LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Fund fra gudinden Dianas helligdom kan ses i København

Middelalderbyen Nemi. Foto: Iben Bjurner

Ved den smukke Nemisø i Albanerbjergene lidt syd for Rom dyrkede man i antikken gudinden Diana. De rige fund fra hendes helligdom findes blandt andet på Ny Carlsberg Glyptotek i København

Middelalderbyen Nemis lyksaligheder åbenbarer sig fra deres bedste side, når man står på torvet ved Ruspoli-borgen og skuer ud over den vulkanske bjergsø, Nemisøen, som glitrer i den sydlandske sol langt nedenunder. Hovedgaden, hvor H.C. Andersen, Lord Byron og Goethe stadig spadserer i ånden, snor sig som en doven slange gennem den dekorative by. Følger man den ud af den nordlige byport og fortsætter langt ned ad bjergsiden, finder man resterne af gudinden Dianas helligdom.

Jagt- og månegudinden i den romerske mytologi havde i antikken i perioden ca. 500 f.Kr.-150 e.Kr. sin store helligdom ved bredden af den smukke Nemisø, der ligger i bunden af et udslukt vulkankrater. Selv om vulkanen har tabt pusten, bobler områdets historie endnu, både lokalt og på Ny Carlsberg Glyptotek i København, hvor fund fra egnen fortæller om gudinden Dianas enorme betydning for latinerne gennem flere århundreder. 

Nye fund gør antikkens guder levende
Nye beviser på gudindens virke kigger for tiden op af jorden i den nordlige ende af vulkankrateret nedenfor byen Nemi. Italienske arkæologer graver endnu ivrigt i dette område, for det var der, Dianas helligdom lå i antikken. Helligdommen var enorm og bestod af terrasser i flere niveauer og indeholdt endda et helsecenter med hotel til de besøgende pilgrimme. Dens teater, søjlegange og badeanlæg er fundet, og det er også lykkedes at fastslå, hvor en del af de fundne statuer har stået i bygningernes forskellige rum. Nu er et nyt bevis i rækken dukket op:

Nylige udgravninger foretaget af arkæologer fra Lazios antikvitetsvæsen har dokumenteret, at hovedtemplet i Diana-helligdommen lå på helligdommens store nedre terrasse. Man har hidtil troet, at det religiøse centrum lå på de øvre terrasser. Udgravningerne fortsætter til september, og forhåbentlig vil disse give nye informationer om det hellige sted og dets funktion, fortæller museumsinspektør ved Ny Carlsberg Glyptotek Mette Moltesen.

Mette Moltesen og centerleder ved Center for Sortehavsstudier ved Aarhus Universitet Pia Guldager Bilde har kortlagt fund fra egnen på museer verden over og har derfor i mange år samarbejdet med Lazios antikvitetsvæsen omkring udgravningerne. 

Området er specielt, fordi Nemisøen er omkranset af antikke strukturer. Langs søbredden overfor Dianas helligdom ligger resterne af en romersk villa, der formentlig var ejet af kejserfamilien. Og på selve søen flød engang to rigt udstyrede pragtskibe, som kejser Caligula (12-41 e.Kr.) lod opføre. 

Diana på danske breddegrader
Dyrkelsen af gudinden Diana havde i århundreder gyldne tider ved Nemisøen - og håndgribelige eksempler på kultens virke fandt langt senere vej til Danmark via en dansk mæcen. Den kunstelskende brygger Carl Jacobsen (1842-1914) købte i slutningen af 1800-tallet statuer og vaser fra Diana-helligdommen til sit nyetablerede Ny Carlsberg Glyptotek i København. De 15 skulpturer er nu udstillet som et enestående ensemble fra en antik helligdom. 

Skulpturerne er placeret i Sal 12 på Glyptoteket. Her står statuerne af Fundilia og Gaius Fundilius Doctus i fornem positur på deres sokler sammen med resten af portrætbysterne fra Nemi. Under det kolde, hvide marmor gemmer der sig en lang historie. Man mener, at de engang var levende personer, der havde deres gang i Dianas hellige haller; med portrætter som disse bevidnede giverne deres fromhed overfor guderne:

Fundilius var at dømme ud fra indskriften på soklen - C.FUNDILIUS DOCTUS APOLLINIS PARASITUS - skuespiller i helligdommens teater. Mimespil var populært på de tidlige romerske kejseres tid, og en af teorierne om teatret i Nemi foreslår, at det blev brugt til rituelle opførelser af områdets hellige myter, måske legenden om kongemordet (se nedenfor, red.). Fundilius var en frigiven slave og tilhørte Fundilia, der gav ham hans frihed, som det fremgår af indskriften på Fundilias plint, forklarer Mette Moltesen. 

FUNDILIAE.C.F.PATRONAE står der på Fundilias sokkel ved siden af, hvilket betyder, at hun var Fundilius ejerinde, en såkaldt patrona. Det er sandsynligvis Fundilius, der har ladet statuen opstille i Nemi-helligdommen til ære for hende. Kvinder spillede nemlig en stor rolle i Dianas kult, både som donatorer og bygherrer. Der er en del eksempler på, at fremtrædende kvinder skænkede heligdommen gaver: En indskrift fortæller således, at en Volusia Cornelia af den adelige romerske slægt Volusierne bidrog til genopførelsen af teatret, som var faldet sammen af ælde.

Selveste Diana troner normalt også i Sal 12. Glyptoteket ejer et kolossalt hoved af gudinden, der efter al sandsynlighed stammer fra hendes kultstatue i Nemi-helligdommen:

Diana-hovedet befinder sig for tiden i Rom på Capitol-museets udstilling LEtà della Conquista (Erobringernes tidsalder, red.). Her har det fået en fornem placering som bevis på dets fine udførelse fra tiden ca. 150-100 f.Kr. Diana-hovedet vil være at finde på Glyptoteket igen fra oktober måned, bemærker Mette Moltesen.

Diana af Nemi
Diana af Nemi eller Diana Nemorensis, som hun også blev kaldt, var hovedguddommen i helligdommen ved Nemisøen. Gudinden var også kendt under navnet Trivia (eller Den Trefoldige Diana) på grund af sine mange virkeområder: Hun var udover jagt-, måne- og underverdenens gudinde også vogter over børnefødsler og nyt liv, og latinerne kunne bede hende om helbredelse for deres sygdomme. På grund af denne funktion er tusindvis af de offergaver, man har fundet ved det hellige sted, gengivelser i brændt ler af menneskelige legemsdele. Opdagelsen af badene på det hellige område i nyere tid understøtter opfattelsen af, at en af Dianas vigtigste funktioner var at bringe helse til sine tilbedere.

Diana identificeres med Artemis, som var den bedst kendte frugtbarhedsgudinde i den antikke verden. Hendes religiøse spor kan dog følges helt tilbage til de Store Moder-religioner i præhistorisk tid i det østlige middelhavsområde. Også Egyptens guder havde hun relation til. I hendes helligdom ved Nemisøen er der fundet en indskrift om de to gudinder Isis og Bastet, der hver havde et kapel der.

Diana Nemorensis blev fejret årligt den 13. august, der var en feriedag for slavestanden. Diana-kulten var nemlig overordnet set en kult for plebejerne. Roms sjette konge, Servius Tullius (regerede 578-535 f.Kr.), der siges at have forbedret forholdene for Roms laveste klasser, havde allerede i midten af 500-tallet f.Kr. oprettet en helligdom for gudinden på Aventinerhøjen i Rom. Her kunne slaver få asyl. Dianas festdag blev senere sammensmeltet med den kristne helgen Hippolytos helgendag. 

Helligdommen
Diana blev allerede fra omkring år 500 f.Kr. tilbedt ved Nemisøen, først i et indviet område i en skovrydning og fra omkring år 300 f.Kr. i det tempel, der blev opført til samme formål. Det er fra dette og de følgende århundreder, at de fleste af de offergaver, man har fundet i området, stammer. I mange år var helligdommen velbemidlet. Fra indskrifter fundet på stedet kan man se, at romerske konsuler, feltherrer og siden kejsere besøgte området og skænkede Diana store gaver.

Arkæologerne mener, at en naturkatastrofe satte punktum for helligdommens funktion i det 2. århundrede e.Kr. Denne datering støttes af de antikke forfattere som den græske historiker Appian og den græske rejsebogsforfatter Pausanias, der under kejser Antoninus Pius (138-161) fortæller om det hellige sted. Herefter stopper beretningerne. 

Det, man kan se af det hellige sted i dag, er de store støttemure til de kunstige terrasser, der husede helligdommen, og et hjørne af en søjlehal. Teatret, der blev fundet i årene 1924-1928, blev dækket til igen. 

Præsten i Dianas helligdom
Havde Dianas hoved fra kultstatuen kunne tale, ville det nok have fortalt om det dramatiske, religiøse ritual, det må have set udøvet gang på gang gennem mange år. Det omhandlede præsteskabet i helligdommen.

Rex Nemorensis (Skovens Konge) kaldte man præsten, en bortløben slave, der i antikken vågede over et helligt egetræ med en gylden gren i gudindens lund ved bredden af Nemisøen. Han bar et sværd på sin skulder dag og nat og var parat til at slå enhver, der måtte finde på at komme træet nær, ihjel. Som tiden gik, overtog en stærkere modstander overtog hans rolle ved at gøre det af med ham. Det var kun en bortløben slave, der kunne udfordre ham og overtage hans plads.

Grunden til denne nidkære vogten var den gyldne gren på egetræet. Eftertiden og især den skotske antropolog James Frazer tolkede dette gyldne element som en mistelten, da misteltenen for antikkens folk som for mange andre folkeslag gennem tiden var en hellig vækst. James Frazer samlede i sit store religionshistoriske værk Den gyldne gren (1890-1915) forklaringer på ritualet fra Nemi fra hele klodens tro og folklore. Han havde stor indflydelse på udviklingen af forskningen i komparativ religion i tiden op til 1. verdenskrig. 

Dianas kult og helligdom er blandt andet blevet sat på det religionshistoriske landkort i kraft af James Frazers store referenceværk. Nu vil tiden vise, hvad jorden i hendes helligdom i Nemi giver slip på af nye arkæologiske bidrag til gudindens lange historie.

Gudinden Diana af Nemi. Hoved fra kultstatue fra Dianas helligdom. Foto: Glyptoteket
Den smukke Nemisø, der ligger i et udslukt vulkankrater. Ved søens nordlige bred finder man resterne ad Dianas helligdom Foto: Iben Bjurner
Skuespilleren Fundilius fundet i Dianas helligdom i Nemi. Foto: Glyptoteket
Den danske guldaldermaler Albert Küchler (1803-1886) malede som mange andre guldalderkunstnere genremalerier ved Nemisøen. Foto: Thorvaldsens Museum