Billedserie: Sådan skildres de hellige tre konger i kunsten

De hellige tre konger holder øje med bilisterne. Det store monument er placeret ved en motorvej uden for den brasilianske by Natal. Foto: Wikimedia Commons

De tre vise mænd er blevet fremstillet på mange forskellige måder i kunsten. Se et udpluk af nogle af de vigtigste skildringer af de tre vise mænd i denne billedserie

De hellige tre konger, som legenderne har døbt Caspar, Melchior og Baltasar, fulgte ledestjernen, som bragte dem til barn Jesus, der lå i en krybbe i Betlehem. Sådan står der i juleevangeliet. Men hvordan så de ud?

I kunsten er de blevet skildret på mange forskellige måder, både som hengivne, farlige, mægtige og ubetydelige. I denne billedserie, som vi bringer i anledning af helligtrekongersdag den 6. januar, kan du se, hvordan de er blevet skildret fra år 300 til år 1890.

Se billederne her

De hellige tre konger bringer gaver til Jesusbarnet. Denne sarkofag fra det 3. århundrede er en af de tidligste skildringer af Helligtrekonger og kan findes på Vatikanmuseet i Rom. Foto: Wikimedia Commons
Her ses de hellige tre konger på spring for at finde Jesusbarnet. Mosaikken blev færdiggjort i 526 e. Kr. af den såkaldte Mester af Skt. Apollinaire. Den findes i Basilica di Sant' Apollinare Nuovo i den norditalienske by Ravenna. Foto: Wikimedia Commons
Denne fresko af Giotto er fra 1306 og hænger i Scrovegni-kapellet i den norditalienske by Padova. Den ene af de tre vise mænd kysser Jesusbarnet, og øverst kan man se et stjerneskud. Man mener, at stjerneskuddet var inspireret af forekomsten af Halleys komet i 1301. Foto: Wikimedia
Dette billede er malet af den tyske maler Mesteren af Sigmaringen i begyndelsen af 1500-tallet. Centralt i billedet sidder det nøgne Jesusbarn på Marias knæ og tager imod gaverne. Foto: Wikimedia
Billedet er malet af den italienske gotiske maler Gentile da Fabriano og er fra 1423. Det hænger på Uffizi-museet i Firenze. Hele byen strømmer til for at se Jesus, og den ene af de vise mænd knæler for Maria og Jesus, som lægger en hånd på ham. I baggrunden står dyrene og ser på. Foto: Wikimedia Commons
Her er en usædvanlig skildring af Helligtrekonger. Den flamske maler Pieter Breughel d. æ. har valgt at fokusere på vinterlandskabet og menneskemængden. Dermed drukner de hellige tre konger midt i hverdagslivets hektiske aktivitet. Selvom det er sket et under, arbejder folket i landsbyen videre uden at ænse det. Foto: Wikimedia Commons
Billedet er fra slutningen af 1520erne og er malet af den italienske maler Dosso Dossi. Der er en skumringsstemning og en lidt mystisk atmosfære. Enkelte stærke og kulørte farver påkalder sig opmærksomhed, såsom de hellige tre kongers og Josefs tøj samt den lyserøde måne. Foto: Wikimedia Commons
Det er ikke så ofte, at man ser de vise mænd afbildet som krigere. Billedet er fra det 15. århundrede, er malet af den franske kunstner Jean Fouquet og hænger på Musée Condé i Chantilly. Kong Karl d. VII af Frankring er den ene af de vise mænd og giver guld til Jesus. De to andre nærmer sig og eskorteres af kongens hær. Samtidig blæses der til kamp, og en stjerne lyser på kongeslottet. Foto: Wikimedia Commons
The Star of Bethlehem hedder dette billede og er malet af den engelske kunstner Sir Edward Burne-Jones i 1890. Der hersker en uforklarlig og lidt ildevarslende stemning, og Jesusbarnet putter sig ind til sin moder, mens det ser skræmt på de mystiske fremmede. En engel står og holder Bethlehems stjerne. Billedet hænger på Birmingham Museum & Art Gallery. Foto: Wikimedia Commons