"Dydsetikken kan lære os at tage livet alvorligt"

For Johannes Aakjær Steenbuch er de forskellige former for etik en slags briller, man kan tage på for at få øje på nogle ting. "Men brillerne har farvet glas, som gør, at vi må skifte briller en gang imellem for at kunne se alle aspekter af det, vi kigger på", siger han.

Med dydsetik får vi et værn mod ligegyldighed og useriøsitet, mener Johannes Aakjær Steenbuch fra Center for Nyplatonsk Dydsetik

Dydsetik er en form for etik, der interesserer sig for, hvilke karaktertræk det gode menneske har typisk med henblik på det gode liv. Altså: Hvad vil det sige at være et godt menneske?
Det vil sige: at leve det gode liv. Og hvorfor skal man leve det gode liv? Jo, det skal man, fordi man bliver lykkelig af at leve det gode liv.

Det siger ph.d.-forsker Johannes Aakjær Steenbuch, som forsker i nyplatonsk dydsetik hos kirkefædrene.

Men hvad er særligt ved dydsetikken, og kan vi anvende den i dag?

Ny forskning
Området, som Steenbuch beskæftiger sig med, strækker sig helt tilbage til antikkens filosoffer, Platon og Aristoteles.

Den nyplatonske filosofi opstår lidt senere. Steenbuch beskriver det som en genoplivning af antik filosofi i de første århundreder.

Gennem mange år har man filosofihistorisk undgået at beskæftige sig udtømmende med nyplatonikere. Baggrunden har været et ønske om at se filosofi og etik som noget systematisk, der kan afgrænses, forklarer han.

Fra den synsvinkel er problemet med nyplatonsk etik, at det ofte ikke er videre systematisk. Det bærer nemlig præg af eklekticisme og er sammentømret af forskellige idéer.

I slutningen af det 20. århundrede kom et oprør mod systemtanken i filosofi. Men den nyplatonske filosofi har stadig ligget i et dunkelt lys, mener Steenbuch, og det er baggrunden for at beskæftige sig med den i dag.

Det særligt dydsetiske
Et kendetegn for meget af den etik, som ikke er dydsetisk, er ifølge Steenbuch en stærk betoning af regler. Men i dydsetik er regler ikke altid det afgørende:

Dydsetikken lærer os, at regler altid er en abstraktion eller en slags oversigt over, hvordan det mon ser ud, når man handler på en bestemt måde, siger han.

Men reglerne må ikke føre til ligegyldighed over for det etiske. Etik stopper ikke, bare fordi reglerne bliver fulgt. Og det gjorde reformatorerne i øvrigt også opmærksom på, fortæller han:

Hele den kritik af gerningsretfærdigheden, som Luther og protestantismen praktiserede, er jo sådan set et forsøg på at kritisere den her regeletik: der er en række ting, vi skal gøre - så er vi færdige med etikken.

Selvom regler kan ses abstrakt, som oversigt, spiller de alligevel en rolle. De er bare ikke det grundlæggende. I dydsetikken er det nemlig dyderne og forestillingen om det gode liv, der er det:

Dydsetikken siger i stedet, at det gode er en tilstand. Ikke forstået som en sentimental følelsestilstand, men at det er det at have et bestemt forhold til Gud eller til andre mennesker, som skal opretholdes, og hvis produkt kan være, at man handler i overensstemmelse med bestemte regler. Reglerne beskriver fignerne på træet, mens dyderne er træets grene, siger han.

Religion og dydsetik
Hos kirkefædrene forsøgte man at forene dydsetik og kristendom. Og dydsetik og religion kan også sagtens ses i samspil i dag, mener Steenbuch. For ham handler det om, at meget af det, vi forstår ved religion i dag, handler om principper i en form for skala:

Man kan sige: i den ene ende har man fundamentalisme, hvor man for alt i verden skal overholde nogle regler, og i den anden ende har man de liberale, som ikke har religiøse principper som sådan".

Men man kan godt være bibeltro og så forstå det grundlæggende som noget andet end det at overholde nogle bestemte regler, indvender han.

Og måske kan dydsetikken på denne principskala være med til at bløde lidt op på forholdet til religiøs fundamentalisme uden at gøre den useriøs ved at se det religiøse som noget fundamentalt og samtidig undgå en rigid regeletik:

"Man kan se på forholdet til Gud og til andre mennesker som noget, der ikke kan omsættes til regler i et eller andet moralsk system. Man ser ofte, at hvis en religion skal integreres i et samfund, så må den gå på kompromis med visse regler og normer og etik. Den verdslige (ikke-religiøse, red.) etik handler jo om regler, for den angår love. Der kan man sige, at den religiøse etik måske slet ikke har noget med det at gøre i udgangspunktet, forklarer han.

Du skal afvikle dig selv
Den fornyede interesse for dydsetikken i dag kan måske forklares med det moderne samfunds mangfoldighed og religiøse pluralisme, som minder om den, man fandt i senantikken på nyplatonikernes tid, mener Steenbuch.

Med baggrund i de store ideologiers sammenbrud og et nyt pragmatisk syn på politik, hvor man har opgivet forandring, er der skabt opmærksomhed på den enkeltes indre liv og psykologi.

Ting som coaching og selvudvikling er blevet populære som resultat af dette, mener han, og det har skabt fornyet fokus på den traditionelle dydsetik ikke mindst Aristoteles, som groft sagt handler om, hvordan mennesket bliver lykkeligt ved at udfolde sine evner i et samfund med ligesindede.

Den nyplatonske dydsetik har et noget andet fokus, påpeger han:

Der vil den nyplatonske og den kristne tradition snarere tale om, at du ikke skal udvikle dit selv, det handler ikke om at have alle mulige evner og egenskaber. Det handler snarere om at afvikle dit selv. Det handler om at åbne dig for Gud og næsten. Og dyden er at komme af med alle de ting, der umuliggør de relationer.

Etikkernes nødvendige samspil
Steenbuchs betoning af dydsetik betyder ikke, at han ser dydsetik som den eneste etiske vej frem.

Man skal passe på med at se de forskellige former for etik som modsætninger. Filosofi er altid et forsøg på at abstrahere, skille tingene ad og skabe nogle idealer, som man kan formulere en teori ud fra. De forskellige former for etik er snarere en slags briller, man kan tage på for at få øje på nogle ting. Men brillerne har farvet glas, som gør, at vi må skifte briller en gang imellem for at kunne se alle aspekter af det, vi kigger på".

Hvad der er rigtigt og forkert, siger teorierne os ikke noget om, mener Steenbuch. Etikken er konkret.

"Vi møder konkrete mennesker, der står foran os, som vi skal forholde os til. Dette gælder også i en religiøs sammenhæng, hvor Gud i hvert fald i kristendommen jo ikke er en abstrakt idé, men det konkrete menneske Jesus. Her kan filosofien hjælpe os til at få øje på nogle af de ting, der spiller en rolle og til at forstå vores overbevisninger bedre, forklarer han.

At få øjnene op
Steenbuch ser de forskellige former for etik som nødvendigt samspillende. Men dydsetikken kan alligevel give os noget unikt. Den kan nemlig minde os om, at vi skal tage stilling til vores tilværelse.

For ham at se er det moderne samfund meget teknokratiseret (teknisk/administrativt), og meget af det, der foregår i politik og økonomi, fremkommer i systemer og abstrakte principper.

Men de dydsetiske elementer vil alligevel hele tiden være der:

Vi har alle mulige dyder i forhold til samfundet. Børn skal lære disciplin, siger man, lære at læse bedre i skolen for eksempel. Det er også en slags dyder - snarere end bestemte regler. De skal opbygge nogle karaktertræk, som gør, at de kan udspille den der rolle som gode, produktive samfundsborgere. På den måde, ser vi det hele tiden omkring os, vi kalder det bare ikke dydsetik.

Erkender vi ikke disse elementer, vil det for Steenbuch at se give bagslag:

De konstante råb på vækst og produktivitet omsættes i nogle ideer om, hvad dyderne så er. Det får lov til bare at være et produkt af denne her teknokratiske og ofte principbaserede måde at tænke på selvom det måske i virkeligheden burde være omvendt at vores moralske principper og vores beskrivelser af tingene er et produkt af, hvilke mennesker vi er, hvilke karaktertræk vi har, og hvad, vi mener, det gode liv er".

I stedet bør vi være bedre til at fokusere, mener Steenbuch. Hvis vi åbner øjnene og rent faktisk tager stilling, kan det være, at de dydsetiske elementer lader os se noget væsentligere.

Impulser og værdighed
Mange af vores daglige valg er blevet impulsstyrede - vi handler på en måde, hvor valgfrihed og tilfældige følelser er blevet grundlæggende, mener Steenbuch.

Men fornemmelsen af, at nogle ting er er mere værdige end andre, er der alligevel. Og her kan dydsetikken minde os om noget:

"Hvad, vi føler, er ikke det grundlæggende for vores handlinger, det er ikke et uomgængeligt grundlag, vi bare må tage for givet. Det er ting, vi kan arbejde med eller er nødt til at arbejde med for at udøve vores frie vilje, at vi rent faktisk er i stand til at sige fra over for vores egne impulser, og at der er en grundlæggende værdighed i det, siger han.

Tilbage til kirkefædrene
Kirkefædrene, som Steenbuch selv arbejder med, så dydsetikken i øjnene, og her kan vi stadig lære noget, siger han:

Når Paulus siger: Alt er tilladt, men jeg vil ikke lade noget få magten over mig (1. Korintherbrev 6, 12), så handler det simpelthen om ikke at underkaste sig denne her afhængighed af dét, han kalder det kødelige, men som vi egentlig bare kunne kalde følelser eller impulser og lyst. Når vi snakker om etik, bliver det tit en måde at snakke om at handle på en måde, vi har lyst til uden at skade andre mennesker. Men måske handler det også om, hvorvidt vi bør have lyst til de her ting og vores evne til at vælge at handle på den indskydelse selvkontrol eller selvdisciplin, ville nogen kalde det.

Steenbuch understreger, at hans vinkel blot er en af mange på området og således ikke er udtømmende for centrets forskning.

Johannes Aakjær Steenbuch er ph.d.-forsker påCenter for Nyplatonsk Dydsetik, som har fire ansatte, der ud over kirkefædrene blandt andet beskæftiger sig med renæssancens brug af nyplatonismen.

Andre læser lige nu