Buddhismens tre hovedretninger

Kigger man sig rundt i Asien eller hos de få buddhistmunke herhjemme, vil man lægge mærke til, at de ser forskellige ud. Buddhismen er en mangfoldig religion, og dens mange retninger har meget forskellige meninger om, hvad buddhisme egentlig er

Kigger man sig rundt i Asien eller hos de få buddhistmunke herhjemme, vil man lægge mærke til, at de ser forskellige ud. I Sydøstasien går munkene med gule, brune eller orange munkekutter på, ved Himalaya-bjergene er de mørkerøde, i Kina og Vietnam er de grå, og i Japan er de fleste sorte. Nogle steder ser man buddhistpræster med kone, børn og familiebil, andre steder isolerer enkelte seriøse munke sig for perioder med konstant meditation og stilhed.

Her kan du se fordelingen af buddhister over hele verden:

Buddhister er naturligvis forskellige, fordi de er mennesker ligesom alle andre. Men de tror og praktiserer også forskelligt efter, hvilken form for buddhisme de tilhører. Siden sin opståen for over 2000 år siden har buddhismen udviklet sig til mange forskellige skoler og traditioner, som så igen har forgrenet sig. Nogle traditioner er allerede uddøde, mens andre er nye fænomener, som også har bredt sig til Vesten.

Overordnet taler man om tre store buddhistiske hovedretninger: sydøstlig hinayana, østlig mahayana og nordlig vajrayana. Disse retninger kaldes fartøjer, fordi de anses som redskaber til at opnå oplysning og dermed frigørelse fra genfødsel.

Selvom de forskellige former for buddhisme gennem historien har givet anledning til splid, har mange specielt i moderne tid forsøgt at samle trådene til en fælles buddhistisk verden, som for eksempel i Buddhisternes Verdensforbund.

Nedenfor kan ses en oversigt over, i hvilke lande de tre buddhistiske retninger er den mest udbredte religionsform:

1. Hinayana

Omtrent 250 år efter at den klassiske buddhisme var opstået i Indien, brød en gruppe af de ældste ud og dannede deres egen fortolkning af religionen. Denne retning blev senere kendt som hinayana (det lille fartøj) og theravada ('de ældstes lære), og den bredte sig primært til Sri Lanka, Myanmar (Burma), Thailand, Laos og Cambodja.

Hinayana adskiller sig fra de andre buddhistiske retninger ved dens syn på udfrielse. Som udgangspunkt er oplysningen nemlig kun for munke og nonner, mens almindelige mennesker blot kan stræbe mod den ved at rense sin karma gennem gode handlinger, medfølelse og støtte til sanghaen (sanskrit: munkevæsenet). Retningen kaldes derfor hinayana (det lille fartøj), som tegn på, at vejen til frelsen kun er for de få.

Fokus på egen frelse: I hinayana har man fokus på sin egen frelse, og målet er at blive en arhat; en hellig person, der har opnået nirvana. Meget basalt sagt mener hinayana-buddhister, at sjælen eller selvet (atman) er en illusion, og når man er oplyst om denne illusion, kan man opnå nirvana.

2. Mahayana

Mens hinayana-buddhismen fokuserer på egen udfrielse, sigter mahayana-buddhismen mod at hjælpe alle til oplysning. Af den grund kalder de sig selv mahayana (det store fartøj), fordi udfrielsen er for alle.

Målet i mahayana er at blive en bodhisattva, som hjælper andre mennesker. En bodhisattva er en person, der har opnået udfrielse, men fravælger nirvana for i stedet at blive genfødt igen og igen og hjælpe andre levende væsener mod oplysning, indtil alle er udfriet.

Et vigtigt mahayana-begreb i denne forbindelse er sunyata (tomhed), som er beskrevet i fortællingen Hjertesutraen. Tomheden betyder, at alting forgår, at intet er absolut, og at alting er afhængigt af noget andet. Bodhisattvaens rolle er at hjælpe andre med at erkende altings tomhed, og at der ikke er noget, der eksisterer i sig selv. De mest kendte bodhisattvaer, såsom Avalokiteshvara, har guddommelig status.

Et andet vigtigt område, mahayana udskiller sig på er synet på Buddha. Mens man i hinayana anser Buddha for at være et menneske, ganske vist med usædvanlige evner, er han i mahayana guddommelig. Samtidig anerkender man mange flere buddhaer end i hinayana, og de træder desuden ofte i baggrunden for andre guddommelige væsener.

Mahayana er den største retning inden for buddhismen, og den har mange skoler og retninger under sig. En af de største skoler er zen, som betyder meditation. Zenbuddhismens lærere mener, at alle kan opnå oplysning, men at det kun sker ved et pludseligt gennembrud. Dette opnås via en meditationspraksis, som læres ved personlig oplæring hos en zenmester.

En anden vigtig skole er Det Rene Lands skole; den største form for mahayanabuddhisme i Østasien. Inden for denne retning opnår man udfrielse ved blot at meditere og recitere Amida Buddhas navn. Mantraet som gentages er: Namo Amitabha Buddha (sanskrit), Nanmu Emituo Fo (kinesisk), Namo Amida Butsu (japansk) eller Æret være Amida Buddha på dansk.

Mahayana-buddhismen er udbredt i Bangladesh, Kina, Japan, Vietnam, Singapore, Taiwan, Nepal, Sri Lanka, Tibet, Bhutan, Malaysia og Mongoliet.

3. Vajrayana

Vajrayana, den tredje retning, opstod i Himalaya i år 600 e.Kr som et kulturmøde mellem mahayana-buddhisme og den tibetanske bön-religion. Vajrayana indeholder derfor mange af bön-religionens naturreligiøse elementer, såsom shamanisme, magi og ånder. I dag er retningen kendt som både vajrayana, tibetansk buddhisme, diamantvejen, tantrisk buddhisme og lamaisme, og den er primært udbredt i Tibet, Mongoliet og Bhutan.

Foruden det naturreligiøse element er Vajrayana kendetegnet ved dens åndelige leder, lamaen (tibetansk: den øverste, red.). Den mest kendte og magtfulde til dags dato er Dalai Lama, som er overhoved for Gelug-skolen; en af de fire hovedretninger inden for vajrayana. De tre andre skoler er Nyingma, Kagyu, Sakya.

Man taler om, at Vajrayana er en genvej til udfrielse, fordi retningen tilbyder mange belæringer, symboler og ritualer, der i dette liv kan føre til oplysning. Ritualer såsom mantraer er derfor en stor del af tibetanernes religiøse liv, tillige med glidefald og tantrisk meditation, hvor man mediterer over ydre objekter, såsom buddhaer, bodhisattvaer, mantraer eller mandalaer.

Kilder: "Buddhas lære og den tibetanske buddhisme" af Lene Højholt, "An Introduction to Buddhism" af Peter Harvey, "Buddhismen" af Knut A. Jacobsen, "Sources of Indian Tradition", vol. 1, NY: Columbia UP, 1958 af De Bary, Wm. Theodore et al (red.). Desuden Buddhanet.net og Dhammawiki.com.