Essæerne - folket bag Dødehavsrullerne

Billedet viser ruinerne af et jødisk rituelt bad, Mikvah. Billedet er taget i Khirbet Qumran i Israel, stedet hvor man mener folket bag Dødehavsrullerne har boet og produceret skriftrullerne. Det ligger ikke langt fra Qumran-bjergene hvor Dødehavsrullerne blev fundet, ved nordvestbredden af Det Døde Hav. Foto: Ilan Rosen/ Photostock-Israel / Science Photo Library / Ritzau Scanpix

De fleste forskere er i dag enige om, at folket bag Dødehavsrullerne tilhørte en jødisk retning kaldet essæerne. Læs her hvorfor

I dag er det en udbredt opfattelse, at Dødehavsrullerne giver et unikt førstehåndsindblik i en jødisk gruppes liv og tro i perioden fra 2. årh. f.Kr. til 1. årh. e.Kr. Denne jødiske forsamling holdt til i Qumranbjergene ved nordvestbredden af Det Døde Hav, helt isoleret fra de omkringliggende bysamfund.

Man mener i dag, at baggrunden for Qumranmenighedens opståen som et udbrydersamfund fra jødedommen skyldtes stridigheder omkring ypperstepræsteembedet i Jerusalem. Menigheden har som protest imod samtidens officielle og mere liberale holdning til moseloven udskilt sig fra tempelkulten i Jerusalem. Umiddelbart efter udskillelsen har de etableret sig i ørkenen i Qumran for dér at studere moseloven og efterleve den i dens rette fortolkning.

Denne gruppe er meget tidligt blevet forbundet med den jødiske gruppe kaldet essæerne. Ved at sammenligne de kilder, man har fra Dødehavsrullerne, de sekteriske skrifter, der fortæller noget om livet i Qumran-samfundet, med de antikke jødiske kilder man har om essæerne, støder man på flere bemærkelsesværdige paralleller.

Det er disse mange ligheder, der gør, at langt de fleste forskere i dag er enige om, at Dødehavsrullerne stammer fra det essæiske miljø, sådan som det tog sig ud omkring det første århundrede f.Kr.

LÆS OGSÅ: Hvad står der i Dødehavsrullerne?

De antikke kilder om essæerne
Essæerne kender man allerede fra forskellige antikke jødiske kilder. Blandt de vigtigste kilder til essæerne findes skrifter af den jødiske filosof Filon af Alexandria (ca. 20 f.Kr. ca. 50 e.Kr.), den jødiske historiker Josefus (37 ca. 100 e.Kr.) og fra historikeren Plinius den Ældre (f. 23 e.Kr.).

Filon
Filons brug af betegnelsen essæer er et af de ældste belæg, man kender for denne betegnelse. Hos Filon kender man imidlertid til to relativt udførlige skildringer af essæerne. En af disse findes i skriftet At Enhver Retskaffen Mand er Fri (latinsk titel: Quod omnis probus liber sit).

Essæerne beskrives af Filon som et folk, der har isoleret sig fra byerne og i stedet bor sammen i mindre fællesskaber. Forklaringerne på denne tilbagetrækning forklares som en generel afstandstagen til måden, hvorpå folk lever i byerne:

For det første bor disse folk i landsbyer og vender sig fra byerne på grund af de lovløsheder, der er blevet sædvane for byboerne(...)

Man fornemmer, at essæernes samfund er opstået med baggrund i en protest mod det etablerede samfund, og at de derfor har ønsket at leve mere isoleret og har trukket sig tilbage.

Josefus
Josefus er især kendt for sit syv-binds værk, Den Jødiske Krig (latinsk titel: Bellum Judaicum). Det er i dette værks 2. bog, at Josefus leverer sin mest udførlige beskrivelse af essæerne.

I sin karakteristik af essæerne fremhæver Josefus, på samme måde som hos Filon, essæernes stærke sammenhørighed som gruppe, ved at de udviser en stor ansvarsfølelse for de andre medlemmer. Essæerne har desuden fælles ejendom, herunder også fællesmåltider. De beskrives som asketiske og stærkt restriktive over for ægteskab.

Josefus efterlader, ligesom Filon, et indtryk af, at essæerne har distanceret sig voldsomt i forhold til omverdenen, og at folk uden for gruppen ansås som urene. Dette afspejles i følgende citat fra Josefus 2. bog, der desuden også viser, at essæerne har haft en meget nøjeregnende hierarkisk orden:

De er delt i fire klasser efter varigheden af deres strenge forberedelse, og de senere optagne står så langt tilbage for de først indtrådte, at hvis disse kommer til at berøre de senere optagne, vasker de sig, som om de var kommet i berøring med fremmede.

Plinius
Plinius omtale af essæerne findes i hans større naturhistoriske værk Naturhistorie (latinsk titel: Naturalis Historia). Omtalen er dog meget kort og nærmest i notits-form. Dette gør dog ikke kilden mindre interessant, idet Plinius placerer essæerne geografisk på den nordlige del ved vestbredden af Dødehavet. Dette stemmer overens med det geografiske sted for fundet af Dødehavsskrifterne.

Fælles for alle tre kilder er, at de refererer til et samfund, der levede mere eller mindre afskåret fra det resterende samfund. Essæernes samfund bar især præg af streng overholdelse af moseloven samt en stor agtpågivenhed over for helligholdelsen af sabbatten. Dette kommer også tydeligt til udtryk, når man læser de Dødehavstekster, der omhandler livet i menigheden.

LÆS OGSÅ: Sådan blev Dødehavsrullerne fundet

De sekteriske skrifter
Særligt den del af Dødehavsteksterne der kaldes de sekteriske tekster har interesse, når det kommer til at undersøge den gruppe mennesker, der stod bag Dødehavsskrifterne. Man formoder, at disse tekster må være et udtryk for de særlige regler og opfattelser, der har hersket hos det folk, der stod bag Dødehavsrullerne. Det er især de mange ligheder mellem de sekteriske skrifter og Josefus og Filons beskrivelser af essæerne, der har fået flertallet af verdens Qumran-forskere til at forbinde folket bag Dødehavsrullerne med essæerne.

Sekthåndbogen
Sekthåndbogen anses som en af de vigtigste Qumrantekster, da den er en førstehåndskilde til oplysninger om Qumran-menighedens teologi, organisation, levevis, selvforståelse, interne love og regler.
Sekthåndbogen er en af de tre først kendte Dødehavsruller, der blev opdaget, da en beduinhyrde i 1947 fandt den første hule. Skriftets oprindelige navn er Broderskabets Regel, og det har sammen med Sektreglen og Velsignelsesreglen udgjort en samling i en og samme skriftrulle. Dateringen af Sekthåndbogen viser, at den er skrevet i perioden 100-75 f.Kr.

Sammenlignet med andre Dødehavstekster, efterlader Sekthåndbogen et mere rodet og uensartet indtryk, da der forekommer mange fejl, rettelser og tilføjelser.

Sekthåndbogen udgør, som navnet siger, en slags håndbog. Den er udformet som vejledning for underviseren og giver dermed unikke førstehåndsoplysninger om denne menigheds tro, liv og lære, fra omkring 150 f.Kr. til omkring 70 e.Kr.

Paralleller mellem de antikke jødiske kilder og Sekthåndbogen
Sekthåndbogens har mange lighedspunkter med Josefus og Filons beskrivelse af essæerne. For eksempel svarer både Josefus og Filons beskrivelse af et ejendomsfællesskab til det, som står beskrevet i Sekthåndbogen.

Ligeledes er der paralleller mellem optagelsesreglerne (der refereres flere steder til meget lange optagelsesperioder) og en meget disciplinær straffelov. I Sekthåndbogen beskrives én af reglerne således:

Den, der spytter i de manges samling, skal idømmes en straf på tredive dage.

Specielt dette forbud mod at spytte i de manges samling, har en iøjefaldende parallel hos Josefus. Her lyder forbuddet således:

De anser det for det rigtige at rette sig efter de ældre og efter flertallet (...) De vogter sig vel for at spytte midt iblandt andre eller til højre side, og de overholder strengere end alle andre jøder, at de ikke må arbejde på den syvende dag.

Filon og Josefus skriver om den disciplinære straffelov, at overtrædelser af fællesskabets love kunne føre til udstødelse. I Sekthåndbogen findes dette for eksempel således:

Findes der blandt dem en mand, der lyver(...) selv om han ved besked, skal de udelukke ham fra det, der er rent for de mange(...).

Derudover efterlader Josefus og Filons beskrivelser et billede af et asketisk og lovfromt jødisk udbrydersamfund. Et samfund hvis ypperste mål var at granske og efterleve moseloven i dens rette fortolkning. Dette finder stærk genklang i Sekthåndbogen (og gør det i øvrigt i flere af de sekteriske skrifter).

Af Filons beskrivelse fremgår det desuden, at essæernes samfund er hierarkisk opbygget. De ældre kommer i første række, og enhver kender sin plads og rang, ud fra hvilken han indordner sig. Essæerne beskrives af Filon som meget afholdende og asketiske:

()de anskaffer sig kun det, der er nødvendigt til livets opretholdelse

De lever et liv, hvor de er fælles om alting; de har fælles ejendom og deler dermed alt lige fra økonomiske besiddelser til deres klæder.

Hos Plinius er det geografiske aspekt vigtigt. Den geografiske placering af essæerne ved Dødehavet stemmer overens med stedet, hvor fundene af Dødehavsrullerne blev gjort. Plinius beskrivelse af essæerne som en mindre og mere samlet enhed passer ligeledes på det indtryk, Sekthåndbogen giver af en eksklusiv og lukket forsamling.

De mange fællestræk, både mellem Josefus og Filons beskrivelse, samt de slående paralleller, der findes i de sekteriske tekster, gør, at det er vanskeligt at komme uden om et slægtskab mellem Filons og Josefus essæere og folket bag Dødehavsteksterne.