10 berømte religiøse relikvier

Napolis skytshelgen San Gennaros blod bliver efter sigende flydende hvert år på årsdagen for hans død, d. 19. september. Heller ikke i år 2010 udeblev miraklet - her fremviser Napolis ærkebiskop en ampul med blodet for de mange fremmødte uden for byens katedral.

Jomfru Marias tunika, profeten Muhammeds skæg og Buddhas tand; det kan alt sammen ses i en sommerferie

Ikke overraskende finder man mange af de kendteste religiøse relikvier i det romersk-katolske Italien, hvor helgenkulturen er en vigtig bestanddel af religionsudøvelsen. Men også på Sri Lanka og i Georgien og Tyrkiet tilbeder man inden for helt andre religiøse traditioner efterladenskaber fra religiøse hovedpersoner. Amerikanske Time har samlet en liste over religiøse relikvier.

LÆS OGSÅ:Hvad er et relikvie?

1. Ligklædet i Torino
I Torino er et gulnet stykke stof med en længde på lidt over 4 meter i øjeblikket en af de bedst besøgte turistattraktioner. På stoffet er afbilledet en korsfæstet mand med sår, der ligner dem, Jesus havde. Ifølge en kulstof 14-test fra 1988 kan ligklædet dateres til perioden mellem 1260 og 1390, og det kan derfor ikke have været brugt til at svøbe om Jesu legeme for 2000 år siden. Testresultaterne til trods flokkes pilgrimme til for at få et glimt af ligklædet denne måned, hvor der for første gang i ti år er åbent for offentligheden.

LÆS OGSÅ:Mystisk ligklæde fascinerer millioner

2. San Gennaros blod
Hvert år samles indbyggerne i Napoli på årsdagen for den lokale helgen San Gennaros martyrium. De mødes ikke kun for at mindes San Gennaro, men for at opleve et mirakel: helgenens indtørrede blod bliver flydende. Det sker altid d. 19. september, og op til yderligere 18 gange om året. At videnskabsfolk stiller spørgsmålstegn ved miraklet, forhindrer ikke den årlige fejring. Mange mener, at det såkaldte blod-mirakel er med til at beskytte byen fra at lide overlast, blandt andet fra den nærliggende vulkan Vesuv. Denne forestilling er delvist blevet bekræftet ved, at byen har været udsat for megen dårligdom i de år, hvor blodet ikke blev flydende, såsom pest i 1527, jordskælv i 1980 og nederlag for byens fodboldhold.

3. Profeten Muhammeds skæg
I Topkapi-paladset i Istanbul kan man se profeten Muhammeds skæg, som efter sigende blev raget af hans ansigt af hans yndlingsbarber efter profetens død. Selvom relikvier ikke er officielt godkendt inden for islam og profeten selv har talt imod tilbedelse af nogen anden end Allah, besøger mange hvert år museet og dets samling af Muhammed-genstande.

LÆS OGSÅ:Hvem er Muhammed?

4. Jomfru Marias bælte
Det fortælles, at jomfru Maria lige inden hun steg op til himlen, gav sit håndvævede kamelhårsbælte til apostlen Thomas. Da bæltet i 1300-tallet kom til Prato i Italien byggede man et særligt kapel til at huse det. I dag bliver bæltet, kaldet sacra cintola, tilbedt som et Jomfru Maria-relikvie, og det fremvises fem gange om året (jul, påske, 1. maj, 15. august og på Jomfru Marias fødselsdag d. 8. september).

LÆS OGSÅ:Jomfru Maria

5. Johannes Døberens hoved
Johannes Døberens hoved er tilsyneladende stedt til hvile flere steder i verden. Hvor det rigtige findes afhænger af øjnene, der ser og hvilken tro de ser igennem. Muslimer mener, at hans hoved ligger inde i Umayyad-moskeen i Damaskus i Syrien, mens kristne tror, at det er hans hoved, der fremvises i San Silvestro-kirken i Rom. Og endnu andre mener, at hovedet er begravet i Tyrkiet eller det sydvestlige Frankrig.

LÆS OGSÅ:Johannes Døberen

6. Buddhas tand
Ifølge en srilankansk legende blev der en enkelt tand tilbage, da Buddhas lig blev brændt. Hans venstre hjørnetand blev en meget betydningsfuld genstand, fordi man mente, at den, der var i besiddelse af den, havde guddommelig ret til at herske. Ikke overraskende sloges man ofte om tanden, men i dag har den fundet et anderledes fredeligt hvilested i Tandens tempel i Kandy på Sri Lanka.

LÆS OGSÅ:Budhha - en historisk fremstilling

7. Jomfru Marias tunika
Katedralen i Chartres i Frankrig er et meget smukt eksempel på gotisk arkitektur, men det er ikke den eneste grund til, at pilgrimme besøger den. Katedralen er også hjemsted for en tunika, som Jomfru Maria siges at have været iført, da hun fødte Jesus. Tunikaen blev givet til kirken i år 876, og under en brand i 1194 troede man, at den var gået tabt. Da den tre dage senere mirakuløst blev fundet i ubeskadiget stand i kirkens skatkammer, hævdede biskoppen, at det var et tegn fra Jomfru Maria selv på, at der skulle bygges en ny og endnu smukkere katedral på stedet. Så det blev der.

8. Vindrueranke-korset
Vindrueranke-korset med sine særlige lidt hængende tværarme er et særligt vigtigt symbol for den georgiske ortodokse kirke. Ifølge overleveringen fik Sankt Nino, der i det 4. århundrede bragte kristendommen til Georgien, dengang Iberia, korset overrakt af selveste Jomfru Maria, der i en vision sendte hende ud for at fortælle om Kristus. Korset har ført en omskiftelig tilværelse, men kan nu beses i Sioni katedralen i Tbilisi i Georgien.

LÆS OGSÅ:De ti vigtigste ting om den ortodokse kirke

9. Profeten Muhammeds fodspor
Nogle muslimer tror på, at profeten Muhammed overalt, hvor han gik, efterlod sig et blivende fodspor. Sådanne spor er blevet fundet på religiøse steder over hele Mellemøsten og bliver nu vist frem i moskeer og museer i hele regionen. Et af fodsporene findes i dag i Topkapi-paladset i Istanbul.

10. Sankt Peters kæder
Apostlen Peter blev taget til fange i Jerusalem og lagt i en jernkæde fordi han havde prædiket om Jesus. Ifølge overleveringen kom der om natten før hans retssag en engel og befriede ham fra kæden og fængslet. I dag opbevares kæden under hovedalteret i kirken San Pietro in Vincoli (Sankt Peter i kæder, red.) i Rom. Kirken blev bygget midt i det 5. århundrede, da pave Leo I fik kæden foræret af den romerske kejserinde Eudoxia. Det fortælles, at da Leo holdt kæden tæt sammen med kæden fra Peters første fængsling i Rom, smeltede de to kæder mirakuløst sammen til én. Og det er denne kæde, der nu opbevares i kirken.

LÆS OGSÅ:Simon Peter