5 store sociologer og deres syn på religion

Opium for folket eller kapitalismens ånd? Sociologiens grundlæggere gav forskellige bud på, hvad religion er for en størrelse. Her er, hvad fem af de mest prominente navne tænkte og skrev

1800-tallets Europa var præget af politiske og industrielle revolutioner, der helt grundlæggende ændrede samfundsopfattelsen. I den markante ombrydningstid opstod sociologien som en ny måde at reflektere over det nye samfund.

Et af datidens mange nye fænomener var et mere kritisk og undersøgende perspektiv på religion, og derfor fyldte religion også en del i de grundlæggende sociologiske skrifter.

August Comte: Religion er for samfundet, hvad helbred er for kroppen
Når det gælder den klassiske sociologis syn på religion, er franskmanden Auguste Comte (1798-1857) et oplagt sted at starte. Comte var en af de første, der systematisk og med naturvidenskabens optik satte sig for at undersøge, hvordan samfund fungerer, hvordan de er organiserede - og ikke mindst hvordan de bør organiseres.

Comtes bud på en af samtidens store udfordringer - reorganiseringen af samfundet - var at lade sociologien træde ind i den rolle som religion efter hans opfattelse havde haft hidtil, nemlig som opretholder af social orden og som skaber af sammenhængskraft.

I et af hans hovedværker, Systéme de politique positive ou Traité de sociologie, fra 1851 definerer Comte religion som en tilstand af fuldkommen harmoni, der er særegen for menneskers liv. Essensen af religion er nemlig de dybeste følelser, og eftersom menneskers handlinger ifølge Comte både er styret af følelser og praktisk viden, er det religion og dens sammensætning af forklaringer og følelsesmæssig identifikation, der historisk set har sørget for harmonisk regulering af handlinger i samfundet: social orden.

Comtes definition af religion afslører et konservativt samfundssyn. Han beskriver religion som en sundhedstilstand i samfundet, nemlig både som en tilstand af harmoni og som den proces eller kraft, der genskaber samfundets harmoni. På samme måde som at et godt helbred sikrer, at kroppen forbliver rask, var det religiøse liv en barriere mod samfundsmæssig opløsning og anarki.

Hvorvidt en bestemt indretning af samfundet er sund, harmonisk eller nødvendig er selvfølgelig et værdiladet spørgsmål, som forudsætter, at man på forhånd har besluttet, at den sociale orden lever op til bestemte formål. I Comtes sociologi er formålet dels at holde egoistiske tilbøjeligheder under opsyn og dels at skabe en form for kollektiv hukommelse, hvor menneskers handlinger betyder noget for andre og på den måde får social mening.

Det sidste punkt er en smule indviklet, men på en tid, hvor religionen mistede sin autoritet, og hvor mange sociale bånd og traditioner blev opløst, så Comte ingen anden udvej end at skabe et nyt trossystem baseret på rationel viden om samfundet.

La religion de lhumanité eller "menneskehedens religion" var navnet på Comtes originale løsning. Det var et meget detaljeret og omfattende system, som i store træk gik ud på at genopfinde religionernes praksis og ceremonier i en form, hvor teologien var erstattet af humanistiske doktriner, og hvor man i stedet for Gud skulle tilbede menneskehedens store personligheder.

En kritiker har peget på, at August Comtes sociologiske iværksættelse af menneskehedens religion mest af alt ligner et febrilsk forsøg på at genoplive et lig. En dødfødt idé. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at Comtes sociologi er helt uvedkommende i dag. Den franske socialfysiker kan være et godt udgangspunkt, hvis man fx interesserer sig for spørgsmålet om socialismens ideologiske rødder, som nogle ligefrem mener er religiøse.

Karl Marx: Den undertrykte skabnings suk, hjertet i en hjerteløs verden
Man kan roligt sige, at den tyske filosof og journalist Karl Marx (1818-1883) havde sværere ved at få øje på samfundsmæssig harmoni end franskmanden August Comte.

For Marx frembød historien en uafbrudt række eksempler på de fås undertrykkelse af de mange. 1800-tallets frembrusende kapitalistiske samfund var bare den seneste og mest udviklede variant af systematiske klassemodsætninger. Det var inden for den sammenhæng, at han så religion som et forsøg på at forene mennesker uden at have forståelse for de sociale og økonomiske kræfter, der skiller dem ad.

I midten af 1800-tallet, da Marx skrev sine tidlige værker, var den politiske liberalismen ved at få luft under vingerne, og mange så liberalismens rettigheder og friheder (ejendomsret, religionsfrihed, ytringsfrihed og stemmeret) som afgørende historiske fremskridt. Det var Marx sådan set enig i, men for ham var de også en barriere for ægte menneskelig frigørelse.

Den liberale idé om retfærdig er baseret på en forestilling om, at mennesker har brug for beskyttelse mod andre mennesker. Den antagelse er, groft sagt, liberal politisk filosofi i en suppeterning.

Liberalisternes frihedstanke var Marx meget kritisk over for. Ægte frihed var i hans øjne noget, der udfoldede sig i menneskers forhold til hinanden, i fællesskaber, og den liberale samfundsindretning gjorde mennesker fremmede for både hinanden og for sig selv og forhindrede dem på den måde i at tage deres skæbne i egne hænder. Det er denne såkaldte fremmedgørelse, der er udgangspunktet for Marx forståelse af religion.

Helt overordnet er religion ifølge Marx noget, som mennesker har opfundet, fordi de har brug for den, og der er to dimensioner af fremmedgørelse, der kan forklare behovet.

På den ene side har mennesker brug for at anerkende og udtrykke deres essentielle fælles eksistens - den kendsgerning at det er det menneskelige samfund eller fællesskab, der gør livet muligt og former tilværelsen. I en situation hvor ejendomsret og undertrykkelse skaber klassemodsætninger eller modstridende interesser, kan religion så bidrage med en vis harmoni. Det gør den ved at skabe en falsk idé om et fællesskab, hvor alle er lige over for Gud.

Den anden dimension af fremmedgørelse handler om fremmedgørelsen i arbejdet. Det er en lidt længere udredning, men pointen er meget kort fortalt, at når mennesker er domineret af deres egen arbejdskraft, så vil de også helt naturligt falde på knæ foran en Gud, de selv har skabt.

Marx analyse af det kapitalistiske samfund er nemlig først og fremmest en analyse af det forhold, at langt de fleste mennesker producerer arbejdskraft som en vare, de er tvunget til at sælge. Og i en verden hvor det individuelle arbejde bliver omsat til en ensartet standard, arbejdskraft, er det i Marx øjne helt naturligt, at kristendommen med dens dyrkelse af det abstrakte menneske er den mest passende form for religion.

Protestantismen er i det lys den borgerlige religion per excellence. Marx skriver et sted, at Luther overkom hengivenhedens trældom ved at erstatte den med overbevisningens trældom. Han befriende nemlig mennesker fra den ydre religiøsitet ved at gøre menneskets indre religiøst (han sprang kroppens lænker ved at lægge hjertet i lænker).

En grundpræmis i Marx materialistiske filosofi er, at tanker og ideologier som fx religion er en slags ekko af de materialle livsvilkår. Den økonomiske indretning af produktion og arbejde er med andre ord bestemmende for den bevidsthed folk har omkring deres sociale liv. I Hovedværket Das Kapital løfter Marx sløret for, hvilke fremtidige konsekvenser det bør få for religion:

Den religiøse afspejlning af den virkelige verden fordufter først, når hverdagslivet er sådan indrettet, at mennesker lever i gennemskuelige og fornuftige relationer til deres medmennesker og til naturen [...] det mystiske slør løftes ikke før, livsverdenens materielle vilkår er omdannet til et produktionsfællesskab, hvor frit associerede mennesker bevidst styrer deres egen tilværelse.

Selvom Marx var religionskritisk, ville han - hvis han altså levede i dag - sandsynligvis have forholdt sig mere kritisk til den nye ateisme. For Marx var religion som nævnt mere en effekt af end en årsag til undertrykkelse. Et alt for skarpt fokus på religionskritik ville derfor, efter hans mening, lede opmærksomheden væk fra den virkelige sociale kamp og over i sterile teologiske diskussioner.

Emilie Dürkheim: Religion og samfund - to alen af et stykke
Emilie Dürkheim (1858-1917) opfattes af mange som sociologiens egentlige grundlægger. Hvis andre tog de første spadestik, var det franskmanden Dürkheim, der støbte fundamentet. I hvert fald var han den første, der blev udnævnt til professor i sociologi, og hans forskning og undervisning i slutningen af 1800-tallet var helt afgørende for, at sociologien kunne etablere sig som en selvstændig videnskabelig disciplin.

Som mange af sine samtidige var Dürkheim opmærksom på, at religion tilsyneladende mistede betydning i moderne samfund. I 1800-tallets Frankrig tilfredsstillede religion helt klart et erkendelsesmæssigt behov, men religion var ikke som tidligere den primære garant for social orden.

Den intuition udforskede Dürkheim ved at undersøge, hvordan retslige sanktioner og lovgiving historisk set har ændret sig. I moderne samfund skal lovgivningen især sikre, at økonomi og civilsamfund kører af sig selv, mens lov og orden i traditionelle samfund i høj grad var et spørgsmål om at fastholde et bestemt fælles verdensbillede.

Det, der skaber orden eller solidaritet i moderne samfund, er en meget specialiseret og organisk arbejdsdeling. Moderne mennesker er nemlig afhængige af hinanden på kryds og tværs for at få tilfredsstillet deres mest basale behov.

I traditionelle samfund eksisterede der en anden mere mekanisk samfundsorden. Her afhang solidariten ikke i så høj grad af gensidig afhængighed, men derimod af ensartede tanker, følelser og forestillinger, og religion havde ifølge Dürkheim spillet en afgørende rolle i forhold til at skabe og opretholde harmoniserede verdensbilleder.

Men ikke nok med det. I bogen Det religiøse livs elementære former argumenterer Dürkheim for, at religion eller primitiv totemisme i virkeligheden er det oprindelige udgangspunkt for samfundsmæssighed. Religion var efter hans opfattelse simpelthen samfund i hellig form, og den fælles oplevelse af det hellige var det øjeblik, hvor sociale forbindelser kom til verden eller genopstod og dermed også baggrunden for individets opståen som et socialt væsen.

Religion er først og fremmest et system af ideer, hvorigennem mennesker gør sig forestillinger om det samfund, som de er en del af, og det uigennemskuelige, men alligevel intime forhold de har til det (Fra Det religiøse livs elementære former)

Eller sagt på en anden måde: Når mennesker deltager i et religiøst ritual, så er det i virkeligheden ikke Gud, men samfundet de tilbeder.

Religion er på den måde et symbolsk udtryk for de usynlige moralske kræfter, som de fleste mennesker, der lever i et fællesskab, er påvirket af. Når man fx deltager i et religiøst sørgeritual forsøger man mere eller mindre symbolsk at genskabe gruppens sammenhold eller enhed, som meget direkte er truet, når et medlem dør.

Ifølge Dürkheim kan man føre alle religiøse ritualer - hvis man undersøger deres mest elementære former - tilbage til kollektive og moralske erfaringer af samfundet. At være religiøs er handler i sidste ende om at vække disse fællesskabsfølelser sammen med andre.

Dürkheim gik endda et skridt videre. Som kronen på sit religionssociologiske værk hævdede han, at de basale begreber, der er selve udgangspunktet for menneskers tænkning, har en religiøs, rituel oprindelse. En af de vigtigste betingelser for at kunne skabe mening er evnen til at klassificere, og Dürkheim tilbagefører denne evne eller praksis til menneskers første følelsesmæssige erfaring af forskellen på det hellige og det profane. Der er ingen glidende overgang mellem de to, det er spørgsmål om enten eller.

Det samme gør sig gældende med de andre grundlæggende fornuftskategorier som tid, rum, og kausalitet. Argumentet er lidt indviklet, men religiøs praksis skelner mellem hellige og profane rum og tidspunkter, og det er ifølge Dürkheim det sociale udgangspunkt for de rumlige og tidslige differentieringer.

Lektien fra Dürkheim er, at en teori om religion må forholde sig til, at religion i yderste grad er en social ting. Religiøse ritualer og praksis gør rum, tid og ting hellige og skaber et meningsunivers. Det er i den betydning, at religion er et samfund i helliggjort form.

Georg Simmel: Vanddråber og regnbuer
Den tyske filosof og sociolog George Simmel (1858-1918) er en outsider, når det gælder sociologiske perspektiver på religion. Hans behandling af emnet begrænser sig i det store og hele til en tekst - eller mere præcist et essay - nemlig Et bidrag til Religionssociologien. Til gengæld var Simmel med til at grundlægge en original variant af sociologi, som også prægede hans syn på religion.

I Simmels hænder var sociologi ikke en videnskab, men derimod en metode til at udforske de vedvarende og sammenhængende sociale interaktioner og den psykologiske dynamik, som mennesker hele tiden deltager i. Ud fra det kunne man så forsøge at stykke et billede af samfundet sammen - bygge samfundet op fra bunden, som Simmel måske ville have udtrykt det.

Den tankegang bruger Simmel også i sin jagt på religionernes natur. Hans udgangspunkt var, at der ikke findes en religiøs essens eller endegyldig forklaring på, hvorfor mennesker er religiøse. Man kan kun nærme sig et svar på spørgsmålet, og den mest frugtbare fremgangsmåde er at kigge efter idéer, interesser og følelser i den verdslige verden, som ligner religiøsitet. Simmel mente, at man på den måde måske kunne finde frem til nogle elementære psykologiske behov og sociale forhold mellem mennesker, der har selvstændiggjort sig som religion.

Ifølge Simmel er der mange menneskelige relationer, der huser et religiøst element. Fx forholdet mellem et hengivent barn og dets forældre; en entusiastisk patriots følelser for nationen; en ivrig kosmopolit tanker om menneskeheden; en arbejders solidaritet over for sine undertrykte kampfæller; en undersåts lydighed over for sin hersker; en soldats tilhørsforhold til sin hær.

Pointen er, at de forskellige forhold har en fælles religiøs tone, nemlig blandingen af uselvisk hengivelse og målrettet begær. De eksisterer som en særlig følelse, fordi de er spændt ud mellem en konkret subjektiv oplevelse og tanken om en højere orden.

At være troende er i den simmelske sociologi først og fremmest et forhold mellem individer. At tro på Gud indebærer ikke bare, at man tror ubetinget på hans eksistens, men også at man udtrykker et bestemt subjektivt forhold til ham - at man gennem sine følelser går ud af sig selv og nærmer sig Gud. Men det er netop et af de primære kendetegn ved menneskers gensidige forhold.

Relationer mellem mennesker er ikke udelukkende baseret på, hvad vi endegyldigt ved om hinanden. Vores forhold er kendetegnet ved, at vi lader vores følelser og antagelse komme til udtryk på bestemte måder: underkastelse, hengivenhed, venlighed, kærlighed, patriotisme, solidaritet osv. Ifølge Simmel er dette trosforholds sociale rolle sjældent blevet undersøgt, men for ham er det klart, at samfundet hurtigt ville gå i opløsning, hvis det ikke eksisterede.

Tro og tillid til andre er et af de stærkeste bånd, der binder samfundet sammen. Tro er simpelthen en social og psykologisk relation mellem mennesker, som så senere kommer abstrakt til udtryk i religiøsitet. Troen på menneskelige relationer er en social nødvendighed.

Processen kan sammenlignes med idéen om Gud som skaber og samlende princip. I hverdagslivet er mennesker hele tiden tvunget til at tænke i årsager og sammenhænge i forhold til deres nære omgivelser, fx naturens forudsigelighed og gruppens sammenhold. Simmel forestiller sig så, at den tankefigur er så blevet så dominerende, at man også har forsøgt at få den tilfredsstillet i forhold til det absolutte - i forhold til altings årsag og sammenhæng.

Enhed er her helt afgørende. Religioner udtrykker nemlig sociale gruppers nødvendige fællesskab i en idealiseret form, hvor alle kan søge det samme, Gud, uden at komme i konflikt med hinanden. Simmel nævner som et af de smukkeste udtryk Jesus udsagn om, at der er plads til alle i Guds hus.

Hvis man læser Simmel lidt hurtigt, når man måske også til den hurtige konklusion, at religioner har en bestemt historisk oprindelse, nemlig menneskers gensidige følelser og deres følelser omkring fællesskabet.

Sådan skal det dog ikke forstås. De menneskelige interaktioner, som Simmel kæder sammen med religiøsitet, er en kilde - ikke til religionernes oprindelse, men til deres dybde og styrke.

Når religion betyder meget for mange mennesker, hænger det simpelthen sammen med religionernes enestående evne til at blande forestillinger med menneskers følelser, hvis pulserende strøm hele tiden genskaber religionerne. På samme måde som en fast strøm af vanddråber kan skabe et billede af en regnbue, som Simmel skriver afslutningsvis i essayet Et bidrag til Religionssociologien.

Max Weber: Fagmennesker uden ånd, nydelsesmennesker uden hjerte
Tyskeren Max Weber (1864-1920) er blevet beskrevet som en historisker, der blev sociolog, og en sociolog, der forblev økonom. På trods af titelforvirringen, er der en tydelig rød tråd i Webers akademiske karriere, nemlig interessen for sociale og kulturelle fænomeners historiske dimension.

Det komparative og historiske perspektiv gjorde Weber til den nok mest betydningsfulde grundlægger af det 20. århundredes sociologi, og hans hovedværk Økonomi og Samfund betragtes af mange som en slags sociologiens verdenshistorie.

Til gengæld var det først i Webers sidste leveår, at han selv begyndte at identificere sig som en rigtig sociolog, og det var også først her, at religion kom til at fylde i hans skrifter.

Webers mest omfangsrige værk var hans Religionssociologi, hvor han meget ambitiøst tog alle verdensreligionerne under behandling i et studie af civilisationer. Religion var generelt aldrig noget, Weber behandlede isoleret fra andre institutioner og livssfærer, og hans viden om verdens forskellige religiøse traditioner brugte han først og fremmest til at belyse sit primære undersøgelsesområde, som var den vestlige rationalismes unikke udviklingshistorie.

Rationalisering opfattes af Weber som en historisk udvikling, hvor verden i stigende grad præges af en beregnende og forudseende adfærd. Det moderne rationelle menneske retter sine handlinger mod bestemte formål og afvejer hele tiden handlingernes mulige konsekvenser. Rationaliseringen var nært forbundet med en anden intellektuel proces, affortryllelse. Det var en historisk tendens, hvor religion, teologi og metafysik mistede betydning og blev erstattet af moderne, teknologisk viden.

Igennem sine komparative studier af religion nåede Weber frem til, at Vestens unikke rationelle og kapitalistiske samfund ikke kunne have udviklet sig, hvis der ikke også var sket nogle forandringer i samfundets underliggende etiske, religiøse, psykologiske og kulturelle værdier. Der havde eksisteret kapitalistiske økonomier før - både til andre tider og andre steder i verden - men ikke som så gennemgribende meningsuniverser, som det var tilfædet i Vesten.

Protestantismens etik og kapitalismens ånd er et andet af Webers hovedværker. Bogen beskriver kort og godt, hvordan nogle af protestantismens etiske principper er forbundet med en bestemt personlighedstype, der i mistænkelig grad er på hjemmebane i det moderne kapitalistiske samfund.

I modsætning til Marx, der analyserede kapitalismen som et system, var Weber først og fremmest interesseret i kapitalisme som en særlig ånd eller mentalitet, hvor det at tjene penge er en moralsk pligt og et mål i sig selv, hvor nøjsomhed er en dyd, og hvor man for alt i verden ikke må spilde sin tid.

Den særlige tankegang voksede ifølge Weber især frem i det 18. århundredes Nordeuropa og USA, og det var ikke - som hos Marx - bare et overbygning på det økonomiske produktionssystem. Det var værdier, der havde en uafhængig indflydelse på menneskers handlinger.

Det egentlige grundlag for den kapitalistiske mentalitet var som nævnt protestantismen og i første omgang Luther, der profetisk beskrev økonomiske aktiviteter som et værdigt kald og på den måde moralsk sanktionerede verdsligt arbejde.

Senere i historien var forskellige protestantiske sekter med til at viderudvikle tanken om, at en rationel asketisk livsførelse, og en utrættelig arbejdsindsats, er den mest direkte vej til at blive Guds instrument i verden og dermed også Guds udvalgte i den næste verden.

I historiens løb er det religiøse fundament for den kapitalistiske ånd smuldret bort, men mentaliteten er blevet hængende. Livet er ifølge Weber stadig en pligt, men pligten er ikke længere et gudsfrygtigt, nøjsomt liv, men derimod pligten til at tilegne sig verdens ydre goder og søge indre selvbekræftelse.

Weber fremmaner på mange måder et dystert scenarie for fremtiden. Bureaukratisering er en del af den generelle udvikling i de moderne samfund, og selvom den ikke i sig selv er en negativ størrelse, beskriver Weber med sin berømte metafor om rationalitetens jernbur en udvikling, hvor en forstenet bureakratisering tvinger rod- og principløse mennesker i sin tjeneste.

Eller fagmennesker uden ånd, nydelsesmennesker uden hjerte, som Weber profestisk og polemisk beskrev nutidens efterkommere af en sekulariseret protestantisme.