Blasfemi i 5 verdensreligioner

Billedet "La tentation de Saint Antoine" - eller "Den hellige Antonius' fristelse" (malet i 1878 af Félicien Rops), fandt mange af datidens kristne blasfemisk. Foto: Félicien Rops/Wikimediacommons

Forbud mod blasfemi kan man finde i de store monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam – men ikke i hinduisme og buddhisme. Teologiske konflikter og magtkampe er dog en del af deres historie, ligesom det er tilfældet i de andre religioner

Blasfemi kommer fra det græske ord 'blasphemia', som betyder bagtalelse. Blasfemi bliver ofte sidestillet med gudsbespottelse og betegner i bred forstand en grov forhånelse af det, som bliver anset for helligt i et religiøst fællesskab.

Blasfemi i jødedommen

Forbuddet mod blasfemi kan man læse i Toraen. Toraen er jødernes hellige skrift, som med få ændringer svarer til Det Gamle Testamente.

I Toraens bog Exodus - det vil sige Anden Mosebog i den kristne bibel - kan man første gang læse det jødiske forbud mod blasfemi. Det er her værd at bemærke, at en forbandelse af samfundets leder også bliver betragtet som blasfemi. Dette kan være et udtryk for, at man har anset lederens autoritet som givet af Gud.

"Du må ikke forbande Gud. Du må ikke forbande en stormand i dit folk" (Exodus 22,27).

Forbuddet mod blasfemi bliver uddybet i Leviticus, (Tredje Mosebog i kristen tradition). Dette tekststykke foreskriver, at straffen for blasfemi er stening til døden, hvad enten der er tale om en person, der tilhører det israelitiske samfund eller en fremmed.

"Den, der bespotter Herrens navn, skal lide døden; hele menigheden skal stene ham. Hvad enten det er en fremmed eller en af landets egne, skal han lide døden, fordi han bespottede navnet" (Leviticus 24,16).

Leviticus indeholder også et eksempel på en mand af egyptisk baggrund, som bliver stenet uden for bygrænsen, efter at have forbandet Gud i et skænderi med en af israelitterne.

I senere jødedom bliver udtalelse af Guds rette navn (YHWH) betragtet som blasfemi. Forbuddet bliver diskuteret og uddybet i Talmud, som er jødedommens store kommentarbog og juridiske samling.

Hvad der er blasfemi eller ej bliver stadig diskuteret inden for jødedommen. Kontroversen om popstjernen Madonnas kabbalistiske ikonografi fra 2005 er et godt eksempel på dette.

Blasfemi i kristendommen

Kristendommens forbud mod blasfemi er på mange måder en videreførelse af det jødiske.

I Det Nye Testamente bliver Jesus tillagt et udsagn om, at bespottelse af ånden er utilgiveligt. Udsagnet lyder som følger:

"Derfor siger jeg jer: Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende" (Matthæus 12,31-32).

Da kristendommen blev statsreligion i det meste af Europa, blev blasfemi gjort til en strafbar forbrydelse. Den store filosof Thomas Aquinas så blasfemi som en vantro. I værket Summa Theologica skriver han blandt andet, at en forbrydelse mod Gud er mere graverende end mord.

Straffen for blasfemi var de fleste steder korporlig. Ifølge Danske Lov fra 1683 skulle den skyldige have skåret tungen ud og hovedet hugget af. Fra oplysningstiden er straffen for blasfemi imidlertid blevet mildere også i Danmark (se faktaboks).

Blasfemi i islam

En kafir er i islamisk tradition en person, der har begået blasfemi. Kafir er således en vantro eller fornægter og skyldig i en af de mest alvorlige synder, en muslim kan begå. I islam kan det være blasfemi at sætte nogen eller noget ved siden af eller over Allah. Dette kaldes shrik. Det kan også være blasfemi at tale nedsættende om Allah, profeten Muhammed og de bibelske profeter deriblandt Jesus. I islam er det imidlertid blasfemi at kalde Jesus Guds søn, da dette er at sidestille et menneske med Allah.

Et af de mest kendte eksempler på blasfemi i islam er sagen om forfatteren Salman Rushdie, som blev anklaget for blasfemi for sin roman De Sataniske Vers. Det mest kontroversielle i sagen var den iranske leder Ayatollah Khomeinis fatwa fra 1989, der indebar en dødsdom over den britiske forfatter.

Et mere aktuelt eksempel er Jyllandspostens karikaturtegninger af profeten Muhammed og de efterfølgende reaktioner.

Religioner uden blasfemi

To af de store religioner fra Asien, hinduisme og buddhisme, har ikke noget formelt begreb om blasfemi.

I hinduismen er der intet ord, der svarer til blasfemi. Dette kan man forstå i sammenhæng med, at hinduismen er en samlende betegnelse for en masse forskellige trosretninger i Indien, uden en enkelt hellig bog, der foreskriver lovene.

I buddhismen er der heller ikke noget formelt begreb om blasfemi. Buddhisternes otte-leddet vej til frelse inkluderer dog, at man ikke må tale grimt om hellige personer, hverken fra buddhismen eller andre religioner.

Selvom blasfemi ikke er noget formelt element i hverken hinduisme eller buddhisme, er teologiske konflikter og magtkampe selvfølgeligt også en del af deres historie, ligesom det er tilfældet inden for jødedom, kristendom og islam.