Indføring

De 10 største religioner i verden

Hvilken religion er mon størst i verden? Se her, hvad der topper listen, og hvilke religioner, der lige akkurat når ind på top 10. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

"Ingen religion" er i dag verdens tredjestørste religion. Se hvad verdens mennesker tror på i en top 10 over de største religioner i verden

Religion er et gammelt begreb, der handler om at binde sig til en religiøs praksis. Det er en fællesbetegnelse for alverdens trosforestillinger - oldgamle som helt nye.

De fleste kender de fem verdensreligioner kristendom, jødedom, islam, hinduisme og buddhisme. Men nye religioner kommer hele tiden til - eller genopstår.

For de gamle romere var "religio" især den praksis, som var nødvendig for at vedligeholde "pax deorum," altså freden eller pagten med guderne for at forhindre, at samfundet udviklede sig i en kaotisk retning.

Efterhånden er begrebet "religio" også endt med at betegne den fromme holdning og tænkemåde, der betinger overholdelsen af religiøse pligter. Den vestlige kristendom overtog det latinske begreb og brugte det om sig selv, efterhånden med hovedvægten på den religiøse lære.

I dag er religiøsiteten vokset. Mere end otte ud af 10 mennesker på Jorden - 84 procent af verdens syv milliarder - tilslutter sig en eller anden form for religion.

Det viser en optælling, som den uafhængige amerikanske tænketank PEW Research Center har foretaget. Tænketanken har også medtaget dem, der ikke tror på noget, og på en top 10 over verdens største religioner er den gruppe den tredjestørste.

SE HELE TOP 10-LISTEN HER:

10: Jainreligionen og shinto henholdsvis 4,2 og 4 millioner

Mere end 400 millioner, cirka 6 procent af verdens befolkning, praktiserer folkereligioner fra afrikansk, kinesisk, indiansk eller oprindelig australsk kultur.

Yderligere 58 millioner, eller lige under 1 procent, tilhører andre religioner som bahai, jain, sikhisme, shinto, taoisme, wicca og zoroastrianisme.

Blandt de største af de "små religioner" er jainreligionen og shinto. De sniger sig ind på en næsten delt 10.-plads med henholdsvis 4,2 millioner tilhængere for jainreligionen og 4 millioner shinto-tilhængere.

Jainreligionen opstod sideløbende med buddhismen i Indien. Shinto-religionen opstod i Japan omkring år 1000 f.kr.

Læs mere:
Janisreligionen kort fortalt
Shinto kort fortalt
10 religioner du ikke vidste eksisterede
7 eksempler på blanding af religioner
De ti vigtigste ting at vide om jainisme

9: Bahá'í 7 millioner

Det mest bemærkelsesværdige ved, at bahá'í optræder på denne top ti, er måske religionens alder. Bahá'í-religionen opstod så sent som 1863 i Persien og går kort fortalt ud på, at menneskeheden skal forenes. Bahá'í trækker på lærdom fra islam og kristendom.

Læs mere:
Bahai-troen og dens grundlæggere

8: Jødedommen 14 millioner

Ud af jødedommen udspringer både kristendom og islam samt en række mindre religioner. Den gamle religion praktiseres i dag af omkring 0,2 procent af verdens befolkning.

Læs mere:
De ti vigtigste ting at vide om jødedomen
Tema: Jødedom

7: Juche 19 millioner

Juche er den religion og ideologi, som dyrkes i Nordkorea. Religionens søjler er staten, lederskab, politisk- og økonomisk uafhængighed og fællesproduktion. Juche udspringer af marxisme og kaldes somme tider, spottende, for Kimilisme efter Nordkoreas tidligere diktator Kim Jong-il.

Læs mere:
Juche kort fortalt

6: Sikhismen 23 millioner

Sikh-religionen er en forholdsvis ung religion fra 1400-tallet, der blev udformet af en række guruer. I sikhismen ses en guru som en repræsentation for Gud, der skal vejlede den rettroende til at leve korrekt og derved opnå frelse.

Sikh-religionen er inspireret af andre religioner som islam og hinduismen, men tager afstand fra disse religioners ritualiserede side.

Læs mere:
De 10 vigtigste ting om sikhisme
Tema: Sikhisme

5: Buddhismen 500 millioner

I antal er der langt fra femte- til sjettepladsen på denne top ti. Buddhisme er en religion, som syv procent af verdens befolkning følger. Buddhismen bygger på den lære, den historiske Buddha prædikede omkring 600-400 f.kr.

Læs mere:
De ti vigtigste ting at vide om buddhismen
Tema: Buddhismen

4: Hinduismen 1 milliard

Der er cirka dobbelt så mange hinduister, som der er buddhister i verden: En milliard eller 14 procent af alle mennesker på planeten vedkender sig denne religion, men hele 80 procent af dem bor i Indien. I modsætning til andre af de store nutidige religioner har hinduisme ingen grundlægger, intet enkelt helligskrift som Koranen eller Bibelen og ingen fælles trosbekendelse, der kan henvises til.

Læs mere:
De ti vigtigste ting at vide om hinduisme
Tema: Hinduisme

3: Ingen religiøs identitet 1,1 milliarder

På tredjepladsen over de ti største religioner i verden er det måske lidt misvisende at tælle dem med, der ikke har nogen religiøs tilknytning. Men faktisk er der langt flere, der ikke tror på nogen af de klassiske religioner, end der er hinduister i verden. Og cirka lige så mange, som der er katolikker i verden.

1,1 milliard mennesker, 16 procent, svarer i PEWs undersøgelse enten "jeg har intet religiøst tilhørsforhold eller jeg tror ikke på noget." Flertallet af dem, der svarer sådan, bor i Kina, som er det land i verden med flest erklærede ateister.

Læs også:
Ateisme kort fortalt
De 10 mest ateistiske lande i verden
Ateisme som tro

2: Islam 1,6 milliarder

Ikke mindre end 23 procent af verdens befolkning er muslimer. 1,6 milliarder mennesker i alt. Ligesom kristendom findes islam i flere afskygninger. De to største og mest kendte dele af islam er sunni- og shiaislam.

Læs mere:
De ti vigtigste ting at vide om islam
Tema: Islam

1: Kristendom 2,2 milliarder

Med 2,2 milliarder tilhængere er kristendom med stor margen verdens største religion. Næsten 32 procent af verdens befolkning kalder sig kristne, om det så være sig katolik, protestant, ortodoks eller noget helt tredje.

Læs mere:
De ti vigtigste ting at vide om kristendom
Tema: Kristendom

Kilder: The Washington Post, American Live Wire, Den store danske.dk og PEW Research Center med artiklen "The Global Religious Landscape"

Læs mere:
Få overblik over religionernes oprindelse
Sådan defineres religion i dag
Det siger verdens religioner om livet efter døden
Kan man leve et godt liv uden religion?

Artiklen blev bragt første gang 18/6 2013. Den er senest redigeret den 16/1 2018.

En gruppe jain-tilbedere står i kø for at hælde vand over en figur af guden Gomateshwara. Foto: Aijaz Rahi/AP/Ritzau Scanpix
En gruppe baha'i-tilhængere går rundt udenfor Lotustemplet, et baha'i-tempel i Delhi, Indien. Foto: Pixabay.
En jødisk mand står med bedesjal og læser i Torahen ved Grædemuren i Jerusalem. Foto: Ariel Schalit/AP/Ritzau Scanpix
En lille pige er ved at lære at stå på rulleskøjter i Nordkoreas hovedstad Pyongyang. I baggrunden ses Juche-tårnet, der symboliserer det nordkoreanske arbejderpartis statsideologi. Foto: Wong Maye-E/AP/Ritzau Scanpix
Sikh-tilhængere er samlet til en festival for at tilbede den religiøse leder Baba Guru Nanak i Pakistan. Foto: K.M. Chaudary/AP/Ritzau Scanpix
Buddhas lære er det centrale for verdens buddhister. Han er tit afbildet siddende i skrædderstilling, mens han mediterer med lukkede øjne. Foto: Iris
Hindu-kvinder morer sig midt et inferno af farvepulver i Kolkata, Indien, under den årlige "holi"-festival, som markerer forårets komme. Foto: Dibyangshu Sarkar
En ateistisk kampagne ved navn "There is no God" kørte i 2009 i Storbritannien på deres busser. I Danmark havde Ateistisk Selskab en lignende kampagne i 2016. Foto: Akira Suemori/AP/Ritzau Scanpix
Der skønnes i 2017 at bo omkring 306.000 muslimer i Danmark, et tal der især er stigende på grund af ikke-vestlig indvandring. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Folkekirken er en unik institution for Danmark, der i sit regeringsgrundlag benævnes som "et kristent land." Foto: Leif Tuxen