Fupmager-myter: Den lede, den lade og den luskede

I religionernes farverigeste fortællinger står der en såkaldt trickster bag løjerne. Religion.dk er gået på opdagelse i alverdens myter og genfortæller her tre af de mest pudsige

Ordet 'trickster' er afledt af 'trick' og betyder fupmager. Tricksteren er en fremtrædende figur i religiøse beretninger hos mange naturfolk. Typen kendes også fra græsk mytologi, hvor både Prometeus og Hermes kan kaldes for tricksters, og fra nordisk mytologi, som bugner af fortællinger om Loke.

Loke har en række egenskaber, som er typiske for en trickster:

• Hans natur og herkomst er uklar (i Lokes tilfælde lever han blandt aserne, men nedstammer fra jætterne)
• Han opfører sig skiftevis gavnligt og fjendtligt
• Han kan optræde som mægler og budbringer (i Lokes tilfælde løser han kriser mellem aserne og jætterne, mens tricksteren i mange andre mytologier er et bindeled mellem guder og mennesker)
• Han kan skifte skikkelse og køn
• Han er i det hele taget ekspert i fup og bedrag (jævnfør 'trick')

Loke hjælper aserne med at fremskaffe ting af uvurderlig værdi (Odins hest og Thors hammer), men det mest almindelige i andre mytologier er, at tricksteren optræder som menneskenes kulturhelt eller kulturbringer. Det betyder, at han med sin list eller trodsighed beriger dem med vigtige kulturgoder eller kundskaber. Andre gange optræder tricksteren i fortællinger, som forklarer selve egenskaberne hos noget bestemt. Man kalder under ét den type myter for ætiologier (årsagsforklaringer).

Læs videre om tre tricksters fra hver sin verdensdel og om deres ledeste, ladeste og mest luskede bedrifter.

Den lede Eshu
Det vestafrikanske yuruba-folk lever primært i Nigeria, og i deres traditionelle religion er tricksteren Eshu med sin sammensatte natur et uundværligt link mellem guder og mennesker. Derfor modtager han en del af alle ofre og formidler resten videre til den højeste skabergud, som har trukket sig tilbage fra jorden. Men Eshu er yderst lunefuld af natur. Derfor er det også ham, der sår ufred mellem guder og mennesker og mellem mennesker indbyrdes.

Som følge af hændelser i urtiden vandrer Eshu hjemløs omkring blandt mennesker. En dag opdager han to mænd, som altid har været venner. Deres jordstykker ligger lige op ad hinanden, og deres venskab er så nært, at de altid færdes sammen og klæder sig ens. Det trigger naturligvis trickster-guden.

Eshu beslutter sig for at skabe splid mellem vennerne, som er i færd med at dyrke hver deres jord. Han ifører sig en hat, som er sort på den ene side og hvid på den anden, og han anbringer sin pibe i nakken. Derefter slentrer han en tur hen ad den sti, som udgør skellet mellem de to ejendomme.

Da Eshu er passeret forbi, begynder vennerne at skændes om, hvilken vej, han gik, og hvilken farve, hans hat var. Deres skænderi eskalerer så voldsomt, at det kommer kongen for øre, og han tilkalder derfor mændene. De beskylder hinanden for at lyve, men så kommer Eshu og fortæller, at ingen af dem lyver, men at de begge er tåber.

Da kongen spørger nærmere ind til det, afslører Eshu sit lille fupnummer. Kongen bliver så vred, at han sender sine folk efter Eshu, som flygter over hals og hoved. Under sin flugt sætter han ild til mange huse, hvis beboere skynder sig ud med deres værdier. Eshu har appetit på endnu mere ravage, så han tilbyder beboerne at holde vagt ved deres ejendele og misbruger tilliden, idet han forærer tingene væk til forbipasserende.

Det er blot én version af den meget udbredte myte. I andre versioner er Eshu knap så led over for menneskene, men optræder nærmere som en snu læremester. Her vender Eshu tilbage til de stridende parter, inden kongen kommer ind i billedet. Han viser dem sin hat og belærer dem om, hvordan én synsvinkel kan være lige så rigtig en anden, og hvordan snæversynethed let fører til tåbeligheder.

Den lade Wakdjunkaga
I Nordamerikas oprindelige befolkning er trickster-myter særdeles populært fortællestof. Flere af historierne kendes i utallige varianter fra indianerstammer over det meste af Nordamerika.

Generelt virker den nordamerikanske trickster ikke særlig ophøjet han ligner nærmere en doven og tøjlesløs fusker. Religiøst fungerer indianernes trickster da heller ikke som en egentlig gud. Han er et urmenneske, der ofte tager skikkelse af et dyr.

Selvom der altså ikke er meget heltemodigt over den nordamerikanske tricksters bedrifter, kan han i nogle tilfælde sagtens fungere som kulturbringer. At han fremskaffer kulturgoder såsom lægeurter og husdyrbrug er blot tilfældige resultater af hans udisciplinerede eller direkte dumme indfald.

Andre trickster-fortællinger kan med lignende virkemidler forklare udseendet eller funktionen af et eller andet. Dé fortællinger er ofte ganske komiske og nogle gange temmelig vulgære. Et eksempel: I winnebago-folkets variant af en meget udbredt myte, hedder hovedpersonen Wakdjunkaga det betyder 'den listige' eller 'den upålidelige', så man kan rimeligvis blot kalde ham 'Trickster'.

Myten fortæller, hvordan Trickster på listig vis får dræbt nogle ænder, som han derefter begynder at tilberede over bål. Han er for doven til selv at holde øje med kødet, så efter at have befalet sin endetarm at holde vagt, lægger han sig til at sove med enden mod ilden.

Efter lidt tid kommer der nogle små ræve forbi og får færten af et lækkert måltid. De opdager Trickster og tøver, men fortsætter hen mod bålet, da de ser, han sover. Hans endetarm gør sit bedste for at klare opgaven, og tre gange lykkes det den faktisk at jage rævene på afstand ved at prutte højlydt. Men til sidst enes rævene om, at der ikke er fare på færde, og de mæsker sig i andekødet.

Da Trickster opdager, at hans mad er væk, vender han sig rasende mod sin ende: Bad jeg dig ikke om at holde øje?. Som straf tager han et stykke brændende træ og presser det mod sin endetarmsåbning og bliver ved i lidt tid, mens han hyler af smerte.

Trickster humper derefter lidt rundt, klynkende over sin egen dumhed. Til sin overraskelse finder han et stykke fedt på vejen, og begynder at æde det. Det smager dejligt. Men snart går det op for ham: Han æder sine egne indvolde, som er faldet ud af hans ødelagte ende!

De har ret, når de kalder mig et fjols!, udbryder han og begynder at binde resterne af sine indvolde fast igen. Til sidst strammer han snoren, så der kommer rynker i huden omkring åbningen. Derfor ser menneskets endetarmsåbning sådan ud.

Den luskede Maui
Trickster-myter kan rumme forklaringen på alt lige fra små og intime detaljer til helt store kosmiske forhold. New Zealands oprindelige befolkning, maorierne, fortæller om tricksteren Maui, der engang sørgede for, at dagene fik en passende længde. Oprindelig gik solen alt for hurtigt, så menneskene kunne dårligt nå at finde mad. Men det lykkedes en dag Maui at holde solen tilbage med et reb og tæske løs på den med en kølle, indtil den gik roligt og ordentligt.

I en anden myte optræder Maui som kulturhelt: Han bliver årsag til, at menneskene nu kan frembringe ild af træ. Ilden bor hos urkvinden Mahuika, som har den i sine fingre og tæer. Det hører Maui om, så han tager af sted for at narre ilden fra hende.

Mahuika er Mauis gamle slægtning, og da han fortæller hende, at han er kommet for at hente ild, hugger hun beredvilligt en finger af til ham. På hjemturen kommer han til noget vand, hvor han slukker ilden. Med helt våde hænder vender han tilbage til Mahuika og siger: Den ild, jeg fik af dig, er gået ud. Jeg faldt i vandet.

Mahuika hugger endnu en finger af og giver den til Maui, som gør med den på samme måde som den første. Historien gentager sig med fingre og tæer, ind til Mahuika kun har en storetå tilbage. Maui vil gerne sikre sig, at den gamle kvinde ikke er i stand til at angribe ham med sin ild. Men hun nægter ham sin sidste tå: Nej, Maui! Du er ved at narre mig!.

Maui tager nu den sidste ild og svinger den mod Mahuika (i en variant kyler hun den selv i jorden). Hun bliver fortæret af ilden sammen med hele landet og træerne. På sin flugt bliver Maui også svedet. Han forvandler sig til en haj, men det hjælper ikke rigtig, for havet er også i brand. I stedet beder han sine forfædre sende regn. Så bliver ilden slukket, men noget af den flygter ind i Kaikomako, hvor ilden stadig bor (Kaikomako er det træ, maorierne bruger til ildgnidning).

Tricksteren Maui er i øvrigt kendt af oprindelige folkeslag fra mange andre Stillehavs-øriger, som har deres egne bud på, hvordan det var, han sørgede for ild til mennesker. Ild-motivet er formodentlig det mest almindelige i alverdens mytiske beretninger om kulturhelte. Fra gammel europæisk mytologi kender vi ikke mindst beretningen om Prometheus, der stjæler ilden tilbage til menneskene fra Zeus.

På internettet findes der engelsk-sprogede samlinger af myte-stof til mange timers læsning også om yorubaernes, winnebagoernes og maoriernes mytologier.