Rejsedagbog: På road trip i Europa med sorg i bagagen

Vi har alle hvert vores bjerg at bestige - men hvorfor så følges ad?

Uzma Ahmed ved Drei Zinnen, der er en del af bjergkæden Dolomitterne i Norditalien. Foto: Privatfoto

Uzma Ahmed har begivet sig ud på en to uger lang rejse med en gruppe mennesker, hun ikke kender, for at bearbejde sin fars død. Denne dagbogsserie i tre afsnit kaster lys over hendes refleksioner undervejs samt de udfordringer, det kan indebære, når man både er muslim, brun og på udebane

Jeg har været i krise og tog mig selv i at tjekke billetten hjem fra Milano på dag 5. Vi havde en hård dag med 13 timers kørsel gennem det smukkeste bjerglandskab. Men jeg har højdeskræk, og det sluger en del energi at tøjle det. Samtidig føler jeg, at bjergene er så intimiderende i deres upåvirkelige tilstand. De er så umådeligt store og urokkelige, og jeg er bare et ubetydeligt sandkorn i tiden.

Diskussionen kører inde i mit hoved. Har jeg overhovedet fortjent det her? Har jeg ikke for travlt? Burde jeg ikke bruge tid på at finde et job? Tankerne drejer med hjulene på minibussen, op og rundt af de små kringlede veje. Jeg bliver usikker og mør. For hvad laver jeg i det her sociale eksperiment, hvor vi accelererer hastigt ind mod hinandens kerner. Kolliderer vi? Eller slipper vi med skrækken? Eller letter vi, fordi vi giver hinanden vinger?

Som muslim i Europa er det svært at finde helligdomme dedikerede til islam, for selvom jeg betaler skat, og mine forældre har gjort det samme i mere end et halvt århundrede, kan jeg ikke gå ind i et muslimsk medborgerhus med mit sygesikringskort som nøgle. Det drømmer jeg om. Løsningen er derfor at finde glæde i at benytte mig af Guds hus, hvor end jeg møder det. Jeg beder ved de små åbne kirker, vi kommer forbi i bjergene, og jeg har bemærket at nogle af de andre i gruppen deler min opfattelse og gør det samme.

Vores gruppe har nu været fysisk sammen i mange døgn nu, både i naturen, i minibus og på fælles sovesal. Jeg deler tøjvask og morgenrutiner med mennesker, som jeg knap kender. Det er hyggeligt men rykker også mine grænser, og det provokerer mig. For det vækker noget. Samtalerne rykker nemlig tættere på. Vi taler sammen om sorg over at miste, enten til døden, eller fordi deres kære har fundet anden kærlighed. Samtidig er vi ved at finde et nyt fællespejl, hvor vi genkender os i hinanden, men tør jeg vende mig om og se på det?

Naturen er også Guds hjem og får mig instinktivt til at bede. Da vi når en meget markant bjergformation, Drei Zinnen, som er en del af bjergkæden Dolomitterne, opdager jeg, at det også er et kristent refugium, hvor paven har været for at bede. Jeg ser en mand, som har tatoveret årstal på det bagerste af sit ben, der står 2020 på det ene. Han har også mistet en kær.

Det leder mine tanker tilbage til barndommens billeder. Jeg sidder på et gulvtæppe sammen med min far. Vi har købt træperler i Panduro i forskellige farver og størrelser, som vi trækker på en lang snor. Der er 1000 perler på min fars bedekrans.

Efterhånden som vandringen af bjerget kræver mere energi, beder jeg, som var det på min fars bedekrans. Jeg overgiver mig, for jeg har god tid til at bede 1000 bønner. Én for hver perle. Jeg beder for min far, mine kære, mine venner og mig selv. Med bønnerne bestiger jeg bjerget, også selvom jeg på de mest stejle steder kæmper med svimmelhed. Kan kun tænke ét skridt ad gangen.

På vej ned er jeg blevet lettere og mere ydmyg. Bjerget står der stadig, og jeg er taknemmelig for, at det holder mig i sin favn, samtidig med at det har ladet mig afreagere.

Som muslimsk kvinde er det svært at komme til Mekka, den ultimative pilgrimsfærd, uden følgeskab af en mand, som hun har en legitim relation til - det kan være kvindens far, bror eller ægtemand. Jeg har ikke længere en far og ingen mand. Og min bror har allerede været afsted. Med coronakrisen hængende over os tvivler jeg på, at det er noget, vi kommer til at gøre sammen. Men jeg forstår nu lidt af, hvad det må give for en følelse at overvinde sig selv og alle de anstrengelser, som pilgrimsvandringen medfører; som at bestige et bjerg. Det giver perspektiv.

Nok har jeg taget mine egne skridt, men jeg var ikke kommet hertil uden de andre. Én af os havde en plan om netop dét her stop, nogle andre sørgede for hotellet, andre kørte bussen, og andre var fælles om de samtaler, der foldede sig ud rundt om bjerget. Opmuntringerne ligger i, at vi skiftevis går forrest og giver læ eller rækker en hånd til hinanden og gør det muligt. Det er som om, at vi bliver mindre, og at det er helt i orden, at vi gør det. For vores egoer og gamle overlevelsesstrategier har stået i vejen for at overgive os til det vi skaber sammen. Måske et fællesskab?

Jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke har været den eneste, som har tjekket billetten hjem undervejs og fornemmer, at flere har været i samme sindstilstand. Heldigvis er vi alle sammen med på turen endnu. Kursen er sat mod mindre stejle skrænter, og stemningen er for at indtage resten af destinationerne. Der er justeret lidt, på grund af corona-nedlukninger og opjusteringer af sikkerheden. Det betyder, at vi har droppet Kroatien og sat kurs mod Budapest.

Som muslim i Europa er det svært at finde helligdomme, man kan bede ved. Derfor beder Uzma Ahmed i Guds hus, hvor end hun møder det - eksempelvis denne lille åbne kirke, hun og hendes rejsefæller kom forbi i bjergene. Foto: Privatfoto