Guders og menneskers opstandelse i verdens religioner

I den kristne påske fejres det, at Jesus døde for menneskers skyld og opstod fra de døde. Men hvad siger andre religioner om opstandelse?

Ordet 'opstandelse' er tæt forbundet med kristne forestillinger. Men forestillingen om guders opstandelse var også kendt i flere af oldtidens religioner langt før den kristne opstandelsesfortælling. Det ser vi lidt på - og dernæst på nutidige religioners opfattelse af opstandelsen. For hvad er det særlige ved kristendommens fortælling om Jesu opstandelse påskedag? LÆS OGSÅ: Jesu opstandelse er en fysisk opstandelse Guder, der dør og opstår
Både i mellemøstlige religioner, i egyptisk og i græsk religion finder vi myter om guder, der dør og opstår. Disse myter afspejler årstidernes forløb i de subtropiske områder med den lange sommertørke, der afløses af efterårs- og vinteregnen, forår og ny frugtbarhed, såning og høst, naturens hvile og henfalden, der går over i naturens genopstandelse.

I den vestlige del af Mellemøsten og især i Palæstinaområdet stod den israelitiske kultur og religion over for den kanaanæiske religion. Hovedguden Ba'al (det vil sige herre) var en regn-, torden- og frugtbarhedsgud, hvis kamp med dødens og tørkens gud, Mot, ender med Ba'als død.

Ba'als hustru, Anat, leder efter sin elskede og udfordrer Mot til kamp. Hun besejrer ham og hendes drab på Mot skildres i lighed med behandlingen af det modne korn, der tærskes og males til mel. Ba'al genopstår, tager magten i menneskers verden og forenes med Anat. Man hører hans tordenstemme, regnen vælter ned og ny frugtbarhed har afløst tørketiden.

SE OGSÅ TEMA: Oldtidens religioner

I Egypten havde man tilsvarende myten om guderne Osiris og Isis. Osiris myrdes af den onde Seth, som hugger liget i småstykker og kaster det ud i Nilen. Isis vandrer sørgende omkring og leder efter liget. Hun finder ligets dele og bringer så Osiris til live igen, så han kan genoptage sin kongemagt. Men her er det tydeligt Isis, der har hovedrollen som dødens overvinder og frelserskikkelse.

I den græske religion har vi fortællingen om gudinden for agerbrug, Demeter. Hun er søster til Zeus, der også er far til hendes datter, Persefone. Persefone er udtryk for kornet på marken. Hun bliver bortført af dødsguden Hades. Demeter forlader sin himmel og leder overalt i verden efter sin datter. Misvækst og tørke breder sig imens.

Men Zeus, som har en finger med i spillet vedrørende Persefones bortførelse, presses af Demeter til at lade Persefone vende tilbage til lyset de to tredjedele af året. Den sidste tredjedel skal hun være hos Hades. Igen er der tale om en myte, der afspejler en agerbrugskultur, hvor det såede korn må dø i jorden for, at der kan komme ny afgrøde.

Herrens lidende tjener den stedfortrædende lidelse, død og opstandelse
I Det Gamle Testamente findes en dunkel tekst i profeten Esajas' bog kap. 52,13-53-12, som kaldes sangen om Herrens lidende tjener. Digtet menes at være skrevet omkring midten af 500-tallet f. Kr. og har en afgørende betydning for Det Nye Testamentes forkyndelse af Jesu lidelse, død og opstandelse.

Digtet eller sangen fortæller om Herrens (Guds) tjener og hans dybe fornedrelse, som folk og konger undrer sig over som noget, de aldrig før har set eller hørt. Der indføres vidner i digtet til denne tjeners lidelse og død samt afsluttende ophøjelse. De, der taler i digtet, indrømmer, at de har taget fejl. De troede, at han var en synder og derfor med rette udsat for Guds straf.

Men de forstår nu, at det er for deres skyld, han har lidt. Tjeneren har båret sin lidelse med tålmodighed, og til sidst er han død og er blevet begravet. Som afslutning taler Herren igen og forkynder tjenerens belønning, fordi han gav sit liv for andres skyld:

"Når hans liv er bragt som skyldoffer,
er han afkom og får et langt liv,
og Herrens vilje lykkes ved ham.
Efter sin lidelse ser han lys,
han mættes ved sin indsigt.
Min tjener bringer retfærdighed til de mange,
og han bærer på deres synder."

Er der tale om en individuel person eller skal tjeneren forstås som et symbol på et folk? Måske beskriver digtet kongen, der er i sit folks sted; soner dets skyld, lider og dør og opstår alt sammen udført som et ritual i en årlig kulthandling. Med denne forståelse peges der så frem mod Jesu egen forståelse af digtet ifølge evangelierne, idet han netop har set sin skæbne afspejlet i tjeneren. I jødedommen opfattes digtet som et udtryk for det jødiske folks lidelser og som håb til dets fremtid.

Udødelighedslæren i Østens religioner
En forestilling om en opstandelse efter døden er vanskelig at finde i Østens religioner. Her tales der mere om sjælens frigørelse fra legemet og dets evige liv i en himmelsk verden eller slet og ret om menneskets mulighed for udødelighed.

Det sidste finder man i den gamle kinesiske religion taoisme, som blev til cirka år 400 f. Kr., og som i dag tæller cirka 20 millioner mennesker. Her kræver opnåelsen af udødelighed, at man hengiver sig til hårde fysiske og åndelige øvelser, blandt andet åndedrætsøvelser, som skal bringe mennesket i harmoni med verdensaltets åndedræt.

Samtidig skal strenge spiseforskrifter bevare legemet ungt. De legemlige øvelser skal så kombineres med meditation, der giver forbindelsen til den guddommelige verden. Døden er slutpunktet for denne proces, idet døden så bliver ensbetydende med en opstandelse ind i den guddommelige verden.

I hinduismen er forestillingen om reinkarnation, det vil sige sjælens videre liv i nye eksistenser, grundlæggende for synet på livet efter døden. I det nok mest læste religiøse skrift i hinduismen, Bhagavadgita, står der:

Ligesom en mand aflægger sine gamle klæder og tager andre nye på, således aflægger sjælen sine gamle legemer og forenes med andre, nye.

Ved ligbrændningsritualet frigøres sjælen og tager bolig i forfædrenes verden eller den genfødes. Disse to forestillinger synes i hinduismen at eksistere side om side.

LÆS OGSÅ: Hindu-kvinder kaster sig stadig på mandens ligbål

Jødedom: De døde bliver levende
I Det Gamle Testamente er der enkelte tekster, der fortæller om et opstandelseshåb. I Daniels Bog, som er skrevet under det syriske overherredømme over Israel i årene 198- 165 f. Kr., forkyndes håbet om en Messias, som skal komme ved tidernes ende og redde sit folk. I Daniels Bog kap 12, 2-3 står der:

Mange af dem, der sover i jorden, skal vågne, nogle til evigt liv, andre til forhånelse, til evig afsky. De indsigtsfulde skal stråle som himmelhvælvingens stråleglans, og de, der førte mange til retfærdigheden, og de skal stråle som stjernerne for evigt og altid.

Opstandelsen bliver forbundet med Messias' komme og en dommedag. Men teksten fortæller ikke, hvad rækkefølgen er: Kommer Messias før opstandelsen eller finder opstandelsen sted efter - og hvor opholder de døde sig inden opstandelsen? Betyder opstandelsen et nyt liv på denne jord eller i en himmelsk verden?

Jødedommen har ingen entydige svar på disse spørgsmål, og nutidig jødedom rummer da også mange forskellige tolkninger og opfattelse om de sidste tider og livet efter døden.

LÆS OGSÅ: Dommedags-forestillinger i verdens religioner

Islam - opstandelsen på Dommedag
Islam er mere entydig. Ifølge Islams hellige bog, Koranen, vil der på et tidspunkt, fastsat af Allah være en dommedag. På denne dag revner himmelen, stjernerne strøs omkring, og månen formørkes. Det er en dommedag, der gælder alle mennesker, uanset hvornår og hvor de har levet.

LÆS OGSÅ: Hvad vil der ske på dommedag? (svar fra en muslim)

De døde skal altså opstå, hvilket så sker på Allahs befaling, idet domsbasuner lyder, og alle skal dernæst dømmes efter deres gerninger. De vantro vil blive adskilt fra de troende. De troende vil få adgang til Paradis, mens de vantro vil få Helvede som deres skæbne.

Forestillingen om opstandelse og adgang til Paradis har fået ny aktualitet i forbindelse med selvmordsbombere og terrorhandlinger. I yderligtgående grupper indenfor den militante islam ses ofringen af sig selv og martyriet i kampen for islam som ensbetydende med en genvej til Paradis.

LÆS OGSÅ: Mænd får jomfruer. Men hvad sker der med kvinder i Paradis?

Kristendommen: Jesu opstandelse og menneskets opstandelse
Kristendommens forkyndelse af Jesu opstandelse har som udgangspunkt, at Jesus er Guds søn, som er født ind i denne verden og har levet et menneskeliv, der ender med henrettelse. Jesu korsfæstelse er en historisk kendsgerning. Ligeledes er det en historisk kendsgerning, at den lille menighed af disciple bekender: Han er opstanden!, Vi har set ham. Dermed blev det klart for de første kristne, at Jesu død var en død for menneskers skyld.

LÆS OGSÅ:Det evige liv - historisk set

Det Nye Testamente fortæller ikke om vidner til, hvad der skete påskemorgen ude ved Jesu grav. De fire evangelier er derimod enige om, at graven var tom påskemorgen, og at Jesus gav sig til kende for enkelte disciple og for den forsamlede gruppe af disciple.

Betydningen af Jesu opstandelse for kristne:
- At hans ord og gerninger viser hvem Gud er. Han er altså Guds søn.
- At troen på Jesus opstandelse i sig selv er livsfornyende, idet den er enesbetydende med håbet om, at det ondes og dødens magt er brudt.
- At der et håb om, at mennesket også skal opstå engang.