Overtro

13 ting du ikke vidste om fredag den 13.

Tallet tretten er ofte blevet brugt i forbindelse med noget ondt eller dårligt. De gamle babylonierne opfattede tretten som underverdenens tal.

Hoteller undgår værelsesnummeret 13, og forelskede par undlader at gifte sig på datoen 13. Men fredag den 13. kan vi ikke undgå, og dagen gør mange mennesker ekstra forsigtige. Men hvorfor er vi egentlig bange for, hvad fredag den 13. kan bringe?

Kombinationen af ugedagen fredag og datoen den 13. bringer frygten frem hos mange og maner til forsigtighed og påpasselighed. Men hvorfor egentlig? bliv klogere her

1: Paraskevidekatriafobi
Frygten for fredag den 13 kaldes for paraskevidekatriafobi. Dette er afledt af triskaidekafobi, som er frygten for tallet 13.

2: Udbredt overtro
Phobia Institute i USA anslår, at mellem 17 og 21 millioner amerikanere er bange for fredag den 13. Hos nogle er frygten så stærk, at de bevidst undlader at stå ud af sengen.

3: 9, 10, 11, 12, 14
Overtroen omkring tallet 13 har ført til, at man flere steder undlader brugen af tallet. Det kan for eksempel ses hos nogle hoteller, hvor værelsesnumrene springer over tallet tretten og i skyskrabere, hvor den trettende etage ikke eksisterer. Derudover kan man i de gamle gader i ældre byer ikke finde huse med nummeret tretten. Og i SAS fly findes sæderækken tretten simpelthen ikke.

4: Forbud og advarsler
Anden overtro forbundet med fredage og tallet tretten siger, at man ikke bør gifte sig på en fredag eller på den trettende i en måned, da ægteskabet i så fald vil blive barnløst; at man ikke bør klippe hår eller negle på fredage, da den efterfølgende uge så bringer ballade, sygdom eller ulykke; at man ikke bør begynde en rejse om fredagen; og man skal heller ikke begynde et nyt arbejde om fredagen, for det vil enten aldrig blive færdigt eller blive rigtigt dårligt.

Endelig bør man altid undgå at sidde tretten til bords, da det udover at man kommer til at mangle service i forhold til en standard udrustet service-husholdning i så fald vil betyde, at en person ved bordet vil dø inden året er omme (hvem denne person er, er der flere bud på: enten den, der sætter sig sidst; den, der rejser sig først eller den, der sidder tættest døren).

5: Lej en 14. gæst til middagen
Troen på, at tretten til bords vil medføre død, har før ført til opfindsomme måder at undgå dette på. For eksempel kunne man i 1800-tallets Paris bestille en ekstra mand til at deltage i sit middagsselskab, hvis gæstelisten uheldigvis var på tretten deltagere. Disse mænd kaldtes quatorziéme, hvilket betyder en fjortener.

6: Overtro i filmens verden
Overtroen omkring fredag den 13 som en ulykkesdag er også blevet benyttet indenfor filmens verden. Her er der blevet lavet en række gyserfilm med drengen Jason Voorhees i hovedrollen som den misdannede, maskerede massemorder, der brutalt slagter unge mennesker på denne dato.

7: Tretten bogstaver giver en seriemorder
Mange seriemordere har 13 bogstaver i sit navn. Her kan for eksempel nævnes Jack the Ripper, Charles Manson og Theodore Bundy. Også hovedpersonen fra gyserfilmene fredag d. 13., Jason Voorhees, har tretten bogstaver i sit navn.

8: Kendte mennesker kan også være bange
Nogle mennesker, der menes at have lidt af frygt for tallet tretten, er Napoleon, Mark Twain og Franklin D. Roosevelt. Den tidligere amerikanske præsident, Roosevelt, ville ikke rejse på den trettende i måneden og undgik at holde middagsselskaber for tretten personer. Mark Twain skulle efter sigende være blevet advaret imod at tage til et middagsselskab med tretten gæster. En advarsel han nok skulle have lyttet til. Efterfølgende konstaterede Mark Twain, at der kun havde været mad nok til tolv.

9: Uheldig dag
Mange uheldige episoder har fundet sted fredag den 13. I oktober 1307 blev tempelherrerne fanget, tortureret og brændt på bålet; i april 1970 måtte Apollo 13 vende tilbage til jorden uden at have fuldført sin mission på grund af en eksplosion i en ilttank. I oktober 1972 havarerede et fly i en øde, snedækket dal et sted i Andesbjergene. Godt nok lykkedes det 32 mennesker at overleve styrtet, men kun 16 var tilbage, da de overlevende endelig blev fundet 72 dage efter styrtet. De havde overlevet ved at spise kødet fra deres døde medpassagerer. Flere naturkatastrofer har også fundet sted fredag den 13: Orkanen Charlie stormede ind over Floridas sydkyst i august 2004, og i januar 1939 stod Australien i flammer.

10: Hvorfor denne frygt for tallet tretten?
Tallet kan betragtes som et dårligt og negativt tal af den grund, at det er én mere end tolv, der ofte er blevet opfattet som et helligt tal for eksempel Israels tolv stammer, tolv apostle, tolv olympiske guder. Men også nummerulogisk set er tallet tolv godt, for eksempel årets tolv måneder og døgnets tolv timer. Trettentallet derimod blev set som uregelmæssigt, syndigt og som overskridende tolvtallets fuldkommenhed.

11: Det negative tretten-tal
Tallet tretten er ofte blevet brugt i forbindelse med noget ondt eller dårligt; de gamle babylonierne opfattede tretten som underverdenens tal; Loke blev den trettende ase og var den, der dræbte Balder; ved den sidste nadver var de tretten til bords; Satan er blevet beskrevet som den trettende engel; det trettende kapitel i Johannes Åbenbaring handler om Antikrist; i eventyret om Tornerose blev kun tolv af de tretten feer inviteret, og den trettende fe forbander derfor Tornerose; indenfor astrologien bliver en kalender baseret på månens faser nødt til hvert sjette år at indføre en ekstra trettende måned.

12: Hvorfor er fredag negativt?
Dette kan stamme tilbage til Jesu korsfæstelse Langfredag. En anden grund kan måske skyldes kristendommens indtog i Norden, der skubbede den gamle nordiske mytologi i baggrunden. Frigg, gudinden for kærlighed og fertilitet, der har lagt navn til ugedagen fredag, blev ved kristendommens fremmarch bandlyst og erklæret for en heks. Der fremherskede i den forbindelse en tro på, at Frigg hver fredag samledes med elleve andre hekse og djævelen tretten i alt for at lave onde sammensværgelser for den næste uge.

13: En rimelig ny overtro
Sammenkædningen af det negative 13 og fredag til fredag den 13. som den mest uheldige dag, er dog ret ny. De første optegnelser, Dansk Folkemindesamling har om kombinationen, er fra 1940'erne. Det er bl.a. avisartikler, der fortæller om, hvordan man i Amerika på det tidspunkt anså fredag den 13. for en særlig skæbnesvanger dag. Og som så meget andet, der kom fra den anden side Atlanten, fandt også myten om fredag den 13. grobund her i landet.