10 eksempler på overtro ved barnedåb

Dåben er et kristent ritual, men gennem tiderne har den også været præget af overtroiske forestillinger om, hvordan forældrene kan beskytte barnet mod monstre og garantere dets fremtid

1. Skiftinger
I gamle dage var det vigtigt at få et spædbarn døbt så hurtigt som muligt, da det hedenske barn befandt sig i umiddelbar fare. Alskens monstre lå på lur for at kidnappe eller forbytte det lille barn. Mange historier handler om ellekvinder og bjergkoner, som har byttet deres eget troldske afkom med et menneskebarn, de såkaldte skiftinger.

Men heldigvis var der måder at holde monstrene for døren. For eksempel kunne man sætte vættelys eller en nål i svøbet på vuggen. Men det mest effektive værn mod dæmonerne var nu engang jern og kristendom. Salmebøger, kors, sakse og hestesko var i alle sammenhænge foretrukne dæmonafværgende midler.

2. Forældrene
Helt op i 1800-tallet måtte forældrene vente uden for kirken, da det ifølge overtroen var et dårligt varsel, hvis de var til stede under selve dåbshandlingen. Men det betyder ikke, at forældrene ikke spillede en aktiv rolle i processen.

Ifølge overtroen var det vigtigt, at det var faderen, som bar barnet ind i og ud af huset, ellers ville han aldrig få et nært forhold til barnet. Hvis man fik en pige, var det vigtigt, at hun blev holdt ind over en suppegryde, så hun kunne blive en god madmor. Og hvis det var en dreng, skulle han sættes på en hest, for så ville han blive en god rytter.

3. Dåbstøjet
I katolsk tid blev barnet døbt i en hvid dragt. Efter Reformationen lagde man barnet i en lille pose, som blev kaldt kristentøjet. Det var vigtigt, at barnet overnattede den første nat efter dåben i kristentøjet, ellers ville det ikke leve længe, og det ville tabe velsignelsen. Om morgenen blev kristentøjet strukket ud og hængt op, ellers ville barnet ikke kunne vokse.

4. Blåt og lyserødt
Fra 1800-tallet var kristentøjet ofte klædt med et lyserødt bånd til pigerne og et blåt til drengene. En forklaring er, at blåt i overtroen er dæmonafværgende og samtidig symboliserer troskab og bestandighed. Det lyserøde symboliserer derimod ømhed og kærlighed, men det er dog ikke dæmonafværgende.

5. Salt, penge og brød
Der var mange tiltag, de nye forældre kunne udføre for at sikre barnet et godt liv. Ifølge overtroen kunne man lægge en mønt og noget brød for enden af vuggen eller i dåbstøjet, for på denne måde ville barnet hverken komme til at sulte eller mangle penge.

Men man kunne også værge sig mod mere uhåndgribelige farer. For at holde dæmonerne væk, blev en lille saltpose lagt under dåbskjolen, da salt i overtroen er dæmonafværgende. Traditionen med salt er meget gammel. I Det Gamle Testamente står der, at de nyfødte børn blev gnedet med salt for beskyttelse (Ezekiels Bog 16, 4-5).

6. Navnet
De fleste religioner og kulturer har haft overtroiske forestillinger knyttet til barnets navn. Fra et teologisk synspunkt er navngivningen imidlertid ikke det vigtigste ved dåben. Navnet bliver kun sagt for at understrege, at det netop er dette barn, der velsignes.

Det er en udbredt overtro, at barnets navn skal forblive hemmeligt indtil dåben. Forklaringen er, at trolde og andre monstre havde lettere ved at stjæle barnet, hvis de kendte dets navn. Gudmoderen fik derfor hvisket barnets navn og først lige inden ceremonien. Og hun var den første, som sagde barnets navn højt.

Ifølge overtroen må man heller ikke opkalde barnet efter en, som stadig lever, da den person så vil dø inden længe. Derimod er det et godt tegn at opkalde barnet efter en afdød slægtning, da dennes ånd så vil passe på barnet. Det værste, man kan gøre, er, at opkalde barnet efter en afdød bror eller søster, for på denne måde er barnets navn registreret i himlen og vil blive kaldt tilbage inden længe.

7. Skrig
Helt op til 1700-tallet praktiserede man i Danmark heldåb. I praksis betød det, at spædbarnet blev dyppet helt ned i døbefonten tre gange. Ofte var vandet iskoldt og fyldt med bakterier, da præsterne kun nødtvungent udskiftede det indviede vand. Biskop Peder Palladius (1537-60) anmodede præsterne om at opvarme vandet lidt for at skåne børnene.

Det blev betragtet som et godt varsel, hvis barnet skreg højlydt, når det blev dyppet ned i vandet. Ifølge overtroen betød det, at barnet ville få en smuk sangstemme, og at Djævelen nu havde forladt det kristnede barn. Men mon ikke det iskolde vand også har hjulpet skriget godt på vej? Hvis barnet ikke skreg, dikterede overtroen, at det ikke ville leve længe.

8. Indgangen til kirken
Inden barnet blev døbt, foretog præsten en eksorcisme på barnet uden for kirken. Dette foregik ved, at han smurte lidt salt i mundvigen på det lille barn, pustede det i hovedet og sagde:

"Far ud, du urene ånd og giv Den hellige Ånd rum."

Præsten tog sig godt betalt for dæmonuddrivelsen, hvilket kan forklare, at det fortsatte langt op i protestantisk tid.

Ifølge overtroen var det vigtigt, at barnet blev båret ind og ud af kirken med benene først, da det ellers ville få en skæv start på livet. Samtidig skulle man passe på, at barnet ikke vædede sig selv, når det krydsede kirkegården, for så ville det aldrig blive renligt.

9. Gudmoderen
Valget af gudmor var meget vigtigt, ikke kun fordi at barnet ifølge overtroen ville komme til at ligne hende, men også fordi hun var i stand til at sikre barnets fremtid. Og der var mange ting, hun kunne gøre, og som det blev forventet, hun gjorde.

Under hele ceremonien måtte hun stå op, så barnet ikke blev dovent. Derudover skulle hun sørge for, at barnet ikke bevægede sig for meget, da det ellers ville blive et uroligt barn, som ikke ville kunne holde på pengene. Samtidig var det vigtigt, at hun ikke tabte noget, da barnet så ville blive klodset.

Når dåbshandlingen var forbi, var det vigtigt, at gudmoderen smed barnets sut hårdt ned i gulvet, da det så ikke ville få gummesmerter, når tænderne voksede ud.

10. Et klogt og kristent barn
Hvis forældrene ønskede et klogt barn, og hvilke forældre ønsker ikke det, var det vigtigt, at barnet var i øjenhøjde med præstens bibel under hele gudstjenesten, for på denne måde ville det få let ved at læse og det ville blive en god kristen. For at sikre sig skulle gudmoderen ganske stille gentage alle præstens ord under hele gudstjenesten.

Artiklen blev oprindeligt udgivet 24/3 2011. Den er senest redigeret 26/9 2018.