De ti vigtigste ting at vide om inuit-religion

Inuitfamilie i 1917 Foto: George R. King, Wikipedia Commons

Vidste du, at "inuit" betyder menneske, og at inuitter tror på, at alting har en sjæl? Vidste du, at månen og solen engang var almindelige mennesker, og at der stadig findes inuitter i dag? Her kan du finde ud af de ti vigtigste ting om inuit-religion.

Inuitter kan spores tilbage til år 3.000 f.Kr. og findes stadig i dag i Canada, Grønland og Alaska. Meget inuit-religion er gået tabt, fordi traditionen er mundtlig, og fordi der ikke findes mange inuitter i dag.

Nogle elementer har dog overlevet, og her kan du blandt andet læse om inuitternes myter, levevis og udbredelse.

1) Oprindelse og udbredelse
Inuit betyder menneske og er betegnelsen for den oprindelige befolkning i Alaska, Nordøst-Sibirien, Canada og Grønland. Inuitternes forhistorie kan spores helt tilbage til 3.000 f.kr., hvor forfædrene indvandrede til de arktiske områder fra Asien via Beringstrædet mellem Rusland og Alaska. Tidligere er betegnelsen eskimo blevet brugt om folket, men den regnes nu for nedsættende.

2) Slægtskab
I den traditionelle inuit-kultur var kernefamilien afgrænset og i høj grad selvbestemmende. Men en kernefamilie indgik i en husstand med en eller to andre familier, og formålet var at dele mad, redskaber og andre af samarbejdets frugter.

I et inuit-samfund var der flere husstande, som også indbyrdes var tæt knyttet. Husstandene kunne være blodsbeslægtede, lave alliancer og konebytte. Også adoption var en måde at lave alliancer på, og erstatningsslægtninge var en meget almindelig ting i et samfund med høj dødsrate og stor afhængighed af fællesskabet.

3) Erhverv før og nu
Inuitterne boede særligt ved kysterne, hvor de levede af jagt og fiskeri. De havde specialiserede jagtredskaber og fangstmetoder, så de, alt efter hvordan naturen opførte sig, kunne fange store pattedyr fra kajak i havet, fiske i elve og floder samt jage vildt. De traditionelle inuit-erhverv har dog ændret sig, og i dag lever de fleste af almindeligt lønarbejde, og mange er på understøttelse.

SE OGSÅ: Tidslinje: Få overblik over religionernes opståen

4) Alt har en inua
Noget meget centralt i inuitternes selvforståelse er forholdet til naturen. Derfor tænkes alt i naturen at have en inua, en personlighed, og alt fra dyr til sten, solen, månen og havet har hver sin inua eller hver sin sjæl.

Inuitternes afhængighed af naturen udtrykkes i inua-tanken, fordi det er vigtigt at opretholde harmonien mellem mennesker og naturen. Hvis man derfor på den ene eller anden måde skaber ubalance i naturen det kan være ved at fornærme en inua kan det betyde død, mangel på fangstdyr eller andre fatale konsekvenser.

5) To verdener
Inuit-folkets traditionelle verdensbillede var en opfattelse af to verdener. Den ene verden var synlig og tilgængelig for alle, mens den anden verden var usynlig og kun tilgængelig for få. De få, sagde man, besad et indre lys og kaldtes angakokker. En angakok er en åndemaner, som ved hjælp af dans og trommespil kan komme i ekstase og få adgang til den usynlige verden.

Angakokken havde en vigtig opgave, for man mente, at det var den usynlige verden, der satte betingelserne for den synlige verden. Derfor, hvis det skete, at der opstod en ubalance i den usynlige verden, som manifesterede sig i den synlige det kunne være, at fangstdyrene udeblev, var man afhængig af, at en angakok tog til den usynlige verden og fik rettet op på fejlen, så fangstdyrene kunne vende tilbage, og så inuitsamfundet ikke sultede ihjel.

6) Amuletter og tupilakker
Inuitter har traditionelt brugt amuletter til at beskytte sig mod sygdom, hekseri, ulykker og så videre. Amuletten har en symbolsk værdi og kan for eksempel indeholde en hvalrostand, hvis man ønsker, at hvalros-inuaens egenskaber skal overføres til mennesket, som bærer den. Amuletter bliver syet fast i tøjet eller sat på huse og kajakker. Også tupilakker er centrale genstande.

Tupilak refererer til en forfaders ånd og er et magisk væsen, som fremstilles for at skade en fjende. Tupilakken kan være lavet af knogler, dyrerester og noget, der tilhører ofret, og den groteske figur kan synges til live. Tupilakken kan betyde en fjendes død, men hvis fjenden har gode amuletter, kan det ske, at tupilakken vender tilbage og slår sin ejermand ihjel. I dag forbindes tupilakker dog med små figurer udskåret i ben, der fungerer som souvenirs.

LÆS OGSÅ: En amulet, der beskytter sin bærer

7) Solen og månen
En vigtig oprindelsesmyte blandt inuit-folket handler om, hvorfor solen og månen styrer døgnets rytme samt årstidernes skiften. Historien lyder, at Månen blev forelsket i sin søster, Solen. Derfor sneg han sig ind i hendes seng om natten og lå med hende. Solen vidste imidlertid ikke, hvem hendes elsker var, og en nat smurte hun sod i hans ansigt. Dagen efter opdagede hun til sin gru, at den hemmelige gæst var hendes bror, og hun blev så rasende og skamfuld, at hun skar sit ene bryst af og smed det for sin brors fødder.

Derpå satte hun ild til en tot lampemos, som i Grønland er mos, der bruges til væger, og hun cirklede rundt og steg i en spiralbevægelse op mod himlen. Månen, der var desperat forelsket i sin søster, greb straks en tot mos for at følge efter Solen. Men månen fik dårligt ild i mosset, og derfor er Månens lys svagere og koldere end solens varme og store lys. Månen jagter stadig sin søster over himlen, og derfor har døgnet sin rytme og årstiderne deres skiften.

8) Havkvinden
Havkvinden er havets inua, og det er en kvinde, som det er vigtigt at holde sig på god fod med, for hun sørger for fangstdyr til inuitter, og uden fangstdyrene ingen overlevelse. Havkvinden var oprindeligt, lige som Solen og Månen, et almindeligt menneske. Og ligesom de to brød Havkvinden de gældende ægteskabsregler.

Hun ville nemlig ikke giftes, og derfor smed hendes far hende ud af konebåden midt på havet. Datteren ville dog ikke give slip på bådens kant, og faderen huggede hendes fingre af, så hun druknede. Nogle versioner af myten siger, at fingrene blev til fangstdyrene, som de traditionelle inuitterne levede af. Havkvinden bor i sit hus på havets bund, og den hidsige inua bliver let fornærmet. Derfor kan en angakok risikere at skulle ud på en farefuld færd til havets bund, hvor havkvinden er svær at behage men kan formildnes, hvis man reder hendes beskidte hår.

LÆS OGSÅ: Havdyr betragtes som hellige

9) Dødsfald
Det traditionelle inuit-folk var meget optaget af forskellige tabuer. Afhængigheden af naturen betød, at det eksempelvis var vigtigt at holde døden på afstand af fangstdyrene, og man troede på, at menneskers handlinger kunne påvirke naturens gang. Hvis et menneske dør, er dets nærmeste derfor underlagt nogle regler, for døden smitter.

De nærmeste til den døde skal i en periode isoleres fra omverden. Senere skal de smide det tøj væk, som de har haft på i isolationen, og i et helt år må de ikke dele gryder med andre, for det er altafgørende, at døden ikke kommer i kontakt med fangstdyrene. Hvis regler som disse ikke overholdes korrekt, vil den afdøde flakke hvileløst omkring og skræmme de levende, og man kan risikere, at fangsten bliver svækket.

LÆS OGSÅ: Dødsritualer i verdens religioner

10) Inuitter i dag
På samme måde, som at det traditionelle økonomiske grundlag er blevet fjernet, har også den traditionelle inuit-religion lidt et alvorligt knæk. I 1700- og 1800-tallet begyndte der en intens udforskning af det arktiske område fra europæisk side, og det førte senere til målrettet mission blandt inuitterne.

Ved mødet med europæerne oplevede inuitterne nye sygdomme, og en kombination af mission og den voldsomme dødelighed i perioden har betydet, at langt de fleste inuitter i dag tilhører kristne kirker. Med til historien hører desuden, at de oprindelige inuitter var et skriftløst folk, som havde en mundtligt overleveret tradition.

Derfor har traditionen været let at påvirke fra eksempelvis kristen side, og derfor er de inuit-beretninger og myter, vi kender, da også skrevet ned af europæiske missionærer i de arktiske egne. I 1991 blev der optalt ca. 120.000 inuitter på verdensplan, hvoraf de fleste bor i Alaska, Canada og Grønland.

I dag gør inuitterne, som mange andre indfødte folk, i stigende grad opmærksom på deres kulturelle egenart i forhold til majoritetsbefolkningerne. Det har betydet, at hvor inuitterne på et tidspunkt blev anset for mindreværdige, ses de nu nærmere som et fredet folk med særlige rettigheder. Måske netop fordi, at inuit-kulturen har været truet, er man blevet opmærksom på at bevare den og holde den ved lige.