10 børnebøger om døden

Hvilke bøger kan man læse sammen med børn i forbindelse med dødsfald? Se 10 bud her. Foto: colourbox.com

Børnebibliotekar Karen Kruse Hansen anbefaler 10 børnebøger om døden for de mindre børn

Billedbøger kan være et godt udgangspunkt for at samtale med mindre børn om døden og kan desuden bruges som inspiration for voksne til, hvordan man generelt kan tale med børn om døden.

Religion.dk har bedt børnebibliotekar Karen Kruse Hansen om at vælge 10 gode bøger om døden for de mindre børn (fra cirka 4 år). Karen arbejder på 25. år som børnebibliotekar ved Blågårdens Bibliotek på indre Nørrebro i København og har beskæftiget sig med børnelitteratur, siden hun blev børnebibliotekar i 1977.

Kommentarer og forslag til supplerende titler er meget velkomne. Farvel Hr. Muffin. Tekst: Ulf Nilsson. Illustration: Anna-Clara Tidholm. Forlaget Forum, 2002.
Billedbog. Marsvinet Hr. Muffin er gammel og syg og skal snart dø. Den pige, han bor hos, sender ham breve med sine tanker om, hvad døden er, mens han selv tænker tilbage på sit liv. Da Hr. Muffin til sidst dør, får han en fin begravelse. Barnet, der har ejet ham, optræder ikke direkte, men Hr. Muffin modtager et afskedsbrev, der handler om, at han er savnet.

Karen Kruse Hansen (KKH):"Bogen beskriver dødsprocessen og har en ro over sig, der giver en oplevelse af, at man ikke skal være bange, og at døden er noget naturligt. Svenske Ulf Nilsson skriver generelt børnebøger af høj kvalitet. Farvel Hr. Muffin er en både varm og kærlig bog om døden, og det samme er en anden af hans titler for samme aldersgruppe, Små døde dyr (2006), illustreret af Eva Eriksson. Begge bøger er karakteristiske eksempler på billedbøger om døden for de mindste, for det er ofte et dyr og ikke et menneske, der der dør".
Fra 4 år.

Så blev farfar et spøgelse. Tekst:
Kim Fupz Aakeson. Illustration: Eva Eriksson. Forlaget Gyldendal, 2005.
Billedbog. Esbens farfar er død og hans mor siger, at man bliver en engel, når man dør. Hans far mener derimod, man bliver til jord, men Esbens farfar, viser det sig, bliver til et spøgelse, som kommer til Esben om natten.

Esben bliver derfor mere og mere træt, fordi han ikke får sin nattesøvn, så hans forældre begynder at bekymre sig for ham, indtil Esben en nat pludselig indser, hvorfor hans farfar holder ham vågen; farfaderen har ikke fået sagt farvel til Esben, men det kommer der efterfølgende orden på, så hans farfar kan gå bort med fred, og Esben igen kan sove godt om natten.

KKH:"Kim Fupz Aakeson er generelt en god fortæller, der i Så blev farfar et spøgelse tager hånd om nogle følelser i forbindelse med døden, som ikke mange andre børnebøger tager op; hvor man skal gå hen med sin sorg, og hvordan man skal forsone sig med savnet af en, man har mistet. Eva Eriksson er illustrator på denne og flere og de andre titler, jeg har valgt, og det er ikke tilfældigt, for man får altid en børnebog af høj kvalitet, når "stregen" er hendes".
Fra 4 år. LÆS OGSÅ: Døden kommer med børnebøgerne

Liv og død. Tekst og illustration: Max Velthuijs. Forlaget Alma, 1997.
Billedbog. I denne bog finder Frø en solsort, der ligger helt stille på ryggen. Frø er klar over, at der er noget galt med den solsort, men forstår ikke hvad, men hans dyrevenner forsøger at hjælpe. Tilsidst må hare forklare vennerne, at fuglen er død, sådan som alt må dø engang, men at det ikke behøver at gøre glæden over livet mindre.

KKH:"Hollandske Max Velthuijs er kendt for sine bøger om Frø. En bog, hor døden bliver fortalt som en naturlig del af et forløb, en afslutning på livet, og at livet går videre for de efterladte, selvom de bliver kede af det. Forlaget Alma udgiver kvalitetslitteratur for børn og har en serie af bøger om Frø og hans venner. Bøgerne handler altid om ret alvorlige emner, der er formidlet på en nærværende og uformel facon. Forfatteren kan skabe gode historier med flotte illustrationer i glade farver, og Susanne Vebel, tidligere børnebibliotekar og ejer af Forlaget Alma, er en prisbelønnet oversætter af børnelitteratur".
Fra 4 år.

"Gud, Thor og oldemor : og de andre oppe i himlen. Tekst: Lotte Salling. Illustration: Charlotte Pardi. Forlaget Klematis, 2008.

Billedbog. Oldemor er død og på vers forestiller hendes oldebarn sig, hvordan hun hygger sig i himlen med at rydde op og herse med Gud og alle englene.

KKH:"Lotte Salling er en gudsbenådet rimsmed. Bogen er desuden et godt eksempel på en anden karakteristisk vinkel på døden i bøgerne for de mindste, for handler de ikke om et dyr-, handler de ofte om en bedste- eller oldeforælder, der dør. En modig bog om døden på vers".
Fra 4 år.

LÆS OGSÅ: Mette Bock: Når Gud lukker en dør, åbner han et vindue

Græd blot hjerte. Tekst: Glenn Ringtved. Illustration: Charlotte Pardi.
Billedbog. Fire søskende prøver med alle midler at stoppe Døden, symboliseret ved en gammel mand i sort tøj. Døden er kommet på besøg for at hente børnenes farmor, som ligger syg på 1. sal i familiens hus. Børnene serverer kaffe i køkkenet for Døden og håber på den måde at trække tiden ud, inden deres farmor skal med Døden.

Døden tager sig tid til at tale med børnene om, at sorg og glæde hører sammen, så børnene til sidst indser, at livet og døden hører sammen. Døden tager farmoderens sjæl med, og børnene finder trøst i Dødens historier.

KKH:"Bogen, "Græd blot hjerte", er et andet eksempel på en historie, hvor det er en bedsteforælder, der dør. Jeg har valgt den, fordi det er en fredfyldt bog, som både handler om nødvendigheden af at kunne give slip på den, man holder af, og at tingene findes i kraft af deres modsætning; at vi kan mærke og genkende glæden, fordi vi også har følt sorgen. Man behøver ikke at have døden indenfor døren for at have glæde af historien, for den fungerer også godt som et eventyr".
Fra 4 år. And, Døden og tulipanen. Tekst og illustration: Wolf Erlbruch. Forlaget Høst, 2007.
Billedbog. En fortælling om And, der møder Døden. De to bliver venner, til trods for at And er lidt skeptisk over sin nye følgesvend, og da Døden en dag fryser, hjælper And med at holde ham varm. Da And selv bliver kold og dør, gengælder Døden tjenesten, så And får en fredfyldt og stille død.

KKH: "Wolf Erbruch illustrerede også den meget populære Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved. And, Døden og tulipanen er en poetisk og forholdsvis avanceret bog, da den ikke indeholder en egentlig historie, men derimod en filosofisk samtale mellem And og Døden, hvor selve teksten ikke optager megen plads. Døden fremstilles ligesom i Ringtveds Græd blot hjerte som en kompleks størrelse, der både tager og giver, for I And, Døden og tulipanen er døden også svær for Døden selv, da døden betyder afsked med vennen And".
Fra 4 år. Min søster er en engel. Tekst: Ulf Stark. Illustration: Anna Höglund. Forlaget Gyldendal, 1996.
Billedbog. Ulfs søster døde inden fødslen, men hun er Ulfs hemmelige ven. Derfor gør Ulf, hvad han kan for, at hun kan opleve de ting, hun er gået glip af ved ikke at blive født. Han prøver også at blive som hende ved blandt andet at tage kjole på, men finder ud af, at det er bedst at være sig selv.

KKH: "Jeg har valgt bogen, fordi den udmærker sig ved at tage fat på det at miste og føle sorg, når en søskende dør, og bogen er ligesom And, Døden og tulipan en smule svær, fordi den er ikke konkret. Min søster er en engel er ikke en bog, der opstiller løsninger, men den sætter derimod ord på en situation; hvordan er det at være det barn, der er tilbage, når en søskende dør, og det er et emne, der ikke så ofte tages op i børnebøger om døden".
Fra 5 år. LÆS OGSÅ: Børnebøger er fyldt med eksistentielle spørgsmål

KKH:"Forfatteren Ulf Stark er generelt fabulerende og skriver derfor gode eventyr. Han har også skrevet en anden god billedbog om døden: Hunden som smilede (1996), illustreret af Ulf Crona. Bogen er god til børn fra 6 år, og handler om hunden King, der er uhelbredelig syg. Fem børn, der har kendt King som en stærk og modig hund, beslutter, at hans sidste dag skal være rigtig sjov".

Hvad er døden?. Tekst og illustration:
Pernilla Stalfelt. Forlaget Forum, 2000.
Billedbog. Det kan være svært at forstå, hvad døden er. Med respekt for forskellige holdninger til døden kommer Pernilla Stalfelt vidt omkring ved at stille spørgsmål som eksempelvis: Hvad sker der ved en begravelse? Hvor kommer man hen, når man dør? Kommer man i himlen? Bliver man til en engel, en blomst eller måske en hotdog?

KKH: "Pernilla Stalfelt skriver i en helt særlig, konkret stil. Hun stiller spørgsmål til et eller andet emne i øjenhøjde med de børn, hun henvender sig til. I denne bog, Hvad er døden, formår hun tilmed at gøre døden sjov, uden at resultatet bliver hverken useriøst eller respektløst. En meget lærerig bog om døden, der både viser, at mennesker har mange forskellige opfattelser og traditioner, og at det kan være et vilkår i livet, at der er noget, vi mennesker ikke ved og ikke kan vide".
Fra 5 år. Børnenes bedemand. Tekst: Oscar K. Illustration: Dorte Karrebæk. Gyldendal, 2008.
Illustreret roman (en såkaldt kapitelbog, der betyder, at teksten fylder mere end illustrationerne, red.). Børnenes bedemand hedder Jørgensen, og han tager sig rigtig godt af børn, der dør. En dag skal Jørgensen begrave gadebarnet Dinah, som får en smuk begravelse med barbershop-sang og stepdans. Vi hører også om Jørgensens forelskelse i den stepdansende frk. Ene og om hans passion for at synge barbershop.

KKH: "Oscar K. og Dorte Karrebæk har for længst slået sig fast som et makkerpar i dansk børnelitteratur. Nogle vil sikkert kende Lejren, en allegori over barndommen, hvor der gøres op med forestillingen om den lystfulde og glade barndom, der i stedet fremstilles som en koncentrationslejr, hvor alle kommer ud på den anden side som ensrettede, fantasiløse voksne. Både i "Lejren" og i denne Børnenes bedemand kommer parret ind på det valgte emne ad særlige fantasifulde og overraskende veje. At også et barn kan dø, er et vanskeligt emne, der her formidles i en god historie, som ikke kun handler om døden. Også kan man lytte til de sange, der er beskrevet i bogen, på forfatterens hjemmeside".
Fra 8 år. LÆS OGSÅ:Barnet har ret til religion

Mit lykkelige liv. Tekst: Rose Lagercrantz. Illustration: Eva Eriksson. Forlaget Høst, 2011.

Illustreret roman. Dunne og Ella Frida bliver bedste venner i 1. klasse. Efter jul skal Ella Frida imidlertid flytte, og Dunne bliver ulykkelig. Dunne har prøvet at blive ked af det tidligere, hvor hendes mor døde af sygdom. Nu, hvor Dunne igen oplever at skulle skilles fra en, hun holder af, reagerer hun med vrede og kommer udi i konflikter i skolen, fordi hun i første omgang ikke magter at håndtere sin sorg over, at veninden skal flytte.

KKH: "Bogen handler om, hvordan Dunne finder en hensigtsmæssig måde at reagere på ligesom dengang, hendes mor døde. Dengang samlede hun på gode oplevelser, så det begynder hun på igen, for hun fandt ud af, at glæden venter på den, der samler på gode øjeblikke. En rørende, livsklog bog og en af de få børnebøger om døden, der handler om, at vrede og sorg ofte hænger sammen".
Fra 5-9 år.