Den jødiske sabbat

I Toraen står det meget klart, at sabbatten skal forstås som en hvile- og helligdag, hvor der ikke må arbejdes, drives handel eller tændes lys. Derfor sørger man også inden sabbatten for, at maden er klar, brødet bagt og bordet dækket. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Der er stor forskel på, hvordan jøder fejrer sabbat. Det afhænger af, hvilken retning inden for jødedommen, de tilhører. Men for de fleste gælder det, at sabbat er en fridag, som tilbringes med familien, og ingen får lov at sidde alene på en sabbat

Den jødiske sabbat er en familiefest, hvor familierne samles i hjemmene og gerne inviterer gæster, for ingen skal være alene på sabbatten: Et træ kan være alene på marken, et menneske alene i verden, men ingen jøde er alene på sabbat. (Abba Kovner).

Sådan forløber sabbatten

Sabbatten fejres på ugens sidste dag, der i jødisk tradition er lørdag, og påbegyndes ved solnedgang fredag, når tre stjerner lyser på himlen, og varer til solnedgang lørdag. Der er stor forskel på, hvordan jøder fejrer dagen, især afhængig af hvilken retning inden for jødedommen de tilhører, men for de fleste gælder det, at sabbatten er en fridag, der tilbringes med familien, og ortodokse jøder følger et fast skema for, hvordan sabbatten skal forberedes og fejres.

Alt arbejde skal gøres, inden sabbatten begynder. Huset gøres rent og pyntes, maden laves, brødet bages, og bordet dækkes meget omhyggeligt. Før middagen klæder alle om, og mændene tager deres kippa (kalot) på hovedet.

Sabbatten indledes ved det veldækkede bord med, at moderen tænder og velsigner de to sabbatlys. Hun står op og, for at kunne koncentrere sig helt, holder hænderne for øjnene, mens hun beder den gamle bøn: Velsignet være Du, o Herre (). Derefter velsigner faderen børnene, og måltidet indledes med kiddush (jødisk lovprisning) over vin og brød og afsluttes med en bordbøn sunget på hebraisk. Kiddush priser Gud som den, der helliger folket og dets højtider.

Derefter spises det festlige måltid, der er forberedt af moderen, og senere synges zmirot, der er sange om sabbattens glæder. Sabbatlysene skal brænde helt ned.

Lørdag formiddag fejres sabbatten i synagogen og efter gudstjenesten spises endnu et måltid i fællesskab i hjemmet. Sabbatten afsluttes lørdag aften, når tre stjerner lyser på himlen, med havdalah-ceremonien, hvor alle holder deres hænder tæt ved stearinlysene, mens faderen velsigner vinen, sødtduftende krydderier (besamim) og lyset (det første Gud skabte), der herefter slukkes i vinen.

Med denne ceremoni markeres skellet mellem det sakrale (hellige) og det profane (verdslige), og sabbatten er slut. Sabbatten opleves af jøderne som en gave.

Sabbat ifølge Bibelen

En fast bestanddel i måltidet er hallah, der er flettet sabbatbrød. Der er ofte to tildækkede brød på bordet for at mindes, at israelitterne, da de vandrede i ørkenen, samlede en dobbelt portion manna (brødfrugt, som Gud lod falde fra himlen) om fredagen for ikke at sulte om lørdagen, hvor de ikke kunne skaffe sig føden, fordi de ikke måtte arbejde på grund af sabbatten. Ritualet er et godt eksempel på, hvor seriøst ortodokse jøder forholder sig til deres religions påbud, forbud og regler.
Sabbat kommer af det hebræiske ord shabbat', som betyder hvile eller ophør, og i Toraen (den jødiske bibel) findes påbuddet om at holde sabbat i to forskellige versioner af De ti bud. Begge versioner fremhæver sabbatten som en hvile- og helligdag, hvor der ikke må arbejdes, drives handel og tændes lys.

I 2 Mos 20,9-11 er begrundelsen for sabbatten mytisk, idet der henvises til skabelsesordningen: Gud skabte verden på 6 dage og hvilede på skabelsens 7. dag. I 5 Mos 5,12-15 er begrundelsen historisk, idet der berettes om, at Jahve befriede det israelitiske folk fra trældommen i Egypten.

Påbuddet om at fejre sabbat vægtes meget højt, og et rabbinsk udsagn lyder, at hvis hele Israel bare holder én sabbat, som den bør holdes, så vil Messias komme, for sabbatten er lige så meget værd, som alle de andre påbud i Toraen til sammen (der er 613 påbud og forbud i Toraen).

Jødedom omfatter både religion, historie, kultur og etnisk bestemmelse, og jødisk religion er tæt forbundet med jødernes historie. I historiske fremstillinger skelnes der mellem det gamle Israel og jødedommen, hvor eksilet i Babylon står som skelsættende, fordi det fik afgørende betydning for udviklingen af den senere jødedom. Eksilet medførte, at rabbinerne (religiøse overhoveder) meget grundigt gennemtænkte, hvad forholdet mellem Gud og folket Israel indebar, og deres fortolkninger af, og kommentarer til, Toraen blev samlet under betegnelsen Talmud, der betyder studium.

Talmud er jødedommens mest omfattende traditionssamling og beskæftiger sig med alle livets områder, så som jura, etik og religiøs praksis (den måde religionen praktiseres/udøves på). Den er en kommentar i diskussionsform af Mishna, der er betegnelsen for de mundtlige overleveringer og fortolkninger af Toraen. Den rabbinske tradition er karakteriseret af diskussion snarere end dogmatik (læresætninger), og fortolkningen af Toraen er konstant til debat, sammen med reglerne for jødisk livsførelse og praksis.

Fra Talmuds afslutning og til i dag har rabbinere fortsat deres fortolkninger af Toraen, og reglerne for jødisk livsførelse er lokalt blevet tilpasset til tid og sted. Det har resulteret i, at der er dannet mange forskellige retninger inden for jødedommen, men i den rabbinske jødedom er synagogen central, og der er blevet udviklet en gudstjeneste og praksis, der er centreret om Toraen.

Jødedom er derfor i udpræget grad en religiøs praksis såvel som en tro, og som religion kræver jødedommen bestemte handlinger og holdninger. Det helt afgørende er dog den indsigt, at Gud er den ene sande Gud, og at han som sådan er både den ophøjede og nære Gud, og at jøderne er Guds udvalgte folk, som han har lavet en pagt med - en pagt der er gensidigt forpligtende. I 2 Mos 31,13-17 fremstilles sabbatten som et pagtstegn mellem Gud og Israel.

Pagtstegnet er bærende i jødedommen og medfører, at helligdagen tilføres en grundlæggende og uundværlig værdi for det jødiske folk. Sabbatten er jødedommens vigtigste helligdag, fordi den er med til at bevare den jødiske identitet, og i jødisk tradition lægges der derfor stor vægt på fejringen af den.