Indføring

10 vigtigste om forholdet mellem tro og viden

Mennesket har altid forsøgt at forstå sig selv og verden omkring sig. Først gennem religion, siden gennem videnskab. I et postmoderne perspektiv er de to sider af samme sag. Tilbage er det filosofiske problem om, hvad vi kan vide, og hvad vi kan tro. Foto: Davide Cantelli/Unsplash

Tro og viden, religion og fornuft ses i dag som to adskilte områder. Engang var tro og viden om denne verdens indretning én og samme ting. Videnskaben gik sine egne veje i et opgør med kirken. Kirken og dens opfattelse af natur og samfund måtte vige for videnskab og filosofi. Denne artikel følger udviklingen mellem de to afgørende faktorer i den europæiske kulturhistorie.

1. Mytisk tid kan vi kalde den allerførste fase i menneskets kulturhistorie. Naturen er i sig selv udtryk for det guddommelige. Regnbuen er for eksempel personificeret ved gudinden Iris og solen bliver opfattet som en guddom. Dag og nat, årstidernes vekslen skyldes en guddommelig lov. Selve verdens tilblivelse forklares i en mytisk fortælling. I den græske opfattelse blev verdens tilblivelse set som ét med gudernes slægtshistorie. Myterne, fortællingerne om guderne, var sproget der forklarede naturen. Naturen var personificeret. Samfundets love var tilsvarende af guddommelige oprindelse.

2. Aksetiden bruges som betegnelse for tiden omkring 500 f.Kr. I en ”linje” hen over Sydeuropa, gennem Mellemøsten til Indien og Kina foregår en religiøs reformation. Nye religiøse systemer dannes, herunder buddhisme i Indien, konfucianismen i Kina, Zarathustras religion i Persien, og den jødiske monoteisme opstår. Vejen til frelse bliver individuel gennem moralsk livsførelse. Naturen er ikke mere identisk med det guddommelige, men er skabt af en almægtig gud. I den græske verden bliver en naturfilosofi til, der uafhængig af myterne vil forklare naturen. I Platons filosofi bliver de etiske værdier samlet i et overordnet princip, det godes idé, der er evigt og absolut.

3. Forening af græsk filosofi og kristendom. Platons lære om, at der bag denne verden er en sand virkelighed, som afspejler sig i den sanselige verden, blev overtaget af oldkirkens lærde og set som en forklaring på, hvordan verden var opbygget. I de bibelske skrifter gjaldt det om at finde den åndelige mening bag bogstaverne. Tro fører til indsigt og forståelse, og målet for sand erkendelse er Gud, sagde oldkirkens betydeligste teolog, Augustin.

4. Den kristne middelalder indvarslede en ny forståelse af forholdet mellem tro og viden. Den anden store græske filosof, Aristoteles, bliver nu for alvor opdaget. Filosofi og fornuft hviler på det, der kan iagttages, sagde Aristoteles. Det sendte et chok gennem Vesterlandet. Her blev man for første gang konfronteret med et sammenhængende verdensbillede, som var udpræget hedensk og i åbenlys modstrid med centrale punkter i den kristne lære. Det blev en udfordring, som den lærde teolog Thomas fra Aquinas (1225-1275) tog op. Han skelnede mellem filosofi og teologi, idet filosofien alene drejede sig om det, der kan sanses og behandles af fornuften. Derfor kan teologien benytte sig af logikken til for eksempel at bevise Guds eksistens. Men selve det mysterium, at Gud er treenig og åbenbarede sig for mennesker i Kristus, kan vi netop kun få del i gennem tro.

5. Renæssancen i 1400 og 1500-tallet var en genfødsel af interessen for den antikke kultur. Mennesket som et individuelt væsen kom i centrum, og dermed en begyndende frigørelse fra religiøse og politiske autoriteter. I billedkunsten blev perspektivet til, og mennesket blev den tolkende. Naturvidenskaben udviklede sig på egne præmisser og ikke på kirkens. Nicolaus Kopernikus (1473-1543) mente, at solen var universets midtpunkt. Den heliocentriske forståelse af universet var en revolution – ikke blot i astronomien, men i hele opfattelsen af verden. Filosoffen Marsilius af Padua (1275-1342) havde indledt renæssancetænkningen ved at kræve, at staten og ikke kirken skulle være samfundets politiske autoritet. Hans tanker rakte frem til Reformationen og oplysningstidens idéer om demokrati.

6. Sekulariseringen begyndte med 1500-tallets reformationer. Troen blev det personlige forhold til Gud, mens fornuft og erkendelse gjaldt det daglige virke i samfundet. Luther udformede sin to-regimentelære, hvor kirke og statsmagt kom til at udgøre to rum, idet Guds ord gennem kirkens forkyndelse kom til udtryk som kærlighed og gennem statsmagten som den lov, som de menneskelige handlinger i samfundet skulle følge. Videnskaben blev sekulariseret. Galilei (1564-1642) mente, at naturvidenskaben bygger på eksperimenter og iagttagelser og den rationelle tænkning. Bibelen derimod bruger billedsproget, som er troens sprog.

7. Oplysningstiden kalder vi den periode i 1700-tallet, hvor frihed og fornuft bliver de centrale begreber. Isaac Newton (1643-1727) var den afgørende person i den videnskabelige revolution i 1600-tallet. Med sin formulering af tyngdeloven og bevægelseslovene viste han, at naturen fungerer efter love, der kan beskrives matematisk. Oplysningstidens førende filosof Immanuel Kant (1724- 1804) sagde, at fornuften er det grundlæggende i mennesket. Og ved oplysning bliver mennesket frit og kan komme ud af den umyndiggørelse, som skyldes det lystbetonede og sanselige. Den verden, vi erkender, er en fænomenverden. Mens tingene i sig selv er uden for vores mulighed for erkendelse. Derfor er Gud ikke tilgængelig for viden og fornuft.

8. Romantikken er navnet på den modsatte opfattelse, der blev til i overgangen til 1800-tallet. Romantikken var en sammensat bevægelse, men modsat oplysningstiden sagde man nu, at det, der ikke kan erkendes med fornuften, intuitiv kan indfanges af digtningen og kunsten. Men også naturvidenskaben kan i sin stræben efter sandheden nå om bag den rene fornufts grænser. Betegnende kaldte fysikeren H. C. Ørsted (1777-1851) sin bog om elektromagnetismen for ”Ånden i Naturen”. Videnskab, kunst og moral giver indsigt i det sande, det skønne og det gode og fører derved, hver på sin måde, til erkendelse af Gud.

9. Marxismen og darwinismen førte i sidste halvdel af 1800-tallet til en ny kamp og en afgørende skelnen mellem tro og viden. Karl Marx (1818-1883) blev afgørende for samfundstænkningen, men også for ateismen. Mennesket er det eneste væsen, der kan gribe ind og bestemme historien og forme sin virkelighed, mente han. Religionen er ”opium for folket”, og skal derfor afskaffes som verdensforklaring. Gudstroen er undertrykkende og Gud selv en illusion. Samtidig gav naturforskeren Charles Darwin (1809-1882) en forklaring på menneskets udvikling. Mennesket er ikke skabt af Gud, men er blevet til gennem et tilfældigt samspil af naturens luner.

10. Postmodernismen - i 1900-tallet: Her fremmes tanken, at modsætningen mellem tro og viden er falsk, idet religionens skabelsesmytologi og videnskabens verdensbillede indeholder sandheder på hver sit plan. Religiøs tro og videnskabelig viden betjener sig af hver sit sprog, henholdsvis mytossprog og logossprog. Mytossprog tyder og tager stilling til livets grundlæggende vilkår og fænomener i form af billedsprog og symboler. Logossprog forklarer, analyserer og definerer, hvad der ligger bag det, vi kan iagttage. Den religiøse tro må derfor integrere videnskabens erkendelser, ligesom videnskaben må arbejde med erkendelsens grænser.