Billedserie: De danske moskéer

Kommer den, eller kommer den ikke? Sådan skal den nye shia-moské på Vibevej se ud ifølge byggeplanerne.Billedet er fra lokalplanen. Se denne billedserie om moskéer i Danmark.

Islam er den næststørste religion i verden. Alligevel huser Danmark endnu ikke en rigtig moské

Muslimer i Danmark samles hver fredag i de over 100 kulturcentre og foreninger, der agerer bedehuse og minimoskéer over hele landet.

Hovedparten af disse er sunni-muslimer,der også udgør næsten 90 procent af verdens muslimer.

Grundlæggende opdeler man islam i to fraktioner, sunni- og den mindre shia-islam (cirka 10 procent).

I Danmark svarer foreningsfordelingen også nogenlunde til denne opdeling.

I bogen 'Tørre tal om troen - religionsdemografi i det 21. århundrede' fra 2007 anslog religionssociologerne Margit Warburg og Brian Arly Jacobsen, at antallet af muslimer i Danmark cirka var 207.000 - svarende til 3,8 procent af befolkningen.

Alligevel er der endnu ikke bygget en decideret moské i Danmark, der ved siden af landets kristne kirker også rummer jødiske synagoger.

Derfor bliver den muslimske fredagsbøn indtil videre afholdt i nedlagte fabrikshaller og firmabebyggelser i Danmark og ikke under en stormoskés kupler og minareter, som man ser i andre lande.

En stormoské kan kendes i bybilledet på de to minareter, hvorfra der traditionelt kaldes til fredagsbøn. Mellem minareterne vil der ofte tårne en kuppel.

Men stormoskéerne er faktisk ofte også en hel institution, hvor kulturcentre, uddannelsestilbud og forretninger ofte er at finde.

De manglende store moskéer i Danmark bliver af mange set som et problem, og flere muslimer og islamiske organisationer har i mange år arbejdet på planer om opførelsen af en dansk stormoské.

Flere byggeplaner ligger allerede klar rundt om i landet, og selvom mange politikere er positivt stemt overfor forslagene, finder man også stor skepsis.

Et stort problem for byggeprojekterne er pengene. Moskéer af denne type er nemlig dyre at bygge, og da opførelsen af sådanne bygninger som udgangspunkt kan finansieres af alle, giver pengene bag projekterne for mange anledning til bekymring.

Både i Aarhus, Odense og København ligger der godkendte planer klar for byggerierne, der bremses, af manglende midler.

I København blev der i 2009 fra Borgerrepræsentationen givet førstegodkendelse til et shia-islamisk stormoské-projekt, der planlægges på Vibevej 25-29 på ydre Nørrebro.

Projektet ventes at koste mellem 40 og 50 millioner - penge, der i første omgang så ud til at kunne skaffes.

Det hele blev dog bremset, da det kom frem, at pengestrømmen muligvis stammede fra det iranske præstestyre.

Det fik mange politikere op af stolene, og for nylig samlede Karen Jespersen (V) en bred politisk gruppe, der ønsker at undersøge baggrunden for projektet nærmere.

"Vi ved fra Storbritannien, at moskéer er en meget vigtig ramme for det iranske præstestyre. En stormoské kan være et helt lille rådhus med undervisning af børn, biblioteker og shariadomstole, og vi ved også fra udlandet, at det styrker ekstremistiske kræfter," udtalte hun blandt andet.

Denne skepsis bakkes op af Mehdi Mozaffari, der er iraner og professor i islamiske studier ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

Han ser samtidig et stort stykke arbejde foran undersøgelserne om finansieringen:

"Det bliver en kæmpe opgave for de danske myndigheder at finde ud af, hvad der foregår. Og moskéen vil også kunne bruges til at oplære unge muslimer i radikal islamisme og måske endda terrorvirksomhed," siger han i et interview i Kristeligt Dagblad.

Andre er dog mere positivt stemte overfor projektet.

En af dem er Post.doc. ved Teologisk Fakultet på Københavns Universitet, Riem Spielhaus, som nøje har fulgt udviklingen i forbindelse med en stormoské i Hamborg.

Hun mener ikke, moskéerne udgør nogen særlig trussel og heller ikke, at det har betydning, hvor pengene kommer fra.

"Jeg har interviewet den tyske sikkerhedstjeneste, og generelt er deres opfattelse, at dagens terror ikke udgår fra moskéerne, og at den ikke kommer fra Iran. Når du har en stor moské, giver det mere gennemsigtighed, fordi de folk, der driver moskéen, har meget mere at tabe," siger Riem Spielhaus i et interview i Kristeligt Dagblad.

Men indtil videre ligger moské-planerne for Vibevej, som flere andre projekter i landet, stille på tegnebrættet, så det er svært at sige, hvornår og om Danmark får sin første rigtige moské.

I billedserien nedenfor kan du se en række af de nuværende danske moskéer.

Fredagsbøn i moské på Hejrevej i forbindelse med en islamisk konference. Foto: ANNETT BRUHN
Fredagsbønnen i Hejrevej-moskéen ledes her af imam Abdul Wahid Pedersen. Foto: SØREN BIDSTRUP
Bøn i Sultan Ayyub-moskéen på Nørre Allé 34 i Aarhus. Foto: ERIK JEPSEN
Imam Naimatullah Basharat prædiker under fredagsbønnen i Nusrat Djahan moskéen i Hvidovre. Foto: Keld Navntoft
Nusrat Djahan Moskeen, Eriksminde Alle 2 i Hvidovre. Denne moské er det nærmeste, man kommer en klassisk moské i Danmark. Moskéen huser den muslimske retning ahmadiyya, som ikke anerkendes af sunni- og shiamuslimer. Foto: Kristian Brasen
Moské i Rådmandsgade 56 på Nørrebro. Foto: Kristian Brasen
Moské på Horsebakken 2, København NV. Foto: Kristian Brasen
'Muslim Youth Centre' på Amager, Øresundsvej 51. Foto: Kristian Brasen
AL Sunna-moskéen, Vesterbrogade 58 A. Foto: Kristian Brasen
Moské i Thorsgade 59 på Nørrebro. Foto: Kristian Brasen
Moskéen på Hejrevej 3, København NV. Foto: Kristian Brasen
Her er det Njalsgade på Islands Brygge. Her vil Bjarke Ingels Group 'BIG' bygge 'The Battery', som efter planen skal indeholde boliger, erhverv, fritidstilbud, kultur, hotel, børnehave og også en moské. Foto: Christian Ringbæk
Fredagsbøn i moskéen på Dortheasvej. Foto: Søren Bidstrup
Til en fyldt moské i Det Islamiske Trossamfund i København tordnede imam Mostafa Chendid (billedet) mod flere avisers genoptrykning af Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. - De mennesker, der blev hånet før, er de samme, som bliver det nu. Den profet, som blev ydmyget før, er den samme profet, som bliver ydmyget nu, sagde imamen ved fredagsbønnen. Foto: niels ahlmann olesen
Bedende muslimer og unge aktivister side om side. Det nye Ungdomshus og moskéen på Dortheavej ligger tæt. Foto: Michael Bothager
Vibevej 25, Bispebjerg, Ydre Nørrebro - stedet hvor der skal bygges en ny shia-muslimsk moské. Foto: Mads Nissen Denmark
Vibevej 25, hvor den nye shia-moské efter planen skal bygges. Foto: Mads Nissen Denmark
Islamic Center i Malmø er et svensk svar på en stormoské. Udover selve moskeen, er der også en privatskole med 250 elever. Moskeen ledes af Imam Bejzat. Foto: Ditte Valente