Var Asherah Guds kone?

"Asherah er ikke et navn, men nærmere en titel, som betyder 'Fru Gud'. Man finder en Fru Gud som fast inventar i praktisk talt alle religioner i Nærorienten. Det vil sige, at højst sandsynligt har den tidlige jødedom også haft en ledsager til Jahve," siger Tilde Binger, som forsker i Det Gamle Testamente ved Det Teologiske Fakultet i København. Her ses lerfigurer af Asherah fra det 9. eller 8. århundrede f.Kr.

Mand og kvinde hører sammen som pot og pande, også når det kommer til den Gud, vi kender fra Bibelen, mener bibelforsker Tilde Binger. For når man snakker om Gud Fader, hvad blev der så lige af Gud moder?

Gennem tiderne er Bibelen blevet fortolket som et udtryk for en monoteistisk religion. Det vil sige, at Bibelen fremstiller troen på, at der kun findes én Gud, nemlig guden Jahve i Det Gamle Testamente, som er en del af kristendommens hellige skrifter. Men er det nu også rigtigt?

Forsker i Det Gamle Testamente ved Det Teologiske Fakultet i København Tilde Binger har sat spørgsmålstegn ved den klassiske fortolkning af Det Gamle Testamente, nemlig at der er tale om kun én Gud. Hun argumenterer for, at Gud havde en kone, nemlig gudinden Asherah. Hun mener ud fra sin forskning, at ligestilling i de bibelske tekster har en betydelig rolle, når man danner sig et overblik over, hvad jøderne egentlig troede på, inden deres kultur blev mandsdomineret.

LÆS OGSÅ: "Hvordan skal man læse Bibelen?"Gudestatuetter med bryster
Det er en stor misforståelse at tro, at jødedommen ikke blev påvirket af de andre landes religioner, mener Tilde Binger. Hun siger, at man kan finde tegn på, at gudinden Asherah har været tilbedt som Jahves kone. Det eneste, der blev tilbage i det jødiske tempel, var den syvarmede lysestage, som var et skjult tegn på Asherahs tilstedeværelse ved Jahves side.

Tilde Binger mener, at hun i sin forskning har fundet bevis på, at der er sket en udvikling i den jødiske religion, som Det Gamle Testamente beskriver. Der er fundet et hav af kvindelige statuetter med bryster og vulva i Nærorienten og Palæstina. Interessant er det, at man også har fundet to indskrifter, hvor der står: Jahve og hans Asherah. Sagen er den, at meget tyder på, at det er Guds kone, Asherah.

Fru Gud
2. Kongebog kapitel 23 og Jeremias Bog kapitel 44 i Bibelen nævner gudinden Asherah, hvor hun blandt andet er kendt som himmeldronningen. Tilde Binger konkluderer:

Hun er en gudinde, som jøderne tilbad i den tidlige bronzealder. Asherah er ikke et navn, men nærmere en titel, som betyder Fru Gud. Man finder en Fru Gud som fast inventar i praktisk talt alle religioner i Nærorienten. Det vil sige, at højst sandsynligt har den tidlige jødedom også haft en ledsager til Jahve.

Tilde Binger mener, at Jahves kone må være skrevet ud af Bibelen af de personer, der i det 2. århundrede samlede de hellige skrifter til at være Det Gamle Testamente. Det var en gruppe lærde jødiske mænd, kaldet Deuteronomisterne:

Det passede simpelthen ikke ind i deres syn på den monoteistiske, patriarkalske religion, vi kender fra Bibelen i dag, siger hun.

Den store skilsmisse
Men hvad betyder det for os i dag? Sandsynligheden for, at guden Jahve har haft en Fru Gud, er stor, mener Tilde Binger. Asherah er ikke en fremmed gudinde for jøderne. Hun sættes aldrig sammen med et folkeslag. Tværtimod, de gange hun nævnes, står jøderne fast ved, at hun er deres himmeldronning. Hun bliver endda nævnt helt op til 2. århundrede, på det tidspunkt, hvor man samler de gammeltestamentlige tekster i Bibelen. Alle vidste, hvem hun var.

Og de redaktører, der valgte teksterne til Det Gamle Testamente, mente ikke, at Asherah passede ind i deres syn på Gud. Gud skulle være den eneste gud, man måtte tilbede. Der måtte ikke være plads til Fru Gud. Så Asherah blev adskilt fra sin Jahve og dømt som afgud, siger Tilde Binger.

LÆS OGSÅ: Hvordan blev Bibelen til?

En ny tid for folkekirken?
Hvad ville det bringe med sig, hvis folkekirken godtog Asherah som Guds kone?

At relatere til Gud afhænger ikke af kønnet på guden eller personen. Hvis det var tilfældet, så ville stærkt højredrejede sekter inden for alle religioner, hvor en del af trosgrundlaget er kvindens underlegenhed, ikke have kvindelige medlemmer, siger Tilde Binger, der også har virket som sognepræst i Kildevældskirken på Østerbro.