Kirken på Island gav plads til huldufólk og hestekød

I øjeblikket rydder de modstanderne af vejen med en fodbold ved EM i Frankrig. Men hvilken kultur har formet islændingene? Bliv klogere på religion og litterær kultur i Island her

Artiklen blev første gang bragt i august 2013

Landskabet er bakket, ufrodigt og præget af imponerende vulkaner og skoldhede geisere. Naturen er helt forskellig fra den danske, men den islandske tilgang til religion ligner i øjenfaldende grad vores.

Mange islændinge er medlemmer af den lutheranske, islandske folkekirke, men ligesom herhjemme er kirken især et rum for begravelser, barnedåb, bryllupper og julegudstjenester.

Ude på landet bruger man i lidt højere grad end i Danmark kirken som samlingspunkt for fællesskaber, men ellers dyrkes kristendommen slet ikke på den måde, vi eksempelvis kender det fra Færøerne.

Alligevel er der stadig elementer tilbage af fortidens lange fletning mellem kristen tro og folketro. Det fortæller Adriënne Heijnen, Ph.D. ved Aarhus Universitet og ekspert i islandsk religion og kultur:

"Mange islændinge har en stærk tro på, at livet fortsætter efter døden. Her ser vi en kulturforskel i forhold til Danmark, for på Island er troen på et efterliv langt stærkere." 

Den hedenske arv
Kontakten til de afdøde har, ligesom landets tradition for at tyde drømme, en stærk kontinuitet og kobler folketroens stærke, historiske rødder sammen med kristendommen. Det betyder, at kirkegårde og gravsteder er af stor betydning i Island:

"I det landbrugsområde i Sydisland, hvor jeg har lavet en del af min forskning, inviterede den gamle præst til møder, hvor folk kunne komme i kontakt med deres afdøde. Kontakten var samtidig en måde at bearbejde sorg på", fortæller Adriënne Heijnen.

Island har, som de øvrige nordiske lande, en fortid med de nordiske guder. Men kristningen af vulkanøen er foregået på en lidt anden måde, end vi har set andre steder. Kristnitaka (antagelse af kristendommen) skete i år 1000 (nogle kilder siger år 999), da det islandske folketing, Altinget, antog kristendommen som vulkanøens officielle religion. Det var ikke en beslutning, der nødvendigvis blev taget med åndelig overbevisning.

Island var på det tidspunkt en slags fristat under den norske trone, og den stærkt kristne norske kong Olav Tryggvason forsøgte af flere omgange at omvende den hedenske befolkning på vulkanøen. Men det endte hver gang med drab og med, at en del af den islandske befolkning fastholdt deres tro på Odin og Thor. Til sidst demonstrerede den norske konge sin magt på en yderst moderne måde: han lukkede for handelsforbindelser til Island, hvis landet ikke lod sig kristne.

En pragmatisk kristning
Missionsforsøgene havde ført til indre stridigheder mellem dem, der stadig dyrkede de gamle ritualer og dem, der tog kristendommen til sig, og i 1000 var den årlige samling på Altinget ved at udvikle sig til en reel religionskamp.

Islands lovsigemand, som memorerede loven og fremsagde den på Altinget, var hedensk præst, men accepteret af både de kristne og de asetro for sin visdom og sin moderate tilgang til religion. Han blev derfor udvalgt til at træffe beslutningen om, hvilken religion, landet skulle bekende sig til. Sagnet fortæller, at lovsigemanden trak sig tilbage, og lagde sig ned med sin kappe over hovedet uden at tale et eneste ord hele natten:

"Jeg gætter på, at han forsøgte han at få indsigt gennem sine drømme. Næste morgen havde han taget beslutningen. For at sikre freden blev Island et kristent land", siger Adriënne Heijnen.

Alle øens beboere blev herefter døbt i Jesu Kristi navn. Men det var langt fra slutningen på hedenske ritualer som udsættelse af spædbørn og spisning af hestekød, som var en rituel spise, men som kristendommen forbød i det øvrige Norden:

"Kristningen af Island var en pragmatisk kristning. Det var stadig tilladt at udføre de gamle ritualer som ofringer til de hedenske guder, hvis blot man ordnede det inden for sit private hjems fire vægge. Blev man grebet i at ofre andre steder, vankede der strenge straffe," forklarer Adriënne Heijnen.

Fordi Island lå så isoleret, mindskedes kontakten til omverdenen i løbet af de næste århundreder. Det betød, at kirken aldrig blev så stærkt institutionaliseret i Island, som den blev i de øvrige nordiske lande. Vulkanøens befolkning kunne gøre som de ville, så længe de var hjemme og det holdt liv i folketroen, som både levede side om side med kristendommen og i nogle tilfælde også blandedes ind i den.

I de gamle folkefortællinger, som blev skrevet ned i 1800-tallet, er kristne temaer eksempelvis blandet ind i historier om huldufólket, en slags elverfolk, der bor i sten, bakker og klipper, og som man havde stor respekt for. Præster fik i fortællingerne ofte rollen som dem, der kunne kurere folk efter et ulykkeligt møde med huldufólk. Den fortolkning kender vi også herhjemme fra eksempelvis sangen om Agnete og Havmanden, der må opgive sin magt, da han træder ind i kirkerummet.

"Selvom det senere blev helt forbudt at dyrke de gamle trosretninger, opretholdt kirken på Island generelt forståelsen af, at kristendommen kunne leve side om side med de oprindelige kulte," siger Adriënne Heijnen, som ud over kirkens tolerance fremhæver litteraturen som en anden væsentlig forklaring på, at den islandske folketro levede så stærkt side om side med kristendommen:

"Skriften betød alt. Island havde tidligt, allerede omkring år 1300, en stærk skriftkultur, og mange helt almindelige mennesker som bønder og fiskere kunne læse og nogle også skrive. Skrevne ord betyder, at det er lettere at holde fast i traditionerne. For selvom folkefortællingerne om eksempelvis huldufólket indtil 1800-tallet kun var en del af en mundtlig kultur, optræder trosforestillingerne er også i de islandske sagaer," forklarer Adriënne Heijnen.

Kirken vender sig fra folketroen
Den stærke litterære kultur betød også, at islændingene blev vant til at leve med forståelse for forskellige trosforestillinger. Huldufólket har sat sig spor helt op i det moderne Island, hvor sten, der ikke er flyttet fra ellers oplagte steder vidner om, at respekten for de mytiske naturfolk i hvert fald har været til stede op i det 20. århundrede.

Da jeg var på Island for 10 år siden, boede jeg i en periode ude på landet. Her talte jeg med flere, der fortalte, at der levede folk i klipperne og at de havde hørt deres stemmer udenfor, fortæller Adriënne Heijnen.
Men folketroen har ikke overlevet upåvirket. Man finder især huldufólkoplevelser blandt folk, som har en større interesse for det nyreligiøse eksempelvis New Age-bevægelser:

Allerede i begyndelsen af 1900-tallet så Island en stærk spiritistisk bevægelse, som passede godt ind i de gamle trosforestillinger. Resultatet var, at man eksempelvis på bedste moderne vis bedrev videnskabelig forskning for at bevise, at huldufólket virkelig eksisterede, siger Adriënne Heijnen.

Repræsentanter fra den islandske folkekirke var involveret i den tidlige fase af spiritisme, og da bevægelserne samtidigt byggede videre på elementer af den islandske folketro, blev også den styrket med kirkens accept. Frem til for omkring 20 år siden var Islands kristendom således præget af en stærkere pluralisme og inkorporerede elementer fra ikke kristelige trosforestillinger og spiritisme. Men i dag har udviklingen taget en anden drejning:

"Afstanden mellem blandingsformerne og statskirken er blevet større, fordi folkekirken i Island har snævret sig ind," siger Adriënne Heijnen og forklarer:

"Tendensen er, at den yngre generation af teologistuderende og præster tolker Bibelens ord mere bogstaveligt. De sørger for at holde fokus på de kristne ritualer og ikke de ritualer, der er skabt i kombination mellem folketroen og kristendommen. Hun mener, at folkekirkens mindre rummelige forhold til den traditionelle folketro og de nyere, spiritistiske bevægelser kan have haft betydning for, at de fleste islændinge i dag kun bruger kirken til overgangsritualerne i deres liv."

Adriënne Heijnen har skrevet bogen "The Social Life of Dreams. A Thousand Years of Negotiated Meanings in Iceland", som udkommer på engelsk ved LIT Verlag i Berlin. Bogen beskriver den religiøse mangfoldighed i det islandske samfund gennem tusind år. Omdrejningspunkter er drømmenes rolle i den islandske dagligdag, hvor børn f.eks. navngives ved at afdøde viser sig i drømme.