Det siger religionerne om frelse

Det Nye Testamente understreger, at frelsen både er noget nutidigt og noget fremtidigt. Den, der tror på Jesus Kristus som Guds søn, har allerede del i frelsen. Men frelsen er samtidig "endnu ikke", for den skal engang blive en synlig virkelighed i Guds rige.

Kan mennesket frelse sig selv, eller afhænger alt af Gud? Verdensreligionerne giver forskellige bud på svar. Få overblik her

Frelse er et hovedord i religionerne. Religionerne giver hver for sig deres svar på det, som for mange mennesker er et centralt spørgsmål: Hvordan bliver jeg frelst? Men hvad er frelse? Vi bringer her de største religioners svar.

Jødedommen - frelsen kommer fra Gud
I Det Gamle Testamente betyder frelse vid, rummelig, åben. Frelse betød blandt israelitterne at få plads til at udfolde sig. Udfrielsen fra Egypten i folkets fortid blev betegnet som frelse. Den oprindelige betydning blev efterhånden afløst af tanken om den individuelle frelse som redning fra nød eller fare.

Frelsen kommer fra Gud og har hans altomfattende magt som baggrund. Derfor benævnes Gud og som frelser, hvilket adskilte den israelitiske-jødiske religion fra de andre nærorientalske religioner.

Frem mod år 0 blev frelse mere og mere kædet sammen med en forventning om Guds indgriben i denne verdens gang og oprettelse af sit rige.

LÆS OGSÅ: Jøder venter stadig på Messias

I jødedommen er dette rige den messianske tid, hvor den af Gud udvalgte konge skal regere i et evigt herlighedsrige. Vejen til frelsen ind i dette rige er givet med Torah'en, det vil sige de love for livsførelse og tilbedelse af Gud, som findes i de fem Mosebøger i Det Gamle Testamente. Torah'en blev ifølge jødisk tradition givet folket af Gud på Sinaj Bjerg, men i løbet af jødedommens lange historie er Torah'en blevet tolket igen og igen. Ligeledes er selve frelsens indhold, messiasriget genstand for mange tolkninger i jødedommen.

LÆS OGSÅ: Jøder er ikke optaget af frelse

Kristendommen - frelse er befrielse fra synd
Baggrunden for Jesu forkyndelse ifølge Det Nye Testamente er syndens og dødens magt over mennesket. Frelse er udfrielse fra dette vilkår. Frelsen er forbundet med Jesu virksomhed. Ja, navnet Jesus betyder da også Gud frelser eller Gud er frelse.

Frelsen er da også kommet nær i og med Jesu virksomhed. Det Nye Testamente understreger således, at frelsen er både noget nutidigt og noget fremtidigt. Den, der tror på Jesus Kristus som Guds søn, har allerede del i frelsen. Men frelsen er samtidig endnu ikke, for den skal engang blive en synlig virkelighed i Guds rige.

Paulus skriver om livet i troen som et liv i to verdener, denne verden og Guds. Den kristne lever i en grænsesituation, hvor hun/han både er undergivet denne verdens ordninger socialt og politisk, men samtidig også borger i Guds rige. Det er Paulus' og den tidlige kristenheds opfattelse, at frelsen var det hele menneskes frelse, altså mennesket forstået som en helhed af sjæl og legeme.

LÆS OGSÅ:Bliver alle frelst?

Dette menneskesyn kom til at stå over for den af den græske kulturs opfattelse af mennesket som en evig sjæl i et forgængeligt legeme. Imidlertid kunnen kirken ikke undgå at blive påvirket af den græske tanke. Frelsen som en opstandelse ind i Guds rige som en helhed af sjæl og legeme kom til at stå uformidlet over for en opfattelse frelsen som sjælens evige liv i Gud.

Kirken blev formidleren af frelsen. Det var især teologen Augustin, der udformede læren om sakramenterne og her tænkte han især på dåben og nadveren.

LÆS OGSÅ:Hvad er et sakramente?

Ved dåben blev den skyld vasket bort, som mennesket var født med på grund af det første menneskepars, Adams og Evas, overtrædelse af Guds vilje. Og ved at deltage i kirkens nadver blev menneskets syndighed helbredt, så mennesket kunne stå rent for sin Gud på dommens dag.

De gode gerningers betydning for frelsen blev understreget op gennem middelalderen. Men reformatoren Martin Luther ville med sit opgør med kirken vende tilbage til den klassiske kristne frelsesforståelse, som han fandt hos Paulus, nemlig som frelse alene ved troen op Guds kærlighed og tilgivelse.

Islam - de fem søjler kan hjælpe til frelse
Opfattesen i islam af frelsen hænger på det nøjeste sammen med opfattelsen af Gud. Gud (Allah) er en enhed.

Islam understreger en streng monoteisme. Gud er verdens skaber, og den der dømmer mennesket på dommens dag. Med sit liv står mennesket til regnskab for Gud.

LÆS OGSÅ: Hvordan opnår man frelse i islam?

For at give mennesket en vejledning til det liv, der fører til frelsen, har Gud sendt sin Koran gennem englen Gabriel til Muhammed. Muhammed er altså modtageren af Guds sidste og endegyldige vilje, og derfor står Muhammed som den sidste i rækken af profeter fra Det Gamle Testamentes store personer over Jesus til Muhammed selv. Koranens budskab sammenfattes i de fem søjler:

1. Trosbekendelsen: Ingen gud uden Gud (Allah). Muhammed er Guds sendebud.
2. De daglige fem bønner
3. Faste i måneden ramadan
4. At hjælpe de fattige kontant (almisse)
5. Pilgrimsrejse til Mekka

Nok er overholdelsen af de fem søjler vejen til frelsen på dommens dag og dermed adgang til evigt liv i Guds paradis. Men samtidig er Guds handlinger uden for menneskelig fatteevne. Overholdelsen af de fem søjler er igen garanti for frelsen. Frelsen er ene og alene Guds egen beslutning.

Hinduismen - indsigt, hengivelse og offer fører til frelse
Hinduismen er en pluralistisk religion med flere bud på, hvordan frelsen kan opnås og med en broget og mangfoldig gudeverden. Nogle karakteriserer hinduismen mere som en kultur end en religion.

I hinduismen er der gennem en lang religiøs udvikling opstået flere veje eller måder, hvorpå man kan opnå frelse eller forløsning.
Allerede i hinduismens ældste tid (før år 500) var det grundlæggende syn på verden og menneskets vilkår formuleret.

LÆS OGSÅ: De ti vigtigste ting at vide om hinduisme

Menneskets sjæl (atman) er evig og har sit ophav i det guddommelige, kaldet brahman. Sjælen er imidlertid bundet til det forgængelige legeme og genfødes i stadig nye eksistenser. Det er gerningerne, der binder sjælen til legemet, og henholdsvis de onde og de gode gerninger er så afgørende for den næste eksistens og dens vilkår. Dette kaldes loven om karma. Frelsen (moksha) er så sjælens forløsning fra genfødslernes ring.

I hinduismen finder vi tre frelsesveje:

1. Indsigtens vej eller den yogiske vej. Bundetheden til den legemlige eksistens skyldes uvidenhed. Indsigten i tilværelsens sandhed fører til forløsning af sjælen. Dette opnås gennem yogaen.
2. Selvets hengivelse til guddommen, kaldet Bhakti ses også som frelsesvej. Tanken er, at guden selv er i menneskets indre. Ord kan ikke udsige, hvem Gud er. Gud er det ubeskrivelige, som mennesket længes efter en forening med. Vejen til denne forening anvises af en guru.
3. Offer, pilgrimsfærd og ophold på helligstedet er frelsende. Helligsteder er normalt knyttet til strande, floder og bjerge. Helligstedet er et krydsningspunkt, hvor det hellige bryder frem. Her er kontakten med det guddommelige muligt, og her kan der derfor opnås renhed og frelse. Derfor er pilgrimsfærd til helligsteder et vigtigt frelsesmiddel. Mange søger således til den hellige by Varanasi for dér at tilbringe deres sidste dage eller blot for at opnå religiøs forløsning.

Det er impulser fra de to første frelsesveje, der i slutningen af 1900-tallet i Vesteuropa blev omsat i de såkaldte nyreligiøse bevægelser og yoga-skoler.

Buddhismen
Ordet buddha betyder den oplyste. Den historiske Buddha havde navnet Siddharta Gautama og levede 485 405 f.v.t. Hans opvækst og liv er omgivet af en lang række fortællinger.

Da Buddha var omkring 29 år gammel er han brudt op fra sit overklasseliv, fra hustru og barn og er vandret ud på Indiens landeveje for at finde frelsen gennem et asketisk liv. Men Buddha indså efterhånden, at askesen og han havde drevet den til yderligheder ikke førte til frelsen fra genfødslernes evige kredsløb. Buddha gør nu op med den klassiske hinduismes opfattelse af sjælen som evig og af guddommelige oprindelse, der ved askese og indsigt kan frelses tilbage til dets ophav i brahman.

Buddhas oplysning går ud på, at jeget i virkeligheden ikke eksisterer, men er opstået på grund af menneskets begær efter eksistens. Og netop dette begær eller denne tørst efter eksistens fører til en jeg-fornemmelse og dermed ind i en lidelsesfuld ring af genfødsler. Buddha pointerer, at askese og meditation kun skal være de nødvendige redskaber til at frigøre sig fra det, der binder og engagerer mennesket. Buddha taler om den otteleddede vej til frelse" eller nirvana som en livsførelse i ophøjet ro og distance.

Naturligt nok fik denne opfattelse af vejen til frelse sit centrum i munkelivet. Buddhismen blev en klosterreligion og støttet af lægfolket, der så godt som det er praktisk muligt lever op til munkeidealet. Denne klassiker buddhisme som stadig er bestemmende for buddhismen i den sydlige del af Asien, har et andet udtryk i Kina og Japan. Den historiske Buddha (Gautama) spejler sig i nye buddhaer, der giver oplysningen om vejen til frelsen.

LÆS OGSÅ: Buddha - en historisk fremstilling

Disse buddhaer i Kina og Japan genstand for tilbedelse og ofringer, hvorved den frommes jeg ved næste genfødsel indgår i Det rene land, et paradis, hvor buddhaerne tager imod og giver den sidste oplysning til jegets forløsning. Men naturligt nok opfattes "Det rene land" set som selve frelsen.

LÆS OGSÅ:God karma fører ikke til frelse