Centrale mirakler i verdensreligionerne

Mirakuløse hændelser står centralt i de store verdensreligioner. Få indblik i en række af dem her

Et mirakel er en begivenhed, der bryder naturens love. Stort set alle religioner indeholder fortællinger om mirakler. Disse fortællinger er som oftest afgørende for forståelsen af religionens centrale budskab og indhold. Her følger nogle af de mest afgørende mirakler i verdensreligionerne.

Kristendommen - jomfrufødsel og opstandelse fra de døde
I kristendommen er de centrale mirakler Jesu fødsel og opstandelse. I Lukasevangeliet 1, 26-38 i Det Nye Testamente fortælles om, hvordan jomfru Maria får besøg af englen Gabriel. Hun skal undfange, føde og give navn til et barn, som Gud vil lade regere for evigt. Hans navn skal være Jesus, hvilket betyder Jahve frelser og kaldes Den højestes søn, altså Guds søn.

Maria understreger sin jomfruelighed med henvisningen til, at hun aldrig har været sammen med en mand. Men englen siger, at den kommende fødsel netop er et under.

Lukasevangeliet fortæller også om selve fødslen i det såkaldte juleevangelium i kapitel 2,1-21. Fortællingen sætter Jesu fødsel ind i en verdenshistorisk sammenhæng. Der sker, mens kejser Augustus var Romerrigets regent (29. f. Kr. 14 e. kr.). Fødslen sker i byen Betlehem, hvortil Maria og hendes forlovede, Josef må drage på grund af en folketælling. Enkelt og i få ord fortælles nu om fødslen. Jesus er Marias førstefødte. Der fortælles om de ydmyge omgivelser, som fødslen sker i, nemlig i en stald, fordi trængslen er så stor i byen, at der ikke kan findes overnatning og husly andre steder i byen.

Hyrderne ude på marken er de første, der får budskabet om Jesu fødsel. Det er en Guds engel, der bringer budskabet. og hyrderne ser nu en vældig flok, af engle, der fylder himmelrummet og synger i glæde over frelserens fødsel.

Om Jesu opstandelse fortælles der enslydende i Det Nye Testamentes fire evangelier. Alle fire evangelier fortæller om Jesu henrettelse og om gravlæggelsen. Dernæst berettes om, hvordan det konstateres, at graven er tom morgenen efter sabbatten og endelig fortælles om Jesu tilsynekomster for sine disciple. Det er i alt fald den grundlæggende struktur, som så varieres af de enkelte evangelister med andet stof.

Følger vi fortællingen i Lukasevangeliet, går en gruppe kvinder ud til graven og ser, at stenen til graven er flyttet. Og indenfor i graven ser de, at Jesu legeme ikke er der. To engle står dernæst foran kvinderne og forkynder, at Jesus er opstanden sådan som han har forudsagt det. Kvinderne vender tilbage og fortæller dette til disciplene og de øvrige forsamlede, men bliver mødt med mistillid. Kun Peter går ud til graven og finder blot ligklæderne og vender tilbage i dyb undren.

Da Jesus senere viser sig for sine disciple, bliver det deres overbevisning, at han har sprængt dødens magt og er opstået. Denne tro bliver grundlaget for kristendommens grundlæggelse og udbredelse.

LÆS OGSÅ:Mirakler fra Jesus til i dag

Jødedommen vandringen gennem Det røde Hav
Det begynder med fortællingen om Moses' fødsel i Anden Mosebog kapitel 2. Litterært vil man kalde fortællingen en legende, fordi selve fortællingens motiv er det bærende: det spæde barn, der er forfulgt af en tyran, men som lykkeligt undgår alle fare, fordi Gud selv har en plan med det.

Moses gør karriere ved det egyptiske hof. Men det hele ender brat, da han dræber en ægyptisk slavefoged. Han må flygte ud i ørkenen, hvor han bliver hyrde hos en midjanistisk præst, Jetro og gift med hans datter, Zippora. Det er så her i ørkenen, at Moses møder patriarkernes Gud, Jahve, og af denne får kaldet til at befri sit folk et kald som Moses modvilligt følger.

Dramatisk fortælles i Anden Mosebog kapitel 311 om de straffe, som Gud Herren nu nedkalder over egypterne og dets konge, for at de skal slippe det israelitiske folk (eller hebræerne som de kaldes her) fri af deres slavetilværelse og lade dem vandre ud i ørkenen.

Højdepunktet er beretningen om påskens indstiftelse i kap 12 - 13, hvor vi får forklaringen på selve festens ritual: slagtning og spisning af det førstefødte lam og spisning af ugæret brød. Den dag i dag står påsken i som et midtpunkt i jødedommens festkalender.

Hernæst følger så det store mirakel i kap. 14: Israelitterne føres af Moses mod det røde Hav. Farao har optaget forfølgelsen for at standse de udvandrende israelitter. Men havet åbner sig for de flygtende, så de kan vandre frelst til den modsatte bred, men lukker sig over Faraos hær.

Nu kan det befriede folk fortsætte sin vandring frem mod det lovede land, Israel.

Denne fortælling står i dag helt centralt i den jødiske religion som fortællingen om, hvordan folket blev til ved Guds indgriben og hvordan Gud Herren fortsat skaber og leder Israels historie.

SE OGSÅ: Billedserie: Mirakuløse valfartssteder

Islam åbenbaringen af Koranen og Muhammeds natterejse
Islams hellige bog Koranen blev bragt til religionsstifteren Muhammed (570-632) og åbenbaret til ham afsnit for afsnit af englen Gabriel. Koranen er skrevet på tavler i himlen, men er identisk med den jordiske Koran. Det betyder, at alt, hvad der er i den jordiske Koran, er Allahs direkte tale på himlens sprog, som er arabisk. Den 27. dag i fastemåneden Ramadan er den største helligdag i islam. Her fejres den hellige nat til minde om, at ærkeenglen Gabriel bragte hele bogen ned fra den syvende til den nederste himmel, og herefter de næste 23 år bragte afsnit for afsnit videre til Muhammed.

Om Muhammeds natlige himmelrejse fortælles, at Muhammed en nat blev vækket af englen Gabriel, der dernæst fører ham ud til et hvidt ridedyr, halvt mulddyr, halvt æsel og med vinger. Ridedyret havde navnet Burak. Gabriel og Muhammed rider nu sammen til Jerusalem, hvor han ser profeterne, Moses og Abraham og Jesus. Dagen efter fortæller han sine nærmeste om nattens ridt.

I andre fortællinger kombineres denne natterejsen til Jerusalem sammen med en himmelrejse: I Jerusalem står der en stige på tempelbjerget, og ad denne går Muhammed nu op gennem de syv himle.

Nogle koran-fortolkere opfatter hændelsen bogstaveligt. Andre forstår den billedligt. Ifølge islamisk tradition skal profetens hustru Aisha nemlig have sagt, at der var tale om en åndelig rejse: "Guds sendebuds krop forlod ikke stedet. Gud lod ham rejse med sjælen."

Hinduismen guden Krishna åbenbarer sig for Arjuna
Hinduismen består af en lang række helligskrifter, hvoraf Bhagavadgita er den mest populære. Bogen består udelukkende af en samtale mellem prinsen Arjuna og guden Krishna. Arjuna er involveret i en nærmest uendelig slægtsfejde. Før det afgørende slag ser han over på den fjendtlige hær, og han ser, at der står slægtninge på begge sider. Han indser med et, at kampen vil være totalt ødelæggende for slægten, og han mister viljen til at kæmpe.

Da viser det sig, at guden Krishna har åbenbaret sig i skikkelse af Arjunas vognstyrer. Krishna gør det nu klart for Arjuna, hvorfor han bør kæmpe. For menneskets eget selv er adskilt fra kroppen og derfor dør ingen i krigen. Efter at kroppen er død, skifter det individuelle selv krop på samme måde som mennesket skifter sit gamle tøj ud med nyt.

Arjuna skal gøre sin pligt som kriger, idet han samtidig hengiver sig til guden. Dør han i krigen vil han komme til himlen. Og vinder han krigen vil han få ære og magt. Han kan ikke tabe, for hans sag er retfærdig.
Slaget varede i 18 dage og regnes som afslutningen på den forrige tidsalder og begyndelsen til den nuværende, der kaldes kalitiden.

Buddhismen Buddhas fødsel
Med baggrund i buddhismens lære om genfødsel, anses Buddhas fødsel omkring år 500 f. Kr. for at være den sidste. Fra dette sidste liv indgik Buddha i Nirvana, det vil sige forløsningen eller udslukkelsen til den totale intethed, som er selve målet for buddhisten.

Buddha valgte at lade sig føde ind i en fyrsteslægt, hvor han voksede op omgivet af velstand og kærlighed. Her blev han gennem sin beskyttede opvækst udrustet fysisk og intellektuelt.

I legenderne fortælles det, at da tiden var moden, forvandlede Buddha sig til en hvid elefant og gik ind i sin moders, dronning Mayas højre side. Det var, hvad Maya også drømte. Ifølge fødselslegenden tyder en spåmand drømmen: "Drømmen betyder lykke for kongen. En hellig ånd er steget ned ind i hendes kød og har virkeliggjort drømmen. Han som fødes ind i familien vil enten blive en verdenshersker eller han vil forlade hjemmet for at søge Vejen og blive en oplyst mester og brage forløsningen til hele verden.

Legender fortæller endvidere, at Buddha umiddelbart efter fødslen tog syv lange skridt, og mod hvert af de fire verdenshjørner sagde han: Jeg er født for at nå oplysningen til bedste for verden. Dette er min fødsel i denne verden."

Litteratur:
Jens Forman: Muslimernes religion. 2006
Jacobsen og Thelle: Hinduismen og buddhismen. Oslo 1999