I Japan går shinto og buddhisme hånd i hånd

Ved de kristnes fejring af påsken i år i Indonesien satte myndighederne store politistyrker ind for at beskytte kirkerne og menighederne, her den store katedral i hovedstaden, Jakarta. Men generelt er det kristne mindretal af den opfattelse, at regeringen ikke gør nok for at beskytte de kristne mod islamisk vold. Foto: Brian Brake

I Japan er religion mere en rituel praksis end en tro, og måske derfor går den oprindelige shinto-religion hånd i hånd med buddhismen på en måde, som virker overraskende på de fleste danskere, fortæller ekspert i japansk religion

Tallene taler deres klare, men umiddelbart utrolige sprog: Der er flere religiøse japanere end japanere i Japan. Kan det passe? Nej, sagen er, at når der spørges til deres tro, anfører mange japanere sig selv om tilhængere af både shinto og buddhisme, de to største religioner i øriget øst for det eurasiske kontinent. Det tegner umiddelbart et billede af et meget religiøst funderet samfund:

Ser man på befolkningens religiøse tilhørsforhold i dét perspektiv, viser de et land med utroligt meget religion. Spørger man ind til japanernes religiøse tilhørsforhold på en anden måde, vil man opdage, at det er et land med utroligt lidt religion, siger Jørn Borup spidsfindigt.

LÆS OGSÅ: 7 eksempler på blanding af religioner

Han er lektor i religionsvidenskab ved Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet. Japansk religion, buddhisme og religionsmøder er hans speciale, og han har netop udgivet bogen "Japansk religion".

En shinto-port er åbningen til et buddhistisk tempel
Netop Japans religiøse forhold kan virke som en gåde for en dansk turist, når man klistret til sin guidebog forsøger at finde ud af, hvilken religion en helligdom er bygget til. For det er ikke ualmindeligt, at en shinto-port elegant fører ind til et buddhistisk tempel. Eller at den buddhistiske tempelplads er prydet med små shinto-helligdomme. Og man skal ikke være flov over ikke helt at kunne skelne de religiøse steder fra hinanden. For ifølge Jørn Borup kan japanerne også selv blive forvirrede:

Jeg har set mange japanere vende sig om og bukke og klappe i et buddhistisk tempel selvom dét ritual hører shinto-religionen til, siger han.

LÆS OGSÅ: Synkretisme

Den almindelige japaner kalder sig uden problemer både shinto og buddhist. Og selvom seks ud af ti japanere i dag betegner sig selv som uden interesse i religion besøger de fleste shinto-templerne ved nytår, som skikken foreskriver. Ligesom mange danskere også går i kirke til jul. Men der er en forskel på vores og den japanske religionsopfattelse, forklarer Jørn Borup:

I Vesten forstår vi religion som noget med at tro på noget. Men det at tro på noget bestemt spiller generelt en meget lille rolle i ikke-monoteistiske religioner, og sådan er det også i Japan. De fleste japanere praktiserer religionen i højere grad, end de tror. Religion handler mere om ritualer og kultur end den lægger sig op af læsning af hellige skrifter, som vi går op i herhjemme.

Ifølge Jørn Borup har det i japansk og øvrig østasiatisk kultur været særligt uproblematisk for polyteisme og for flere religioner at eksistere side om side. Shinto er den religion, vi i dag kalder landets oprindelige, og som i sin tidlige form mest mindede om lokale kultdyrkelser. Her dyrkede japanerne deres kami eller guder i en såkaldt kami-kult.

I løbet af det 6. århundrede vandt buddhismen frem sammen med øvrig kulturel indflydelse fra Kina og udviklede sig især som elitens religion. Samtidigt fik også kongfuzianismen, en kinesisk filosofi eller morallære, stor indflydelse på den østasiatiske religion. Skellet mellem moralsk filosofi og religiøs praksis er derfor ikke givet i japansk kultur. Navnet på religion i Japan er shukyo, som direkte oversat betyder sektlære. Begrebet blev opfundet til lejligheden, da kontakten med europæiske handelsrejsende begyndte i 1500-tallet. Pludselig blev det nødvendigt at forklare, hvad praksisserne gik ud på.

Kristendommens indflydelse
Samtidigt gjorde kristendommen i form af vestlige missionærer sit indtog. Men de japanske magthavere så ikke med milde øjne på denne religion, der på en helt anden måde end både buddhisme og de lokale kultdyrkelser tilbød de troende og munkene en alternativ samfundsorden:

Kristendommen blev undertrykt og forbudt, fordi man mente den var farlig. Typisk afviste den at leve side om side med andre religioner og krævede tilbedelse af én Gud. Shinto-religionen og shogunen, landets militære hersker, havde ingen plads i det interne hierarki, som var ekskluderende for det verdslige samfund, fortæller Jørn Borup.

LÆS OGSÅ:Når to religioner smelter sammen

For at komme kristendommen til livs gjorde man buddhisme til en slags forlængelse af staten. Alle japanere skulle indregistreres som tilhørende et buddhistisk tempel, og munkene registrerede alle borgeres fødsel, ægteskab, rejser og død. Buddhismen blev en magtinstitution, men blev samtidigt lagt for had af befolkningen som statens håndlanger. Det betød forfølgelser af munke og nedbrændinger af klostre under og efter den japanske revolution i 1868.

Men paradigmeskiftet betød også religionsfrihed og trak protestantiske missionærer over til landet. Den kristne tro appellerede dengang mest til eliten, fordi den, modsat de lokale kult-dyrkelser, ikke var en familiereligion, men fokuserede på individet, fortæller Jørn Borup:

Kristendommen spillede en stor rolle for samtidens individualiseringsproces i Japan og for opbygningen af uddannelsesinstitutioner og sociale love. Kristne universiteter skød op rundt om i de større byer.

I dag ses kristendommens rolle i det japanske samfund derfor mere i den kulturelle end i den religiøse udvikling, ligesom den vestlige moralfilosofi efter 2. Verdenskrig har fået større indflydelse.

Buddhismen i krise
Japanske borgere tilhører i dag stadig officielt et tempel. Tilhørsforholdet bliver især aktuelt ved afslutningen af livet. For det er først her, at mange japanere finder ud af, hvor deres familiemedlemmer reelt er indskrevet som borgere:

Der er en religiøs arbejdsdeling mellem de to religioner: Shinto-helligdommene er der, hvor japanerne tager hen, når de skal navngive et barn og feste for sønnens eller datterens fremtid, når et par skal giftes eller når shinto-kamierne, som eksempelvis solgudinden Amaterasu, fejres. Buddhismen står for kontakten til forfædrene og tager sig primært af døden og begravelser, fortæller Jørn Borup.

Måske en lidt kedelig arbejdsdeling for buddhismen, som da også befinder sig i lidt af en krise i dag. Selvom religionen ikke længere anses for en magtreligion og i løbet af 1900-tallet- især efter 2. Verdenskrig igen voksede blandt den brede befolkning, er det også i Japan nye tider for den folkelige religiøsitet fortæller Jørn Borup:

Mange japanere forstår ikke sig selv som buddhister, og mange buddhistiske templer ligger øde hen. Interessant nok mangler man at få buddhismen boostet som en smart religion, ligesom den er blevet det herhjemme, fortæller lektoren.

Antallet af buddhister er dog ikke ligefrem faldet siden 1994, hvor også omtrent 90 mio. kaldte sig tilhængere. Men mange nye religioner er på vej ind og får større og større betydning blandt især de unge japanere, fortæller Jørn Borup.

Og mens de nye religioner er dynamiske og forstår at engagere deres medlemmer, anklager de traditionelle religioner de nye bevægelser som spiritualitet og new age for at være overfladiske. Konflikten er genkendelig fra konkurrencen mellem den traditionelle kristendom og spirituelle religioner herhjemme, men interessant i Japan, fordi traditionen ellers har tilladt flere religioner side om side.

Jørn Borup har sammen med Esben Andreasen netop udgivet bogen "Japansk religion". Du kan læse mere om bogen her.

Tilhængere af Portugal Socialdemokrater (PSD) jubler på et hotel i Lisabon, da de første resultater af valget løber ind. Foto: J Marshall

Andre læser lige nu