Dødehavsfolket udvandrede til ørkenen i protest

De fleste forskere er enige om, at den jødiske gruppe essæerne opstod som en udbryderbevægelse fra templet i Jerusalem. En række historiske begivenheder, der fandt sted for over 2000 år siden, peger desuden på, at det er den selvsamme gruppe der står bag de berømt Dødehavsruller

En række af politiske, religiøse og kulturelle begivenheder, der fandt sted for over 2000 år siden, har været afgørende for essæernes, og dermed Qumran-menighedens opståen og eksistens.

Den historiske kontekst omkring de omtalte Dødehavsruller kan derfor hjælpe med til en bedre forståelse af både folket bag Dødehavsrullerne og den særlige jødiske gruppe, de tilhørte, nemlig essæerne.

LÆS OGSÅ: Essæerne - folket bag Dødehavsrullerne
 
Det andet tempels tid er betegnelsen for en vigtig periode af jødedommens historie. Denne periode varer fra omkring 539 f.Kr. til cirka 70 e.Kr. Jødedommen i det andet tempels tid var en dramatisk periode, der blandt andet endte med store jødiske oprør mod romerne.

LÆS OGSÅ: Udviklingshistorie for jødedommen

Særligt i to historiske perioder, Makkabæeropstanden og Hasmonæerriget, der fandt sted fra begyndelsen af det andet århundrede f.Kr. og frem mod vores tidsregnings begyndelse, ser man en udskillelsesproces blandt jøderne. Heraf mener man, at den jødiske gruppe essæerne stammer. De fleste forskere er i dag enige om at folket bag Dødehavsrullerne var essæere. 
 
Jødisk opstand generobrer templet i Jerusalem
Da Palæstina efter at have været under ægyptisk herredømme i den ptolemæiske periode fra 323-198 f.Kr. kom under syrisk herredømme, blev det begyndelsen til en ny og mere turbulent periode for jødernes vedkommende. Det syriske herredømme varede fra 198 til 142 f.Kr.

Efter den relativt rolige periode under ptolemæernes og seleukidernes overherredømme blev jøderne mere og mere trængte. Under den daværende seleukidiske konge, Antiokus 4. Epifanes, begyndte konflikterne omkring ypperstepræsteembedet i Jerusalem, der senere skulle vise sig at få stor betydning for dele af den jødiske befolkning.

Da Antiokus indførte et forbud mod den jødiske religion, betød det, at de påkrævede jødiske praksisser såsom tempelofringer, overholdelse af sabbatten, omskærelse og besiddelse af Moseloven, nu ville medføre dødsstraf. Antiokus opførte tilmed et Zeus-offeralter oven på brændofferalteret i Jerusalems tempel og indviede det nye alter til ofringer af urene dyr.

Da det, som senere blev kendt som Makkabæeropstanden (167-143 f.Kr.), brød ud, var det en reaktion på Antiokus religionsforbud og vanhelligelse af templet (168 f.Kr.). Opstanden har fået navn efter dens første lederfigur Judas Makkabæeren (165-161 f.Kr.).

Oprøret havde primært til formål at få genetableret jødisk kult i templet i Jerusalem. Da det efter få år lykkedes Judas at trænge syrerne tilbage fra tempelområdet, blev det muligt at genindvie templet til jødisk kult i år 165 f.Kr.

I 162 f.Kr. opnåede jøderne igen religionsfrihed. Da Judas faldt i kamp, blev ledelsen overtaget af hans bror Jonatan. Men da Jonatan i år 152 f.Kr. lod sig udråbe som ypperstepræst under løvhyttefesten, blev en gruppe jøder stærkt utilfredse. Jonathan var af præstelig, men ikke ypperstepræstelig familie, hvilket stred imod den kultiske renhed, der krævedes inden for visse jødiske kredse. Denne hændelse har muligvis spillet en afgørende rolle i forudsætningen for essæernes historiske oprindelse.

Mogens Müller, dansk professor i teologi, skriver følgende om dette:

Det er den almindelige opfattelse, at Jonatans overtagelse af ypperstepræsteembedet førte til et skisma i Jerusalem, hvor en gruppe af det højere præsteskab, måske anført af den detroniserede ypperstepræst, udvandrede.

De fleste forskere er enige om, at den jødiske gruppe essæerne opstod som en udbryderbevægelse fra templet i Jerusalem. Der synes ikke at herske tvivl om, at der har været en form for krigerisk konflikt i Jerusalem på dette tidspunkt, og at en gruppe jøder efter al sandsynlighed har afvist den nye ypperstepræst som illegitim på grund af hans baggrund i en ikke-ypperstepræstelig familie.
 
Endnu en periode med jødiske uroligheder
Det hasmonæiske kongedømmes periode varede indtil romernes erobring af Jerusalem i 63. f.Kr. Hasmonæerriget er kendetegnet ved, at ypperstepræsten og kongen er lig én person. På sin vis er det et lånt træk fra den hellenistiske kultur, hvor man havde et sakralt kongedømme.

Denne tid er en stærkt ekspansiv periode, der er præget af såkaldt tvangsjudaisering, hvor store dele af den mandlige befolkning tvinges til at lade sig omskære og blive jøder.

Det er altså under Makkabæeropstanden og Hasmonæerriget fra begyndelsen af det andet århundrede f.Kr. og frem mod vores tidsregnings begyndelse, at man ser en udskillelsesproces blandt jøderne. Visse jøder er mere venligt stemte over for de hellenistiske strømninger end andre.

Blandt de jøder, der forholdt sig kritisk, var de to jødiske retninger, farisæerne og esseærne. Begge retninger har stået afvisende over for først makkabæernes, siden hasmonæernes kombination af konge og ypperstepræsteembedet.

Uoverensstemmelserne omkring ypperstepræsteembedet og den øgede hellenisering af jødedommen førte til, at essæerne udskilte sig fra den resterende jødiske befolkning. Dette er en vigtig baggrund for at kunne forstå folkene bag Dødehavsskrifterne - Qumranmenigheden.