy tøj af rensdyrskind færdigt på land, inden man rykkede ud på havisen.

Frygten for vejret kom også til udtryk i Øst- og Sydgrønland, hvor jordskælv og torden blev forbundet med Månemanden, som kunne komme ned for at smadre fælleshuset, hvis man havde begået tabubrud, for eksempel ved fødsel eller menstruation.

Angakokkerne spillede en vigtig rolle i sikringen af, at der ikke blev begået tabubrud. Men hverdagsritualer – som for eksempel at vente et bestemt antal dage med at spise en nedlagt storsæl – var fælles for alle at overholde. På den måde var alle derfor medansvarlige for at opretholde balance i verden og for ikke at bringe ulykke over både dyr og mennesker.