En indføring til videnskabsteoretiske positioner

I løbet af den europæiske idéhistorie har der været forskellige teorier om, hvordan man bedst bedriver videnskab. Denne artikel giver en kort indføring til nogle måder at forstå videnskab på, som stadig har betydning for videnskab i dag

Positivismens opståen
Positivismen opstår i 1800-tallet dels som en reaktion på tidens metafysiske strømninger (det vil sige at der eksisterer noget bag den fysiske virkelighed); dels som en umådeholden beundring af de naturvidenskabelige gennembrud, som ikke mindst Isaac Newton repræsenterede. Filosoffen Auguste Comte (1798-1857) grundlagde positivismen som bevægelse, og positivismens ideal bliver således, at alle videnskaber skal bedrives efter naturvidenskabeligt – og særligt fysikkens – forbillede.

Comte mente at kunne påvise, at videnskaberne skal gennemløbe en evolutionsproces, hvor man starter med et religiøst verdensbillede og slutter på det, han benævner som ’det positive stadium’. I forlængelse heraf definerer han ’det positive’ som det virkelige, sikre og nyttige, hvilket betyder, at videnskaben skal kunne baseres på efterprøvelige kendsgerninger.

Denne forståelse kombineres med empirismen, der hævder, at vejen til sand og sikker viden kun kan opnås via indsamling af sansedata og sanseerfaring. Den engelske filosof John Stuart Mill (1808-1973) fremsatte derfor en metode til at finde frem til årsagssammenhænge. Denne metode kaldes induktion, hvor man iagttager konkrete fænomener i verden og på den baggrund finder lovmæssigheder, der kan sammenfattes i en teori.

Den logiske positivisme og verifikationsprincippet
I 1900-tallet opstod der en bevægelse, der byggede ovenpå den klassiske positivismes videnskabsopfattelse i forhold til sanseerfaring og den induktive fremgangsmåde. Den logiske positivisme har imidlertid et udpræget fokus på sproget og fastsætter, at der eksisterer et 1:1 forhold mellem sprog og virkelighed. Tanken var, at det kun er de sproglige udtryk, som direkte eller via logiske forbindelser kan verificeres i erfaringen, der kan tilskrives mening. Sproget skal således ses som en afbildning af verdens logiske strukturer. I forlængelse heraf hævder den logiske positivisme, at en sætnings mening er afhængig af muligheden for empirisk verifikation. Dette kaldes verifikationsprincippet for mening. Et udsagn er således meningsløst, hvis det ikke kan verificeres empirisk.

Karl Popper og falsifikation
Videnskabsteoretikeren Karl Popper (1902-1994) gjorde op med tanken om, at ethvert udsagn må kunne verificeres for at gøre krav på videnskabelig gyldighed. Det var imidlertid ikke den videnskabelige objektivitet, Popper anfægtede, og han hævdede, at den empiriske efterprøvelighed skal være et kriterium for naturvidenskabelig erkendelse. Men han rettede en kritik mod verifikationsprincippet.

Popper hævdede, at man aldrig vil blive færdig med at verificere et udsagn. Han gav et eksempel med, at uanset hvor mange hvide svaner, man har observeret, kan man ikke udelukke, at man næste gang vil observere en sort svane. Ydermere mente han, at man har brug for at kunne fremsætte dristige gæt for at kunne udvikle en ny teori. Det vil sige, at det afgørende for Popper ikke var, at disse gæt hver gang kan verificeres, men at det principielt er muligt at afkræfte dem. Han erstattede således verifikationsprincippet med et falsifikationsprincip – et videnskabeligt udsagn skal således kunne afkræftes.

I forlængelse af dette advokerede Popper for den hypotetisk-deduktive metode, hvor man udarbejder en hypotese og derefter deducerer logiske forudsigelser, som kan afprøves på virkeligheden. Hvis forudsigelserne falsificeres, er dette ikke nødvendigvis grund til at afvise teorien, men det viser, at teorien må justeres. Denne fremgangsmåde kan illustreres med et eksempel hentet fra religionsvidenskaben.

Antropologen Harvey Whitehouse (1964-) har lavet en teori, der hævder, at high arousal-ritualer (ritualer, der er forbundet med stressende og følelsesmæssige reaktioner) producerer episodiske blitzerindringer, som medfører, at begivenheder memoreres med ekstraordinær præcision. Teorien forudsiger således, at en deltager i et high arousal-ritual, vil kunne huske præcise detaljer fra sin deltagelse i ritualet. Det afgørende for Popper ville ikke være at kunne bekræfte denne teori, hver gang en deltager har gennemgået det, men det skal derimod være muligt at falsificere den, hvis en deltager for eksempel oplever ikke at kunne huske, hvad der har fundet sted under ritualet. Hvis dette er tilfældet, kan man konkludere, at teorien ikke holder, hvilket skyldes, at den måske ikke tager højde for alle faktorer i forbindelse med ritualet.

I modsætning hertil kan man ikke på baggrund af, at ritualdeltagere har oplevet at kunne huske hele ritualet, konkludere, at teorien er korrekt, fordi der er risiko for, at den næste deltager ikke vil opleve det samme. Derfor hævdede Popper, at falsifikation er vigtigere end verifikation. Popper havde således en forståelse af videnskaben som kumulativ, altså som noget, der forstærkes over tid, idet han forstod ny viden som noget, der er udviklet på baggrund af den teori, der er falsificeret.

Thomas Kuhn og paradigmer
Hvor Popper så videnskab som kumulativ, hævdede fysikeren Thomas Kuhn (1922-1996), at videnskab skabes inden for forskellige paradigmer. I stedet for at se videnskab som en samlet udvikling af vidensforøgelse mente Kuhn, at man skulle se videnskab i lyset af en social og historisk struktur, hvor videnskabelig erkendelse gennem tiden skifter fra en synsvinkel til en anden. Dette forklarede Kuhn ved at anvende begrebet normalvidenskab, og det er her, paradigmebegrebet kommer i spil. Kuhn mente nemlig, at videnskabelige resultater produceres inden for et fælles accepteret sæt af normer, som bliver afgørende for de hypoteser og metoder, man anvender. Dette kaldte han et paradigme.

Man arbejder således inden for nogle på forhånd fastsatte rammebetingelser, og hvis disse er veldefinerede og afgrænsede, taler man om normalvidenskab. Inden for en sådan normalvidenskab kan der imidlertid opstå afvigelser fra de teorier, man arbejder ud fra. Disse afvigelser benævnes som anomalier. I første omgang vil forskerne givetvis forsøge at forklare disse afvigelser ved for eksempel at hævde, at der er faktorer, man forud for teorien har overset. Men hvis anomalierne bliver så mange eller så dominerende, at dette ikke er muligt, vil det føre til, at paradigmet - det vil sige det, der har været konstituerende for forskerfællesskabet - bryder sammen og derfor må erstattes af et nyt. Det sker via det, Kuhn kaldte en videnskabelig revolution.

Kuhn afviste ikke, at der kan flytte viden fra det gamle paradigme med over i det nye, men den overordnede teoriramme må forkastes og erstattes af en ny. På den måde blev Kuhns konklusion, at forskningen inden for de forskellige paradigmer kan producere konkrete problemløsninger inden for paradigmet, men at denne videnskabelige erkendelse ikke nødvendigvis bringer os tættere på at forstå virkeligheden i sig selv. For Kuhn var videnskaben således ikke objektiv, idet hans tilgang til videnskab belyser, at vi anlægger en vinkel på virkeligheden – et virkelighedssyn, hvorfra vi undersøger den empiriske virkelighed.

Opsummering
Der forefindes således mange forskellige opfattelser af, hvordan man bedriver videnskab, og de ovenfornævnte er blot nogle af disse. Det som er væsentligt at huske er, at de forskellige former for videnskab kan appliceres inden for alle tre fakulteter, om end nogle selvsagt vil være mere oplagte end andre. Det handler om at nå til en forståelse af, at man ikke kan tale om virkeligheden i sig selv, men at man gennem sin videnskabsteoretiske vinkling anlægger et syn på virkeligheden, som kan hjælpe os til at forstå nogle af virkelighedens konkrete aspekter.