Den jødiske kalender og tidsregning
Ifølge den jødiske kalender er vi nu i slutningen af år 5000. Men hvordan hænger det sammen? Hvad er den jødiske tidsregning?
Tidsberegning er en stor del af alle monoteistiske religioner, da årets højtider og dertilhørende ritualer er tidsbestemte, og det er derfor nødvendigt, at der eksisterer en kollektiv forståelse af tid. I Danmark benytter vi som bekendt den kristne tidsregning og kalender, som er den mest udbredte i verden og som tager udgangspunkt i det antagne år for Jesu fødsel. Det er denne model, der i dag kendes som den gregorianske kalender.
Mens den gregorianske tidsregning har Jesu fødsel som målestok, benytter den jødiske tidsregning Guds skabelse af universet som målestok. Idéen er, at man tager del i opretholdelsen af kosmos og det guddommelige tidsmønster ved at følge denne tidopfattelse. I den jødiske tradition knytter optællingen af månederne sig til derfor rosh ha-shanah, som markerer verdens skabelse og anses som det jødiske nytår.
Den jødiske månekalender
Den gregorianske tidsregning følger jordens kredsløb om solen, mens den jødiske tidsregning er baseret på månens kredsløb om jorden. Månen er 29 dage, 12 timer og 44 minutter om at nå rundt om jorden og med 12 måneder af denne længde, vil der være en forskel på 11 dage i forhold til solåret. Det er derfor nødvendigt at justere kalenderen således, at højtider, der falder på bestemte datoer, ikke forskydes over tid. Forskellen udlignes derfor ved, at der tilføjes en 13. måned mellem hvert andet eller tredje år.
Forårsmånederne kaldes nisan, ijar og sivan, sommermånederne tamuz, av og elul, efterårsmånederne tishri, marcheshvan og kislev og vintermånederen tevet, shvat og adar. I de år hvor den ekstra måned indføres, bliver den tilføjet efter adar og kaldes adar sheni, som betyder ”den anden adar”.
Hver måned påbegyndes ved nymåne, hvor den første dag i den nye måned kaldes rosh chodesh, nymånedsdagen.
Døgnet og ugen
I den jødiske kalender regnes en ny dag fra solnedgang til solnedgang, og dermed påbegyndes et nyt døgn om aftenen og altså ikke ved solopgang, som ellers er en velkendt markør for en ny dags begyndelse. Det jødiske døgn har bibelsk forankring, da princippet om, at et døgn regnes fra solnedgang til solnedgang, stammer fra ordene ”det blev aften og det blev morgen” som findes i Første Mosebog.
Mange steder i verden regnes mandag for ugens første dag, men den jødiske uge begynder lørdag aften. Derefter betegnes dagene i henhold til det nummer, dagen har i ugen. Søndag er derfor den første, mandag den anden og så fremdeles indtil fredag, som derfor er den syvende dag og den eneste dag der har et navn: shabbatdagen.
Hvilket år vi er i?
Der er en forskel på 3760 år mellem den gregorianske og den jødiske tidsregning. Til trods for de mange års forskel mellem kalenderne, vil datoerne faktisk mødes hvert 19. år, da den jødiske kalender er forskudt af den gregorianske i en cyklus på 19 år.