10 religiøse påvirkninger fra øst

Meditation er en meget populær afslapnings-aktivitet i Danmark, men oprindeligt stammer meditation fra østlige religion, hvor den bruges til at opnå et guddommeligt bevidsthedsstadium Foto: Foto: colourbox.com

Værdier som personlig udvikling, indre spiritualitet og gode energier er nøgleord i østlig religion, som i disse år vinder indpas i Vesten

Der sker en stor østlig indflydelse på det religiøse marked i Vesten i dag, hvor nye, individuelle former for eksempelvis buddhisme og hinduisme vinder indpas hos danskerne.

Læs mere i religion.dk's tema om påvirkningen fra øst her.

Men det er ikke kun de religiøse overbevisninger og udtryk, der påvirkes af Østen. Også mange aktiviteter i hverdagen er påvirket af den spirituelle strømning fra Østen.

Fælles for de forskellige punkter er, at de alle har det holistiske, det vil sige det hele menneske, i centrum, og at den østlige filosofi oftest har taget en anden form i Vesten, end den har i oprindelseslandene.

1. Indre og ydre skønhed
I vores samtid er der stort fokus på vores krop og udseende, og påvirkningen fra Østen har betydet et større fokus på den indre skønhed. Det ses for eksempel i sundhedssektoren, hvor personlig udvikling, ansvar for egen sundhed og det spirituelle forenes med det materielle. Et godt eksempel er Center for Sundhed i Frederiksund, der tilbyder velvære- og skønhedsbehandling.

2. Meditation
I takt med at flere og flere bliver stresset af en travlt hverdag, er meditation i mange forskellige afskygninger blevet moderne.

Meditation er blevet praktiseret i over 5000 år og stammer oprindeligt fra østlige, religiøse retninger som hinduisme og buddhisme. I religionerne er formålet med meditation at nå et højere bevidsthedsstadie eller bevidstløshed for at blive oplyst og blive ét med det guddommelige, mens meditation i den vestlige form oftest forbindes som en måde finde ro på ved at man "ser ind i sig selv".

3. Yoga
En meget populær måde at dyrke fitness på for folk i alle aldre er yoga, som tilbydes på ethvert aftenkursus-center og i mange fitnesscentre rundt om i Danmark.

Yoga stammer fra en flere tusind år gammel indisk filosofi og fungerer som et værktøj til at skabe en balance mellem krop og sind. Traditionelt betyder det, at yoga-udøveren finder samhørighed med universet ved at dyrke yoga. Den mindre spirituelle og vestlige udgave af yoga fokuserer mest på fysiske øvelser for kroppens velvære.

4. Reklamer
Man lægger ikke mærke til det, men også reklamer henter ofte deres inspiration i en østlig inspireret tankegang. I smykkebranchen har man for eksempel gjort et lykkearmbånd, lavet af farverige perler med for eksempel kinesiske tegn, moderne. I reklamerne bliver også ord som "god energi" og "karma" brugt om produkterne.

Også togselskabet Arriva har brugt citater af for eksempel Dalai Lama i en kampagne for god opførsel i toget.

5. Alternativ behandling
Der findes et hav af alternative behandlingsformer, som de fleste danskere kender til, og mange af dem har deres oprindelse i Østen. Det gælder for eksempel akupunktur, zoneterapi, massage og healing gennem krystaller, sten, håndlæsning og auralæsning.

Alle metoderne sætter fokus på individets mulighed for at fremme sundhed og lykke. I Østen er disse behandlingsformer en vigtig del af troen på naturens helbredende kræfter.

6. Skoler
Når skoler og uddannelsesinstitutioner skal gøre reklame for sig selv, sættes flere og flere også fokus på spiritualitet og en personlig udvikling.

Et godt eksempel er Væksthøjskolen i Ginnerup ved Grenå, som tilbyder ugekurserne: Jeg er den, der skaber mit liv og Du skal være den forandring, du ønsker at se i verden, hvor en bevidsthedstræner og energipsykolog vil hjælpe kursister til at styre deres ubevidsthed i håbet om et lykkeligere liv.

7. Værdibaseret ledelse
En moderne arbejdsplads er ikke længere kendetegnet ved et stiliseret kontormiljø, hvor medarbejderne sidder på deres pind 8-16 hver dag. I stedet er fænomenet værdibaseret ledelse blevet en væsentlig ledelsesstil på mange virksomheder.

Værdibaseret ledelse er ledelse, hvor medarbejderne i høj grad selv får ansvar for sit arbejde og frie hænder til at være kreativ. Ledelsesstilen er også kendetegnet ved medarbejdersamtaler og samarbejdskurser, der skal styrke den enkeltes personlighed og samarbejdsevner.

Læs mere om spirituelle aspekter i værdibaseret ledelse her.

8. Wellnessferie
Ferie betyder for mange ikke blot tid til at slappe af, familiebesøg og en tur til stranden. I dag vælger mange også at tage på en tilrettelagt wellness-ferie, hvor coaching, meditation og stemmetræning sætter individets udvikling, seksualitet og positive energier i fokus. Denne tendens hænger sammen med den øgede påvirkning fra spirituelle værdier.

9. Boligindretning
Den østlige inspiration ses også i den måde, vi indretter vores hjem. Feng Shui er en for eksempel en kinesisk indretningsfilosofi, der efter en tusind år gammel tradition siges at skabe gode energier, sundhed og velstand ved at placere møbler og farver i harmoni med mennesket.

Feng Shui findes også på forskellige institutioner som for eksempel i børnehaver.

LÆS OGSÅ: "Østen mystik indtager børnenes hverdag"

10. Populærkultur
Østlig særligt japansk populærkultur i form af tegnefilm, computerspil og legetøj vinder større og større indpas i Vesten. I de japanske produkter finder man en anden religiøs tankegang, der repræsenterer nogle andre værdier end de vestlige.

Børn kan dyrke yoga fitness på spillekonsollen Nintendo Wii, bytte kort med helteskikkelsen Yugi-Oh eller lege med deres Hello Kitty-legetøj. Eller måske afprøve deres evne som ninja i karate- eller judoklubben.

De religiøse forskelle viser sig, ifølge familiekonsulent i KLF, Kirke & Medier Lisbeth Krabbe Haugstrup, ved at der i østlig religion ikke findes noget højere end en selv.